Nye ord fra et dødt sprog

For et par år siden var det de færreste, der havde hørt om coronavirus. Artiklen her skal ikke handle om den pandemi, hele verden kom til at kende, men derimod om ord, der har rod i latin, og det har både corona og virus. Selv om latin er et dødt sprog, er det nemlig stadig produktivt, dvs. det bidrager stadig med nye ord og begreber. Det skyldes dels at det er fagsprog for nogle videnskaber, bl.a. medicin og dels at en stor del af det engelske ordforråd oprindelig kommer fra latin, og nogle af de nye engelske ord er derfor dannet af latinske låneord.

latinBåde corona og virus er klassiske latinske ord med stor udbredelse. Det hedder coronavirus på både engelsk, tysk, fransk, spansk og portugisisk, så det latinske ord er gået verden rundt. På mange andre af klodens sprog er det dog blevet tilpasset lidt undervejs: Japanerne udtaler det koronauirusu, og på swahili er det blevet til virusi vya Corona.

Virus – små partikler uden eget stofskifte, som vækkes til live, når de trænger ind i en levende celle, og først kan formere sig der – er med i den første officielle Retskrivningsordbog fra 1955, men ikke i tidligere danske ordbøger. I begyndelsen blev ordet bøjet ligesom på latin, vira i flertal, eller slet ikke bøjet, dvs. med virus som en alternativ flertalsform. Siden har det tillagt sig danske bøjningsformer, så det i flertal også kan hedde virusser. Det kan i øvrigt også hedde både en og et virus. Dermed er det et af de navneord, der har flest forskellige bøjningsformer på dansk: en eller et virus; virussen eller virusset i bestemt form; flere virus, vira eller virusser; virussene, virusserne eller viraene i bestemt form flertal – korrekte former alle sammen.

Anderledes er det med corona, som har været anvendt i hvert fald siden renæssancen, bare i sin fordanskede form: krone. Vi kunne med andre ord lige så godt tale om kronevirus. Faktisk er det ofte ret tilfældigt, om et ord vinder indpas i sin internationale form eller oversættes eller gendigtes.

computerIT-verdenen er fuld af eksempler på det. Vi gemmer fra den bærbare i skyen (danske ord), men bruger apps på vores smartphone (låneord fra engelsk med rødder i latin og græsk). Selve ordet computer er afledt af det latinske udsagnsord computare, der blot betyder ‘beregne’ eller ‘regne sammen’. I begyndelsen så man det også med den latinske endelse -tor (om den, der udfører noget), men den engelske form med -ter vandt hurtigt frem. I Frankrig valgte man et andet ord fra latin, ordinare, dvs. ‘opstille på række’, og betegnelsen for maskinen til det blev forfransket til en ordinateur. I Norge og Sverige har man derimod taget udgangspunkt i ordet data – som er latin for ‘det givne’ – og ud fra det dannet datamaskin (på norsk) og dator (på svensk). Det er latin det hele, når det da ikke lige er græsk som i telefon (fjernlyd).

I dag kommer langt de fleste nydannede latinske ord ind i det danske sprog via engelsk. Inden for de senere år har vi fx indlånt ord som impostersyndrom, prekariat og prepper. En imposter kender vi på sin vis allerede – det er nemlig en, der gerne vil imponere, men en person, ikke har forudsætningerne for det, kan ende med denne ubehagelige følelse af ikke at have fortjent sin succes (syndrom er ikke latin, men græsk for et ‘sammenrend’ af symptomer).

Også prekariatet kender vi til i forvejen – det er dem, der er i en prekær situation på arbejdsmarkedet. Selv om romerne næppe havde forestillet sig, at precarius skulle anvendes om en fjern fremtids løsarbejdere, ville de uden videre have kunnet genkende betydningen af ‘usikre’ forhold.

Tilværelsens usikkerhed har prepperne deres helt egen løsning på. De er nemlig forberedt – det latinske ord er praeparatus – på intet mindre end Dommedag. Kommer den, er det ikke bare mange mennesker, der vil dø, men med dem også en lang række sprog. Mange sprog tales nemlig kun af en ganske lille gruppe mennesker og er allerede tæt på at forsvinde.

Når latinen har vist sig så levedygtig, skyldes det først og fremmest, at så mange talte sproget engang. Man kan også sige, at det latinske sprog slet ikke døde, men blot forvandlede sig. Forskellige lokale varianter udviklede deres egne særtræk og blev med tiden til de romanske sprog: italiensk, fransk, spansk, portugisisk, rumænsk m.fl. Men et sprog anses for dødt, når ingen længere lærer det som sit modersmål, og i den forstand er latin i dag et dødt sprog. Det forhindrer dog ikke, at det stadig er en kilde til nye ord på andre sprog.

 

Jo Hermann er cand.mag. med hovedfag i latin og forfatter til bl.a. Latinsk grammatik på dansk. Mere info på http://johermann.dk.

6 kommentarer til “Nye ord fra et dødt sprog”

  1. Tak for en interessant artikel. En lille kommentar: Retskrivningsordbogen fra 1955 er ikke den første officielle retskrivningsordbog. Det er ganske vist den første der har Dansk Sprognævn som afsender, men også tidligere var der officielle retskrivningsordbøger i Danmark. Den første officielle retskrivningsordbog er således Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog fra 1872.

    Svar
  2. Du skriver at “en stor del af det engelske ordforråd oprindelig kommer fra latin ….”
    Jeg ville sige at en stor del af det engelske ordforråd kommer fra anglo-saksiske, et germanskt sprog, og de meste af de latinske ord på engelske importeres under renæssancen.

    Svar
  3. Iøvrigt stammer ca. 800 ord i det centrale engelske ordforråd fra vikingerne… der jo slog sig ned derovre og blev assimileret…
    … så coming home betyder egentlig noget helt andet :)

    Svar
  4. Det påstås at ca. 800 ord i det centrale engelske ordforråd stammer fra vikingerne men selve ordet ‘viking’ har mange forskellige og kontesterede betydninger. Det er ingen sprog som hedder ‘viking’ muligvis indlægget henviser til gamle norsk eller Norse på engelsk.

    Svar
  5. Latin Hortus har flertalsform horti (nominativ). Latin Bellum har flertalsform bella. Hvorfor har vi en undtalgelse i Virus flertal vira? Det skulle vaere viri.

    Svar

Skriv en kommentar