Siger han han dobbelt så tit som hun? Kvinder, mænd og sprog

”Hvem sagde hvad? Kvinder, mænd og sprog” af Helene Uri udkom i Norge i 2018 og vandt samme år den prestigefulde Bragepris. Nu er den udkommet i dansk oversættelse. Bogen handler om kønsforskelle i sprog og sprogbrug, men den handler i mindst lige så høj grad om den forskelsbehandling og regulære diskrimination af primært kvinder, som visse af de observerede kønsforskelle er udtryk for. Bogen er en pose blandede bolsjer, men alligevel den bedste bog om emnet på dansk.

Helene Uri

Helene Uri (f. 1964) er norsk lingvist og forfatter. I romanen De bedste af os fra 2008 hudflettede hun nid og konkurrencementalitet i lingvistmiljøet på Oslo Universitet. Uri har en doktorgrad i lingvistik fra 1996 på en afhandling om afasi. Hun var i mange år førsteamanuensis på universitetet, før hun sprang ud som fuldtidsforfatter. Forfatterskabet inkluderer både skønlitteratur og bøger om sprog og sprogforskning. På dansk udkom hendes essay Hvad er sprog i 2006.

Hvem sagde hvad? er således en blanding af sprogvidenskabelige undersøgelser og observationer, citater fra Facebook-dialoger med en fokusgruppe og anekdoter fra forfatterens eget liv. Det gør bogen underholdende og letlæst. Der er mange genkendelige optrin fra vores almindelige fordomme om mænd og kvinder, såsom mænd der ikke vil spørge om vej, hvis de er faret vild, mænd der dominerer samtalen til middagsselskaber uden at inkludere borddamen, over for kvinder der oftere spørger og forsøger at trække samtalepartneren ind i samtalen, indimellem på bekostning af selv at få sagt noget. Kvinder der ofte er mere interesserede i at tale om et problem, mens mænd er fokuserede på løsninger og handling (s. 129)

Genkendeligheden og hverdagseksemplerne fra fokusgrupper og Facebook medvirker som sagt til at gøre bogen let at læse, men indimellem får man også som læser fornemmelsen af, at en strammere redigering ville have givet et endnu bedre resultat.

Brætspillet Alias som åbenbart er udkommet i en ”kvinder mod mænd”-udgave dømmes eksempelvis som fordomsfuldt på baggrund af fem tilfældigt trukne kort fra spillet: ”Jeg har ingen planer om at læse 400 kort med 3200 ord…” skriver Uri (s. 68), og som læser får man oplevelsen af at eksemplet så skulle have været udeladt. Det virker som fyld. Den slags er der en del af i Hvem sagde hvad? Specielt i første del.

Til gengæld er der valuta for pengene, når Uri citerer nogle af de idiotiske ting, som fremtrædende (mandlige) sprogforskere har sagt om kvinder langt op i det 20. århundrede. Her udstiller hun en komplet mangel på objektivitet i tilgangen til emnet. Otto Jespersens bog om fonetik regnes ifølge Wikipedia ”stadig for en milepæl inden for den europæiske sprogvidenskab.”

Man må håbe, at den er bedre funderet end hans ideer om kvinder. I bogen Sproget. Barnet, Kvinden, Slægten fra 1941 skriver han f.eks.: ”Tegnsætning er ikke kvinders stærke side.” Eller hvad med: ”Hos kvinden går ordene meget hurtigt ind ad det ene øre og ud igen – ikke just af det andet øre, men ud af munden.” Tak for kaffe.

Med Jespersen fejet af banen kan vi konstatere at der faktisk er observerbare forskelle i kvinders og mænds sprogbrug. Piger og kvinder bruger eksempelvis flere pragmatiske partikler som ”bare”, ”ligesom” eller ”vistnok” (s. 100-101). Brugen af modererende partikler er traditionelt blevet betragtet som kvindeligt tegn på usikkerhed. Kvinder ønsker at fremstå mindre skråsikre, stødende og truende. Uri fremsætter den alternative hypotese, at kvinder bare er bedre sprogbrugere, og at den større frekvens af modererende partikler er udtryk for et mere nuanceret sprog. Argumentet er glimrende, synes jeg, og det viser, at man skal huske at betragte et fænomen fra flere vinkler, før man drager en konklusion om betydning. Derudover udelukker de to forklaringer ikke hinanden. Måske udvikler kvinder et nuanceret sprog fordi de er usikre og vil undgå at fremstå skråsikre, stødende eller truende.

