Er Oscar’erne ikke længere #SoEnglish?

I 2015 begyndte hashtagget #OscarsSoWhite at florere på Twitter. Mange havde efterhånden fået nok af Oscar’erne; den begivenhed hvert forår, hvor rige, elegante og altovervejende hvide mænd og kvinder (men mest mænd) samles for at fortælle hinanden, hvor fremragende de alle sammen er. Man kan diskutere hvor meget der er sket på den front; i 2016 var alle 20 mænd og kvinder nominerede i skuespillerkategorierne hvide. Året efter, da kritikken var på sit højeste, var kun 13 af 20 hvide. I år, hvor kritikken efterhånden er faldet lidt ned, var der igen 18 ud af 19 hvide i skuespillerkategorierne. Til gengæld har AMPAS (Academy of Motion Picture Arts and Sciences), som uddeler priserne, tilføjet en del nye medlemmer i håbet om at tilføje lidt diversitet til gruppen, der stemmer om Oscar’erne. Dette indlæg handler egentlig om sproglig diversitet ved Oscar’erne, men det må siges at være tæt forbundet med diversitet generelt.

Søndag den 9. februar i år vandt den sydkoreanske film Parasite stort ved årets Oscar-uddelingerne. Den vandt priserne for Bedste internationale film, Bedste oprindelige manuskript og Bedste instruktør. Alle tre priser blev modtaget af instruktør Bong Joon-ho, som holdt alle tre takketaler på koreansk. Og som prikken over i’et, sluttede aftenen med at filmen også vandt den helt store pris, Bedste film. Det har fået mange til at snakke om at Oscar’erne måske ikke er #SoWhite længere, men måske er den egentlige revolution sproglig (hvis der da er tale om en egentlig revolution). Det er nemlig første gang nogensinde at kategorierne Bedste film og Bedste internationale film har haft samme vinder – og første gang en film på et andet sprog end engelsk nogensinde har vundet i kategorien*. Det giver anledning til at kigge på hvordan Oscar’erne historisk har behandlet andre sprog – og diskutere hvilke konsekvenser Parasite’s sejr har.

* Det er lidt en forsimpling. I 2012 vandt den franske produktion The Artist prisen for Bedste film, og en lang række andre priser. The Artist var en stumfilm, men mellemteksterne var på fransk i den oprindelige version.

Andre sprog end engelsk

Man kan sige at Oscar-uddelingerne altid implicit har handlet mest om engelske (dvs. engelsksprogede) film. Før 2020 kunne det tælles på én hånd hvor mange gange de større kategorier for Bedste film, instruktion, manuskript og skuespil har været givet til film på andre sprog. I 1999 vandt den italienske skuespiller Roberto Benigni prisen for Bedste mandlige hovedrolle i filmen Livet er smukt. I 2003 vandt spanske Pedro Almodóvar prisen for Bedste originale manuskript for filmen Tal til hende. I 2008 vandt den franske skuespillerinde Marion Cotillard prisen for Bedste kvindelige hovedrolle for hendes portræt af Edith Piaf i Spurven. Og sidste år, i 2019, vandt mexicanske Alfonso Cuarón prisen for Bedste instruktør for filmen Roma. Og det var det. Det er altså ikke helt ubetydeligt når Parasite i løbet af en søndag aften i Hollywood næsten fordobler antallet af store Oscars givet til ikke-engelske film i arrangementets næsten 100 års historie.

Det er kun sjette gang at en ikke-engelsk film overhovedet har været nomineret i kategorien Bedste film. Her skal det dog nævnes at førnævnte Roma var nomineret i kategorien sidste år, og sidste år var nok første gang der for alvor blev hvisket i krogene om at en af de her film måske ville vinde.

Selv i en kategori som Bedste dokumentar – hvor mange af de nominerede film er på andre sprog, fordi de ofte belyser problemstillinger i en bred vifte af lande – er det næsten altid engelske film der vinder. I år var fire ud af fem nominerede film på andre sprog end engelsk, men det var naturligvis den engelske film (American Factory) der vandt.

