Danmarks Radios gamle nye sprogpolitik

Danmarks Radio lancerede i maj en ny sprogside. Det er en god nyhed for alle storforbrugere af sprog, endda storforbrugere af flere sprog, som mange af os er. Et af de centrale tilbud på den er DRs sprogpolitik – som på første side bærer datoen ’november 2017’, dvs. fremstår som et relativt nyt tiltag. Skuffelsen er stor, når man til sidst opdager, at det faktisk (med en minimal afvigelse) er samme sprogpolitik som DR formulerede i februar 2009 og som også tidligere har været tilgængelig på nettet.

Er der gået agurketid i DRs sprogpolitik? Genudsendelse? Lidt pinligt bliver det genbrugen, når der i teksten står ”i disse år”, ”DR ønsker i de kommende år at sætte fokus på”, ”der har det seneste år været afholdt flere konferencer på bl.a. Copenhagen Business School (CBS)” og læseren må spørge, om ”disse år” peger på nullerne eller tierne, om ”de kommende år” stadigvæk ligger i frem- eller fortiden, og hvor mange år ”de seneste år” ligger tilbage. Det kunne ellers være interessant at sammenligne de tiltag, der blev fremlagt i 2009 med hvad er er kommet ud af dem i mellemtiden. Men hvis de samme tiltag bare remses op igen, ser det jo ud til, at der ikke har været andet end stagnation i mellemtiden. Det ville være synd.

Måske er netop dette forklaringen på den eneste afvigelse i 2017-udgaven fra 2009-udgaven: på side 7 mangler der rubrikken ”Indsatsområder”. Måske fordi man i dag ville have skrevet ”Satsningsområder”, men måske også fordi det ville pege på at indsatsen ikke har båret frugt, når den stadigvæk er påkrævet.

Men hvad har DR så tænkt sig at gøre ved sproget?

DRs sprogpolitikken reagerer i 2018 som i 2009 på visse udfordringer. En af dem er den ikke nærmere specificerede globalisering, som vi – uden nærmere analyse – har vænnet os til at betragte som kilden til en tiltagende anglificering. Her har vi den diffuse forestilling om dansk som truet sprog, som der skal gøres noget ved. Konkrete tiltag savnes, men i det mindste får vi lovning om at andre fremmedsprog end engelsk skal få større vægt i programmerne. Det kunne være interessant at undersøge, om der faktisk er sket noget siden 2009.

Norges søsterinstitution til DR, NRK, får ros for at slå et slag for dialekterne. So ein Ding müssen wir auch haben. Her mangler bare forståelsen af at dialekt er noget helt andet i Norge end i Danmark. I Danmark er dialekter egnsmål – dialekter står i modsætning til rigssproget og mange af dem forstås ikke af alle. (Jeg har engang set at et interview med en fisker fra Vestjylland blev forsynet med undertekster på rigsdansk.) Og de høres sjældent i radio og på tv. I Norge har derimod ganske vist to skriftlige standardsprog (bokmål og nynorsk), men ingen standard for talesprog. I Norge taler alle dialekt, og når NRK skal leve op til sit ansvar, skal det sørge for at der ikke kun høres én enkelt dialekt (oslomål eller lidt bredere østlandsdialekterne). Det betyder ikke, at det er en dårlig idé at gøre de danske dialekter mere synlige eller hørbare; man skal bare være klar over, at det er noget andet end i Norge.

Der påstås at ”Mange unge i Norden vælger at tale engelsk sammen, da kendskabet til sprogene i broderlandene er for nedadgående”. Det er noget man hører ofte, men som er blevet meget lidt undersøgt (oftest kun ved interviews og spørgeskemaer). Måske står det slet ikke så ilde til som vi tror, og måske har ”Skam” gjort mere for den internordiske sprogforståelse end alle sprogpolitikker. Man kan dog kun være enig i det pinlige i at ”DR-medarbejdere interviewer nordmænd på engelsk” – som er lige så provinsielt som det at de interviewer østrigere på engelsk (som jeg har hørt dem gøre). Jeg vil håbe at DR har strammet op på det punkt siden 2009.

Måske har ”Skam” gjort mere for sprogforståelsen end alle sprogpolitikker tilsammen?

Et stort problem er åbenbart at mange anser DR for at være skyld i at danskere ikke længere forstår hinanden. Her er der tale om ”stavelseskannibalisme, forkert vokalfarve og mudrede konsonanter”, som alle skal bekæmpes. Hvis der med stavelseskannibalisme henvises til særskrivninger af typen ”bedstemor boller”, ”fad øl” og ”lamme koteletter”, kan man næppe være uenige – men jeg fornemmer nu, at det måske ikke DR, der er den store synder her. De to andre ankepunkter (”forkert vokalfarve” og ”mudrede konsonanter”) er straks mindre klare. I 2010 kommenterede en henrykt teateranmelder at My Fair Lady’s cockney-engelsk var blevet til vesterbro-dansk i Det kongelige Teaters opsætning, hvor ”’til’ udtales konsekvent ’tse’” og ”’ugeblad’ som ’u-u-blad’”. Det første kan gå an som vesterbrodansk (i modsætning til både [d̥h] og [d̥ʃ]), men [ǝ]-assimilationen i ord som ’uge’, ’pige’ eller ’gade’ er efterhånden ganske udbredt ikke bare blandt de unge, men også de ikke længere så unge, ikke bare på Vesterbro. Hvis det er det som der henvises til med ”forkert vokalfarve”, udtrykker det måske en normforståelse der forventer af DRs speakere at de lyder som Karen Blixen. Lidt præcision ville i hvert fald være på plads.

Sprogpolitikken fra 2009 er på visse punkter vag og uklar, men indeholder mange gode synspunkter som man kun kan være enig i. Men efter snart 9½ år med den kunne det være en god idé med en evaluering, som det er så moderne i dag. Hvornår kommer den?

 

Hartmut Haberland er professor emeritus i tysk sprog og globaliseringens sociolingvistik, Roskilde Universitet.

SaveSave

Skriv en kommentar