Anden del af bogen handler om hvordan mænd og kvinder er omtalt i tekst og tale. Uris påstand er, at ordvalg spiller en rolle, så ord som ”formand” skal erstattes af ”leder” så vidt muligt. Hun understøtter sin påstand om at ord skaber virkelighed med et rammende citat af George Orwell: ”Political language is designed to make lies sound truthful and murder respectable, and to give an appearence of solidity to pure wind” (s. 213). Uri bruger ordet ”voldtægtskultur” som eksempel og fremfører, at det først var med introduktionen af dette ord, at vi begyndte at tale om voldtægt som noget der ikke bare var forment til samfundets absolutte overdrev, men noget der foregår langt oftere, end vi har anet. Dermed blev seksuel vold mod kvinder pludselig taget alvorligt på en hel ny måde. Selv blev jeg voldsomt provokeret, da jeg første gang blev introduceret til ideen om, at vi lever i en ”voldtægtskultur”, men ved nærmere eftertanke tvang det mig til at overveje, hvor omfattende problemet er, og hvad der kan gøres ved det. Begrebet om ”seksuel chikane” har ifølge Uri haft samme virkning. Markeringen har gjort at ”en vis opførsel er gået fra at være en uundgåelig og ubehagelig del af livet – sådan er det bare – til at blive en opførsel, man ikke behøver finde sig i.” (s.214)

Hermed lægger Uris bog sig i forlængelse af en diskurskritisk tradition, som forsøger at ændre samfundet ved at ændre måden, vi taler om samfundet. En stor del af bogens tankegods hviler på forfattere som Robin Lakoff og Deborah Tannens analyser af køn og magt i sproget, selvom Uri også forholder sig kritisk til sine forbilleder.

Uri gennemgår fordelingen af mandlige og kvindelige modtagere af litterære priser og finder ikke så overraskende at mænd er stærkt overrepræsenterede. Brageprisen for faglitteratur havde inden Uri vandt den med sin bog 83% mandlige modtagere (s.243). Muligvis kunne man bortforklare forskelsbehandlingen blandt faglitterære forfattere med forskelle i antallet af forfattere, men som Uri dokumenterer, gør den type skævvridning sig ikke bare gældende i hædersbevisninger. Helt ned på ordniveau tekster, artikler og bøger er der systematisk forskelsbehandling af mænd og kvinder. I det norske nationalbiblioteks korpus finder man i avismaterialets 23 milliarder ord, at pronominet ”han” bruges tre gange så meget som ”hun” i perioden 1900-2013, og der er ikke noget der tyder på, at fordelingen for alvor er ved at ændre sig. Den var således også 3:1 i 2013 (s. 208). I de skønlitterære værker står det lidt bedre til. Her var fordeling i 2013 kun 2:1 (s.266). Der er med andre ord et stykke vej til at kvinder og mænd bliver skildret lige meget på skrift. Da kvinder læser mere end mænd, burde fordelingen måske endda være til kvindernes fordel. Ifølge Uri bunder problemstillingen i, at kvinder gerne vil læse om både mænd og kvinder i værker af både mandlige og kvindelige forfattere, mens mænd kun vil læse om mænd i bøger skrevet af mandlige forfattere.

Kvinder er også underrepræsenterede som kilder i medierne. Medierne burde med andre ord gøre sig mere umage for at finde kvindelige kilder. Men sagen er mere kompliceret. Uri citerer Deborah Tannen for at kvinder kvier sig ved at påtage sig ekspertrollen i medierne. Uri beskriver i den forbindelse sit eget ubehag ved at stille op i sin tid som forsker og funderer over, hvordan hun ofte selv sendte henvendelser fra medierne videre til kollegaer som ikke nødvendigvis vidste mere om sagen end hende selv. Kvinder skal med andre ord også selv tage et ansvar og turde stille sig frem, uanset om det så betyder at de kommer til at fremstå skråsikre eller stødende.

Bogen er langt fra selv skråsikker. Tværtimod er den klædeligt kritisk og selvkritisk over for de citerede undersøgelser og de selvgjorte alternative hypoteser, som Uri bringer til torvs. Hver gang man har fornemmelsen af, at nu er forfatteren kommet ud på for dybt vand med en påstand, vender Uri omkring og belyser påstanden fra den modsatte vinkel.

Hvem sagde hvad? er oversat til dansk af Anette Dina Sørensen. Hun kæmper en brav kamp med de mange eksempler som ofte ikke betyder helt det samme på dansk. Ikke alle eksempler fungerer i oversættelse. F.eks. skulle en person som siger ”Der faldt meget sne i aftes” straks være genkendelig som et ærkekonservativt menneske (s. 79). Muligvis er jeg selv sådan et menneske, men jeg kan ikke se at man ville få den tanke på dansk. Bogen skæmmes også af mange korrekturfejl (Otto Jespersen skifter f.eks. navn til Jørgensen), som om forlaget har haft travlt med at få bogen på gaden inden julesalget.

Men det forhindrer ikke at Hvem sagde hvad? er fuld af interessante betragtninger og uden tvivl den bedste populærvidenskabelige bog om køn og sprogbrug tilgængelig på dansk.

Helene Uri: Hvem sagde hvad? Kvinder, mænd og sprog. 343 sider. Oversættelse: Anette Dina Sørensen, Forlaget Klim, 2019.

Mikkel Wallentin er lektor i kognitionsvidenskab ved Aarhus Universitet, og forfatter til flere videnskabelige artikler om køn og sprog i hjernen.

 

Skriv en kommentar