I 1956 oprettede AMPAS kategorien for Bedste internationale film, som i praksis har været kategorien for film på andre sprog end engelsk. Den kategori fungerer dog væsentligt anderledes end de andre: hvert år har alle interesserede lande muligheden for at indsende én film. Det giver nogen åbenlyse problemer. Hvis der fx er udkommet en ekstremt god men lidt for politisk film i et land med relativt lav presse- og mediefrihed, kan regeringerne bevidst vælge udenom den film. Det er også muligt at et land simpelthen vælger helt anderledes end AMPAS-vælgerne ville have gjort. I 1996 var den italienske film Postbudet fx nomineret i kategorien Bedste film, men ikke i Bedste internationale film, fordi Italien havde indsendt en anden film, som viste sig at være mindre populær blandt akademiets medlemmer.

Når vi i år ser mange priser gå til Parasite, tror jeg måske, at det er indflydelse der har sneget sig ind fra kategorien Bedste instruktør. Denne pris er som nævnt kun gået til ikke-engelske film de to sidste år i træk, og i løbet af de sidste ti år er den faktisk kun gået til amerikanere to gange. Der er bare primært tale om ikke-amerikanere som har lavet amerikansk-producerede (engelske) film.

Skal vi være optimistiske eller pessimistiske?

For at starte optimistisk: Parasite er en ekstremt god film. Det er en film, der helt ubesværet kan gå fra at være benhård drama til knusende satire til nervepirrende gyser, af og til i samme scene. Det er desuden en film der giver et enormt interessant perspektiv på den voksende kløft mellem rig og fattig fra et ikke-vestligt perspektiv som sagtens kan oversættes til et vestligt perspektiv. Hvis den havde været på engelsk, havde den stadig været et meget provokerende valg i kategorien Bedste film. Da sejren blev annonceret stod jeg på en bar i San Francisco omgivet af amerikanere der hujede og jublede – ikke fordi filmen er på et andet sprog end engelsk, men fordi de grundlæggende er klar til at gå på gaden med høtyve.

Samtidig tyder både Romas præstation sidste år og Parasites i år på at akademiet er mere klar end nogensinde før til at kaste sig over film på andre sprog end engelsk så lange kvaliteten er i orden. Specielt så længe bagmændene allerede er kendte i Hollywood – Alfonso Cuarón, som lavede Roma, står også bag bl.a. den tredje Harry Potter-film og de populære sci-fi film Children of Men og Gravity. Bong Joon-ho har lavet sci-fi filmene Snowpiercer og Okja. Det kan godt være at ikke-engelske film stadig ikke er helt ligeværdige, men det er alt andet lige et tydeligt tegn på, at de er mere accepterede nu end de plejede at være.

Roberto Benigni vandt to Oscars for Bedste internationale film og Bedste mandlige hovedrolle i “Livet er smukt” ved Oscaruddelingen i 1999. (VINCE BUCCI/AFP/Getty Images)

Fra et mere pessimistisk perspektiv sender det nogle uheldige signaler, at Oscar’erne opgiver den implicitte tolkning af kategorien Bedste film som Bedste engelsk-sprogede film. Det vil sige at AMPAS-vælgerne virkelig mener at Parasite er den bedste fra 2019 – ikke bare den bedste amerikanske film. Men det vil også sige at AMPAS-vælgerne mener at det er første gang siden uddelingerne startede i 1927 at årets bedste film har været på et andet sprog end engelsk. Det vil sige at AMPAS-vælgerne mener at der kun meget sjældent er en ikke-engelsk film der overhovedet fortjener at blive nævnt. Og det er måske faktisk et værre signal at sende, end da prisen bare implicit gik til årets bedste amerikanske (eller i hvert fald engelske) film.

Det er måske for pessimistisk et perspektiv. Måske skulle der simpelthen bare åbnes op for muligheden, og måske bliver det et langt mere hyppigt fænomen i de kommende år. Måske bliver nomineringerne i de store kategorier generelt meget mere sprogligt diverse i de kommende år. Jeg tvivler. Men det bliver i hvert fald mere spændende end nogensinde før at holde øje med Oscar-uddelingernes sproglige diversitet, for at se om Parasites sejr var et enkeltstående særtilfælde eller faktisk et tegn på, at Oscar’erne i stigende grad er #NotSoWhite og #NotSoEnglish.

Rasmus Puggaard er kandidat i lingvistik fra Aarhus Universitet og nuværende ph.d-studerende ved Leiden University Centre for Linguistics.

En kommentar til “Er Oscar’erne ikke længere #SoEnglish?”

Skriv en kommentar