Filmanmeldelse af Trækfugle: Gangsterdrama på wayuu-sprog

Det er ikke ofte, at man har mulighed for at se en film på et indianersprog, især ikke i Europa eller i Danmark. Lige nu vises der en film i danske biografer, hvor de fleste af dialogerne foregår på wayuu-sproget, der tales i Colombia og Venezuela. Der er i øvrigt mange forskellige indianersprog i Sydamerika, måske op til 500, og de tilhører 37 sprogfamilier. 70 er uklassificerede sprog, sandsynligvis isolater. Sprogdiversiteten er stor, med 40 % af verdens sprogfamilier repræsenteret i Amerika.

Lingoblog har set filmen, og jeres anmeldere kan anbefale den – men den er ikke for svage sjæle. Man skal være forberedt på, at det er en ret voldelig film. Genren er gangsterfilm. Vold vises nogle gange direkte, men oftere indirekte. Der er dog meget mindre vold end i en gennemsnitlig amerikansk action-film, som jeg selv normalt undgår at se. Filmen varer mere end to timer, og man keder sig ikke et øjeblik.

Filmen begynder med en gammel mand, der bryder ud i at synge et langt epos på wayuu, lidt som Odysseen, om en mand med navnet Rapayet, som har oplevet en masse i begyndelsen af 1970erne. I alt er der fem cantos (sange, på spansk Canto) i eposset om denne unge mand, som begynder i 1968 og varer til 1980. Hovedpersonen Rapayet forelsker sig i en pige, Zaida, men har brug for penge til at betale den eksorbitante høje brudeskat. Sammen med en ikke-indiansk kammerat opdager de, at der er penge at tjene på narkohandel.

Rapayet og Zaida danser i ørken.

Man associerer normalt Columbia med kaffe- og kokainhandel. Lige mens vi så filmen i biografen blev narkobaronen Pablo Escobars hus i Colombia i øvrigt sprængt i luften af autoriterne, og villaen erstattes nu af et monument for Escobars mange ofre. Han tjente milliarder på narkohandlen, men det endte ikke godt.

Filmen handler også om narkohandel, men det er handel med marihuana frem for kokain. Handlingen er angiveligt ”based on a true story” om en ung indianer, Rapayet, som begynder, egentlig ved et tilfælde, at sælge hash til en slags antikommunistisk hippiekoloni befolket af amerikanske nødhjælpsfolk omkring 1970. Og det bliver mere og mere korrupt og voldeligt. I den sidste del af filmen har stort set alle mænd en pistol synlig i bæltet eller et gevær i hænderne. Og tunge bunker af pengesedler slæbes rundt og uddeles til leverandører.

Man kan klassificere filmen som en blanding af en Shakespeareansk tragedie, en amerikansk gangsterfilm, en film om indfødte folk, en western som på nogle måder minder om Once Upon a Time in the West, eller en film om tradition, ære, hævn og familiebånd, ligesom i mafiafilm. Og så er omgivelser mere eksotiske, med næsten konstant et ørkenlandskab på skærmen og træhytter, støv, vidtrækkende udsigter og blå himmel med trækfugle. Som også nogle gange kommer ind i husene.

Musikken er også speciel, idet usædvanlige instrumenter bruges, muligvis traditionelle instrumenter, som nogle gange skaber en mystisk atmosfære. Heri kan man også sammenligne filmen med Once Upon a Time in the West.

Indianerne i filmen går ikke rundt i urskoven med bue og pil, de er del af det moderne samfund: De kører i biler og pickup-trucks, de bor ikke alle i træhytter, men også på luksuriøse farme og i smukke landhuse.

Vrede wayuu-indianere på besøg. Det tegner ikke godt.

Kriminaliteten betaler sig ikke, siger man, men der er flere, der betaler deres kriminelle handlinger med deres liv.

Der er ca. 150.000 wayuu-indianere i Columbia, og de udgør den største befolkningsgruppe i distriktet La Guajira, som mest består af ørkenland. Derudover er der næsten 300.000 i Venezuela, hvis de da ikke allerede er døde af sult eller har forladt landet. I begge lande udgør de den største indfødte befolkningsgruppe.

Her bor wayuu-folket.

I filmen bruger de termen alijuna om de fremmede, hvad der angiveligt betyder ”dem der laver skade”, og det inkluderer ikke andre indianere, kun folk af europæisk og afrikansk oprindelse.

I filmen er der konstante henvisninger til wayuu-kulturen og -traditioner: Man oplever bestemte traditionelle danse, man får at vide, hvordan en mand finder en kone, man lærer om tabuer og traditioner og om kommunikationsveje mellem deres klaner.

Hvad kan vi sige om sproget? Det er ikke den første indianerfilm på et indfødt sprog, som vises i Danmark. For et eller to år siden kunne vi se Slangens favntag i Danmark, om Theodor Koch-Grünberg og hans rejser gennem Amazonas og værker om livet af forskellige amazone-indianere, og der brugtes flere forskellige indianersprog: ticuna, cubeo og wanano.

Wayuu er et arawakisk sprog, som også blev kaldt guajiro før. Der er 78 kendte arawakiske sprog, og de tales helt fra Centralamerika (garifuna-sproget i Honduras) og Columbia, Venezuela og Guyana i nord til Bolivia i syd.

Arawakiske sprog

Når man prøver at lytte til eksotiske træk i sproget, så forekommer wayuu fonologisk set meget gennemsnitlig. Den mest eksotiske sproglyd er vel en glottal klusil. Det er som om de alle sammen har spanske fornavne, som er tilpasset wayuu. Så kunne Rapayet være Rafael. Vi mente også at kunne høre nogle dialektforskelle. På den anden siden taler nogle personer ikke helt naturligt, men som om de har lært fraserne udenad, men egentlig ikke forstår dem.

For dem, der er interesseret i en spændende film i et langsomt tempo og med usædvanlige landskaber, kan filmen klart anbefales.

Filmen vises lige nu i Øst for Paradis i Aarhus og i ca. 10 biografer i og omkring København. Så vidt vi ved, vises den ikke (endnu) i Udkantsdanmark.

Peter Bakker er lingvist ved Aarhus Universitet. Han arbejder med indianersprog, især fra Nordamerika.

 

Trækfugle  / Birds of Passage / Pajaros de Verano

Colombiansk film. Sprog: Wayuu og lidt spansk.

Instruktører: Ciro Guerra og Cristina Gallego.

En kommentar til “Filmanmeldelse af Trækfugle: Gangsterdrama på wayuu-sprog”

Skriv en kommentar