Et af Lingoblogs edssvorne mål er at anmelde nye dansksprogede bøger, der omhandler sprog. Derfor er det påfaldende, at der ikke tidligere er skrevet anmeldelser af den populære serie af små paperbacks, som er udgivet af Aarhus Universitetsforlag selv: Tænkepauserne. I 2016 udkom tænkepausen Sprog (skrevet af Mikkel Wallentin), og i løbet af de sidste par måneder har den fået selskab af endnu to sprogrelevante bøger med titlerne Emojis (skrevet af Tina Thode Hougaard) og Ord (skrevet af Linda Greve). Jeg har fået tilsendt eksemplarer af disse to til anmeldelse, så lad os sammen tage en pause og tænke over tænkepauser.
Tænkepauserne er, i hvert fald for mig, noget særligt aarhusiansk. Jeg opdagede serien, da jeg kort efter at være flyttet til byen fandt et eksemplar af tænkepausen om Vilje i en gavepose fra et offentligt arrangement. Allerede på bussen hjemad slugte jeg bogen i én bid – ikke engang fordi jeg var specielt interesseret i emnet, eller fordi jeg nødvendigvis var enig med alt, hvad forfatteren skrev, men fordi jeg var begejstret for selve ønsket om at få den akademiske viden ud blandt folket.
Serien har kørt siden 2012 og har ifølge Wikipedia til formål at formidle forskning til den brede befolkning. Hver bog har et emne i form af et enkelt substantiv og er skrevet af en forfatter, der i én eller anden afskygning er tilknyttet Aarhus Universitet. For en samlersjæl som mig er det et format, der gør dem meget tillokkende – der er både tilstrækkeligt mange ligheder til, at de føles som en samling, men også forskelle nok til, at hver enkelt bog kan indeholde noget nyt og spændende.
Tænkepausernes emner er som regel så brede, at det er svært på forhånd at have en særlig konkret idé om, hvilken retning forfatteren vil tage. Hver forfatter har kun 60 korte sider at gøre godt med, så det ville være umuligt at foretage en grundig beskrivelse af så store emner som f.eks. Fiktion, Kærlighed eller sågar hele Universet. Derfor er det altid en overraskelse lige præcis hvilke aspekter af et emne, forfatteren har valgt at fokusere på.
Oveni dette kommer det interessante i at se, hvordan forfatteren har fortolket selve bøgernes format. “At formidle forskning til den brede befolkning” er en opgave, der kan udføres på mange måder. Nogle forfattere har skrevet deres tænkepause som én lang tankestrøm ud fra et fast tema, mens andre har tydelige, systematisk opstillede tekststrukturer med klart afgrænsede underemner. Nogle vælger at fokusere på ét aspekt af deres emne, mens andre forsøger at favne så bredt som muligt. Alle disse tilgange har fordele og ulemper, og den enkelte forfatters valg er en af de interessante ting ved serien.
Tina Thode Hougaard, som er forsker i sprog, interaktion og retorik på sociale medier (og som for nyligt har skrevet et Lingoblog-indlæg om netop emojis), kommer i sin tænkepause ind på en række forskellige aspekter af emojis. Hun beskriver i korte træk deres lingvistiske funktion, historien om deres udvikling og de forskellige måder, emojis har påvirket samfundet på, blandt andet som aktivistisk redskab. Hougaard fortæller blandt andet om, hvordan mennesker fra forskellige samfundsgrupper har kæmpet (med varierende grader af succes) for at få adgang til emojis, der kan repræsentere dem – og om en studerende, der brugte en emoji med så stærk en effekt, at det medførte et besøg fra politiet.
Bogens styrker ligger i at præsentere den viden, vi indtil videre har om emojis, og at forklare, hvordan den relaterer til eksisterende viden om kommunikationssystemer. Jeg kan derfor forestille mig, at bogen kan være et nyttigt redskab, når det kommer til at afklare, hvad man kan og ikke kan udrette med emojis – både sprogligt og aktivistisk.
