Gør vores sjuskede udtale det svært for børn at lære dansk?

To undersøgelser fra hhv. 2008 og 2011 viste, at danske småbørn er forsinkede i deres tilegnelse af ordforråd og grammatik, sammenlignet med børn fra andre skandinaviske lande. Siden da har man haft en hypotese om, at den danske udtale — som jo anekdotisk er kendt for at være utydelig, mumlende og monoton — driller små børn og gør deres sprogudvikling særligt udfordrende.

Denne hypotese er bl.a. blevet understøttet af et tre år gammelt studie, hvor mine kollegaer og jeg testede børns forståelse af ytringer, hvis udtale var mere eller mindre tydelig. Vi fandt for eksempel, at børnene var hurtigere til at kigge på billedet af en abe, når de hørte sætningen “Find aben!” (hvor ordene i talesproget er tydeligt adskilte), end når de hørte den mere sammenflydende sætning “Her er aben!” (hvor ordene i talesproget er knap så adskilte pga. de mange vokalagtige lyde, der flyder sammen). Disse resultater var med til at overbevise os om, at lange sekvenser af vokallyde — som talt dansk jo er fyldt med — kan gøre sætningsprocesseringen til en gåde, fordi grænserne mellem ordene bliver sværere at identificere.

I et follow-up studie “Does sound structure affect word learning? An eye-tracking study of Danish learning toddlers” undersøgte jeg sammen med kolleger om disse vokaliske lydsekvenser også kan gøre det sværere for børn at lære nye ord. Lige som i det tidligere studie benyttede vi os her af eye-tracking, en metode der gør os i stand til at måle hastigheden af små børns sprogforståelse i takt med, at de hører sprog.

Opsætningen er meget simpel: Man præsenterer et barn for to billeder på en skærm, og så måler man gennem eye-tracker’en hvor hurtigt eller langsomt, barnet er til at kigge på det billede, der bliver nævnt. I dette studie brugte vi proceduren til at lære 2- til 3-årige børn to ord de ikke kendte — vrøvleordene syf og naf. I læringsfasen præsenterede vi børnene for billeder af to nonsensobjekter — altså en syf og en naf — og navngav dem samtidigt ved at sige “Find syffen!” eller “Her er naffen!”.

Nogle gange så børnene enten syffen eller naffen alene på skærmen, og nogle gange optrådte det nye objekt sammen med et kendt objekt fra børnenes hverdag, fx en bil eller en kat. Dette gjorde vi ud fra en viden om, at børn kan lære nye ord både gennem eksplicit navngivning (“den her sjove genstand hedder ‘syf’!”) og via udelukkelse af muligheder (“jeg ved, at den her ting, hedder ‘bil’, derfor må det være det her ved siden af, der hedder ‘syf’!”). Til sidst stillede vi i testfasen de to objekter op mod hinanden samt mod andre ukendte objekter for at se, om børnene havde lært de to nye ord og dermed kunne skelne mellem syffen og naffen. Resultaterne understøttede vores hypotese om, at en tydelig udtale gør ordlæring nemmere. Vi fandt nemlig, at børnene var bedre til at huske det ord, som var blevet introduceret for dem i en udtalemæssigt tydelig kontekst — fx syffen i “find syffen!” — sammenlignet med det ord, de havde hørt i en mere sammenflydende sætning — fx naffen i “her er naffen!”.

Samtidigt lagde vi også mærke til noget, som måske var endnu vigtigere: Børnene var dårlige til at benytte sig af udelukkelsesmetoden som læringsstrategi når den nye genstand blev præsenteret sammen med et kendt objekt. Dette er enormt overraskende, da børn med andre modersmål end dansk (fx engelsk) allerede mestrer denne evne ved 24-månedersalderen. Sprogforskere er enige om, at denne evne for mutual exclusivity, altså gensidig udelukkelse, er en vigtig læringsstrategi, som børn som regel udvikler, når de har opbygget et ordforråd af en vis størrelse. Det bør være nemt at se hvorfor: For at konkludere at syf er navnet på det objekt, som ikke er en bil, skal barnet jo vide, hvad ordet bil betyder. I overenstemmelse med dette princip ser vi i vores resultater, at de børn, der er bedre til udelukkelse, også er de børn med det største ordforråd. Til gengæld er der i resultaterne ingen signifikant sammenhæng mellem børnenes udelukkelsesevner og deres alder. Dette er med til at understrege, at disse evner ikke opstår som en konsekvens af børns generelle kognitive modning, men at der snarere er tale om et sprogspecifikt læringsværktøj.

Resultaterne fra dette studie tyder på, at den ofte sammenflydende danske udtale ikke kun kan gøre sprogforståelsen udfordrende for små danske børn, men at den også samtidigt hæmmer tilegnelsen af nye ord. Når børns ordforråd ikke er så stort, har de færre ord at gøre brug af i udelukkelsesprocessen. Dvs. at deres forsinkede ordtilegnelse også er med til at hæmme udviklingen af netop en af de kognitive strategier, som ellers burde gøre ordindlæringsprocessen nemmere for dem — for at gøre ondt værre.

Fabio Trecca, Ph.D., er ansat som postdoc på forskningsprojektet The Puzzle of Danish, som du kan læse mere om i denne avisartikel. 

Blogindlægget er baseret på forskning som også er publiceret her:  Fernald, A., Zangl, R., Portillo, A.L., & Marchman, V.A. (2008). Looking while listening: Using eye movements to monitor spoken language comprehension by infants and young children. In Sekerina, I.A., Fernández, E.M., & Clahsen, H. (Eds.), Developmental Psycholonguistics: On-line methods in children’s language processing, John Benjamins: Amsterdam (pp. 97-135.) http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0022096517301388?via%3Dihub

Coverfoto er fra artiklen.

SaveSaveSaveSave

SaveSave

SaveSave

SaveSave

SaveSave

SaveSave

Skriv en kommentar