Grammatiske termer – en historie om at slå op med teknologi men forelske sig i sprogverdenens Hollywoodstjerner

thumbnail stars
Forfatternes Bogensestjerner, der kan spottes foran Dansk Sprognævn hvis man kniber øjnene godt sammen.

Grammatiske termer er skrevet af stjerner fra den danske sprogforskning! Ida Elizabeth Mørch er seniorkonsulent og souschef ved Dansk Sprognævn, mens Jørgen Schack og Eva Skafte Jensen er seniorforskere ved Dansk Sprognævn. Eva Skafte Jensen er derudover hyppig gæst i P1’s radioprogram Klog på Sprog, og jeg må blankt erkende at være kæmpefan: hvis jeg kunne købe en plakat af søde Eva og hænge den på væggen i bedste teenagerstil, havde jeg for længst gjort det.

Titlen som megastjerne må tilkendes Lars Heltoft, professor ved KU, der, sammen med Erik Hansen, har skrevet den mest omfattende beskrivelse af dansk grammatik i nyere tid: Grammatik over det danske sprog.

Hvis man er så heldig (eller uheldig) at være i besiddelse af denne moppedreng, har man muligvis undret sig over, hvorvidt interjektionernes skopus eller prædikativkonstruktionens udtrykssyntaktiske struktur overhovedet er rigtige ord? En af mine venner plejer at kalde grammatik for “en fluffy sky”, og med denne analogi in mente kan Grammatik over det danske sprog bedst beskrives som en 1842 sider tung og mørk regnvejrssky. Men frygt ej, Grammatiske termer kommer dig til undsætning! Terminologien beskriver og bygger på Grammatik over det danske sprog og med 275 grammatiske termer fordelt på 112 sider, hjælper den både en i rejsen til at afkode knudret grammatiksprog og giver syge streetcreds blandt andre grammatiknørder.

Egentligt skal denne bog ikke ‘læses’ fra slut til ende: for bogen er et opslagsværk ikke et litterært værk. Den Danske Ordbog giver følgende definition af opslagsværk:

værk som giver lettilgængelige, systematiske beskrivelser og forklaringer af begreber og forhold inden for ét eller flere kundskabsområder, og som man hovedsagelig bruger til at slå op i

Definitionen beskriver præcist hvad bogen er og kan: et alfabetisk ordnet opslagsværk over grammatiske termer, der bruges til at beskrive dansk grammatik. Det lyder jo meget simpelt. Men grammatiksprog er uundgåeligt komplekst og Grammatiske Termer er ingen undtagelse, og man kommer hurtigt lidt på en sproghistorisk mission, når man først begynder at slå op.
Når jeg bladrer i bogen, bringer det minder om at læse en såkaldt ‘Gamebook’ frem. En Gamebook er en slags interaktiv historielabyrint, hvor man undervejs skal tage valg, der bestemmer historiens handling ved at slå op, frem og tilbage på bestemte sider.
Det samme gør sig gældende for dette opslagsværk: de grammatiske termer beskrives med andre grammatiske termer, der kan slås op på en anden side i bogen, hvortil disse termer yderligere beskrives med termer, der også må slås op. Pyha, før man ved af det, er man tryllet ind i eventyrland og hoppet ned i et grammatikhul.

Choose Your Own Path to the Tea Party
Her ses jeg nede i grammatikhullet på vej ind i termernes labyrint

Det viser sig at gamebooks siden slutningen af 90’erne primært eksisterer digitalt som videospil eller internetsider, hvor man med et enkelt tryk på sin datamat bliver sendt direkte videre til den ønskede henvisning, smart! Det jeg prøver at sige er: det ville klæde bogen at findes i elektronisk udgave (eller hallo, hvad med videospil!) med søgefunktion og links til krydshenvisninger, og dermed spare læseren, både bladrebesvær og snitsår fra de skarpe sider.

Indholdet er i sig selv logisk opsat og jeg er ikke i tvivl om de 4 seniorer har brugt mange timer på at diskutere de bedste løsninger, definitioner og udtryk. Men da bogen er tiltænkt unge universitetsstuderende, fremstår den til tider en smule outdatet. Heldigvis er der adskillige udførlige eksempler, så man kan smutte genvej udenom endeløse opslag, men den grundige grammatiknørd må altså leve med besværet, der til gengæld også er det hele værd.

Grammatiske Termer er skrevet af Lars Heltoft, Eva Skafte Jensen, Ida Elizabeth Mørk & Jørgen Schack. Forlag: Dansk Sprognævn

Nikita Myrting er til daglig bachelorstuderende i lingvistik på Aarhus Universitet med tilvalg i cultural datascience. Hun har en forkærlighed for grammatik og humor, og har engang skrevet fanfiktion om tidligere direktør for Dansk Sprognævn. I dag skriver hun bachelor om parodieret tale brugt i historiefortællinger. Derudover interesserer hun sig for teknologi og øver sig i basal kodning.

4 kommentarer til “Grammatiske termer – en historie om at slå op med teknologi men forelske sig i sprogverdenens Hollywoodstjerner”

  1. Kære Nikita, tusinde tak for anmeldelsen af denne fine bog.
    Jeg håber, at den dermed også opnår den noget bredere opmærksomhed, som den fortjener, men måske endnu ikke har!
    Efter mange års søgen efter en kursusbog for mit fag “Dansk grammatik og sproglig diversitet” ved Lingvistikstudiet ved Aarhus Universitet er jeg omsider (men kun tilfældigvis) stødt på denne bog. Og blev en fan med det samme.
    Dejligt, at den (for det meste) også falder i de studerendes smag!
    Alexandra

    Svar
    • Kære Alexander

      Tak for din kommentar :)

      Jeg er enig: den fortjener mere opmærksomhed, end den hidtil har fået!
      Dejligt at høre, den bliver integreret i grammatikundervisningen. Jeg er overbevist om, at den bliver en stor hjælp.

      Mvh. Nikita

      Svar

Skriv en kommentar