Alt i alt er Emojis mere tankevækkende end konkluderende i sin natur. Der bliver præsenteret en masse fortællinger, informationer og personlige observationer, uden at der rigtigt bliver draget konklusioner eller ført kritik. Da jeg læste bogen, noterede jeg dette som et eventuelt kritikpunkt, men ved nærmere eftertanke er det jo netop i tænkepausernes ånd: Ikke at drage konklusioner på læserens vegne, men at vække nysgerrighed og videregive relevant viden, som man som læser kan gøre med, hvad man vil. Hougaard har altså tolket tænkepauserne som en kort, uforpligtende fornøjelse, hvilket jeg i virkeligheden synes passer serien rimelig godt.
Linda Greves tilgang er subtilt anderledes end Hougaards, idet meget af den forskning, hun præsenterer, bærer konklusionerne i sig selv. Greve, som er selvstændig formidler og Head of Learning på Science museerne, har valgt at tilgå konceptet Ord som en række overvejelser i det område, hvor lingvistikken møder retorikken. Hvis man allerede er velbevandret i lingvistik, vil man genkende mange af de teoretikere, der bliver henvist til. For nogle vil gennemgangen formentlig virke lidt overfladisk, men dette er netop en af bogens styrker, hvis man ikke er lingvist – Greve ved, hvilke detaljer der er nødvendige for at forklare den lingvistiske teori til en almindelig læser. Der er især én teori, hvis indflydelse kan mærkes igennem det meste af bogen, selvom den først bliver nævnt ved navn i det næstsidste afsnit. Spoiler: Der er her tale om den kognitive metaforteori, som i Greves tænkepause er hurtigt, men koncist udlagt. Dette er blot ét af de punkter, hvor bogen taler ind i mine personlige interesser, da jeg netop selv har skrevet en opgave, hvor jeg arbejder med denne teori.
Det burde måske ikke komme som en overraskelse, at en bog, jeg selv har valgt at læse, indeholder emner, der interesserer mig, men det er netop dét, der både er tænkepausernes styrke og svaghed: Emnerne er så brede, at man aldrig helt ved, hvad man skal se frem til. I Hougaards tilfælde er emnet undtagelsesvis ret afgrænset; man ved godt overordnet, hvad man kan forvente af en bog om emojis. Greve er derimod blevet tildelt et enormt emne, for ord er overalt, og der er uendeligt mange måder at tilgå dem – den morfologiske, den pragmatiske og den præskriptive, bare for at nævne et par alternativer – så det er langt fra givent, at Greve skulle fokusere på lige præcis de retoriske og metaforiske aspekter af ord. Det er jeg dog glad for, at hun gør, for det er interessante perspektiver, som hun præsenterer så grundigt, som formatet tillader. Med dette i mente ville ‘kommunikation’ måske have været en mere nøjagtig titel – de fleste af bogens bedste pointer omhandler nemlig ords kommunikative funktion og potentiale. Titlen Ord vækker dog større nysgerrighed, i hvert fald hos mig, så det er måske et bevidst valg.
Fælles for begge bøger er, at de udnytter det givne format, præsenterer interessant viden og spændende eksperimenter og kan lægge op til videre tanker og samtaler – og hvis jeg tolker tænkepauserne ret, er det netop, hvad deres formål er. Her er for eksempel en tanke, som bøgerne har vakt hos mig: Aarhus Universitetsforlag har (med et smørret smil på ansigtet, må man formode) udgivet en samlet pakke med bøgerne Tro, Håb og Kærlighed. Måske ville det ikke være en dårlig idé at udgive en lignende pakke med Ord, Sprog og Emojis?
Gustav Styrbjørn Johannessen er nylig bachelor i Lingvistik fra Aarhus Universitet. Han har erfaring med formidling af lingvistik fra bl.a. Linguistic Mythbusters og Det Rullende Universitet og er administrator for Facebook-gruppen ‘Linguistics Book Club’.
Emoglyffer – emojis og hieroglyffer 
Anmeldelse af “Tal! – sammen” af Ejvind Hansen 
Anmeldelse: Rejsebog om en afdød lingvist og ballademager 
”Mor, du siger tre ting, så siger jeg tre ting” – En anmeldelse af guidebogen ”Bogen om alting, ingenting, Emil og dragen” 
En på alle måder tung julegave: Anmeldelse af vestgrønlandsk grammatik 
Anmeldelse: Verdensborgeren og den interkulturelle læring