Den jyske sommerbrevkasse: ‘Mutte’

Denne sommer sætter vi fokus på dialekter med en jysk sommerbrevkasse. Spørgsmålene er oprindeligt blevet sendt til og besvaret af Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforsknings medarbejdere. Har du et spørgsmål til de jyske dialekter? Kontakt centrets medarbejdere her, eller tag et kig i Jysk Ordbog.

En sproginteresseret har spurgt: Hvad betyder det at mutte nogen?

Svar:

Ordet at mutte optræder næsten ikke i ordbøger, men det skal nok komme med i Jysk Ordbog, når vi når til M. Det er nemlig et velkendt udsagnsord i Sønderjylland, hvor det betyder “kysse”; “kysse” har ikke i ældre tid været brugt i dialekten hernede. Ordets bøjning er simpel: nutid mutter, datid mutte(t).

COLOURBOX7857898
Foto: Colourbox.dk

Svarende til dette udsagnsord har sønderjyderne navneordet et mut (i NVSønderjylland dog: en mut) = et kys. Mange steder kendes det i en udvidet form på -es: et muttes (fx giv bedstemor et muttes!).

Ordene menes fra først af at høre til børnesproget, og der ligger altid noget spøgende i ordene. De er lydord, som kan sammenlignes med andre dialektale betegnelser som et smup, smuk og lignende.

Dette spørgsmål blev besvaret af en redaktør på Jysk Ordbog.

 

Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning har til opgave at indsamle og analysere oplysninger om jyske dialekter og den jyske landbefolknings kultur i perioden 1850-1920. Centret udgiver det historiske dokumentationsprojekt Jysk Ordbog. Desuden arbejder centrets forskere med forskning inden for bl.a. sproglig variation og sprogholdninger.

Skriv en kommentar