[bam], [bo] og andre lydbeskrivende mundbevægelser i dansk tegnsprog

I dag er det FN’s internationale dag for tegnsprog. Tinne Lund oplyser os om dansk tegnsprog. 

Dansk tegnsprog tales primært af døve. Derfor kan det måske virke helt ulogisk at sproget indeholder noget der ligner onomatopoietika. Men det gør det! De findes som lydløse artikulationer af lyde, det vil sige at mundens bevægelse indikerer en lyd – men der findes også mundbevægelser, der beskriver lugte, vibrationer og andre sansemæssige indtryk. Der er bestemt ikke enighed i tegnsprogslitteraturen om hvordan disse mundbevægelser skal kategoriseres. Men de er med til at gøre en fortælling på tegnsprog meget levende – og sjov! I denne artikel vil jeg på baggrund af mit speciale om mundbevægelser i dansk tegnsprog berette om disse sjove onomatopoietika-lignende størrelser og hvad de egentlig skal bruges til.

Et tegnsprog er opbygget af manuelle tegn (altså den del der udføres med hænderne, det man kunne kalde for leksemerne), samt mimik og en række krops- og hovedstillinger (grammatikken). De fleste udforskede tegnsprog gør også brug af mundbevægelser som supplement til de manuelle tegn – man kunne kalde dem for en slags morfemer. I litteraturen opdeles mundbevægelserne typisk i såkaldte mouthings og mouth gestures. Mouthings kunne man på dansk kalde for leksikalske mundbevægelser, da de altid følger et konkret fast tegn (leksem). De bruges ikke sammen med afbildende tegn, der er mere frie i deres konstruktion og består af en håndform der skal repræsentere et væsen eller en ting, samt en række produktivt dannede bevægelser, der skal skildre væsenets eller tingens handling/bevægelse. Denne type tegn findes altså aldrig med en mouthing. Oftest ligner mouthings lydløse artikulationer af ord fra det vokalsprog der omgiver tegnsproget – i dansk tegnsprog findes altså en række mundbevægelser, der ligner artikulationen af et dansk ord, fx ved tegn som BIL eller MAND (disse og mange andre tegn kan slås op i Ordbog over dansk tegnsprog på hjemmesiden tegnsprog.dk, hvis man ønsker at se hvordan tegnene udføres).

Der er dog aldrig tale om en fuld artikulation af ordet – det er nærmere en afsnuppet og tilpasset artikulation. Fx er de leksikalske mundbevægelser der akkompagnerer tegnene GRIS, RIS og KIKS LINKS helt ens, og består egentlig i at tænderne ”hakkes sammen” en enkelt gang. De leksikalske mundbevægelser har ingen selvstændig betydning, men de kan være med til at adskille minimalpar som fx SKO og JOB, hvor den manuelle udførelse er helt ens, det eneste der adskiller betydningerne er mundbevægelsen.

Der findes også leksikalske mundbevægelser, som ikke ligner danske ord, fx ved tegnene I-ORDEN, hvor mundbevægelsen er [bibi] eller I-KORT-AFSTAND-FRA, hvor mundbevægelsen er [bæd]. Disse bliver i litteraturen kategoriseret som mouth gestures, men dette er faktisk misvisende, da de har helt samme funktion som de øvrige leksikalske mundbevægelser. De følger altid de pågældende leksikalske tegn, og de har ingen selvstændig betydning.

Mouth gestures er så den anden kategori – en slags samlekategori for resten af de mundbevægelser, der ikke ligner artikulationen af et ord fra det omgivende vokalsprog. De er blevet lidt stedmoderligt behandlet i litteraturen – måske fordi det kan være svært at gennemskue hvilke funktioner de har. Men de inddeles typisk yderligere i:

• Ekko-fonologi
• Mimisk gengivelse af en persons mundbevægelse
• Del af en større ansigtsmimik
• Prosodiske mundbevægelser
• (Det jeg vælger at kalde for:) Betydningsbærende mundbevægelser

Ekko-fonologien er mundbevægelser som på en måde ”spejler” den manuelle udførelse af et tegn. De har ikke nogen selvstændig funktion, men følger bare med tegnets bevægelse så at sige. De mimiske gengivelser består af en slags kopi af et ansigtsudtryk hvori en given mundbevægelse indgår – fx hvis man taler om en person der slikker på en is og gengiver hvordan personen præcis gjorde med sin tunge.

Derudover er der mundbevægelser som indgår som del af en generel grammatisk mimik, fx kan spændte læber være en del af en mimik der markerer topic. Der findes også mundbevægelser, der tilsyneladende har en prosodisk funktion. Disse fire typer af mouth gestures, sammen med de leksikalske mouthings er litteraturen nogenlunde enige om hvordan de skal analyseres og de er som sådan ukontroversielle.

Men så er der ”de sjove” mundbevægelser tilbage, nemlig de betydningsbærende, som jeg vælger at kalde dem. De defineres negativt ved at de ikke ligner et dansk ord, de er ikke leksikalske (det vil sige at de kan optræde sammen med flere forskellige tegn, både de leksikalske og de afbildende), og de indgår ikke i en anden konstruktion som de andre ovenfor nævnte. Derudover har de tilsyneladende evnen til at ændre på betydningen af det manuelle tegn, hvis de udføres sammen med tegnet. Et eksempel kunne være mundbevægelsen [i]. Hvis denne mundbevægelse tilføjes til tegnet RO-BÅD, ændrer tegnet betydning fra neutrale ’at ro en båd’ til ’at ro en båd med anstrengelse/besvær’. Et andet eksempel er mundbevægelsen <langt pust>. Hvis denne tilføjes til tegnet SPISE-MIDDAG, ændre tegnet betydning fra neutrale ’at spise middag’ til ’at spise middag i noget tid’. Mundbevægelserne har altså evnen til at ændre det samtidigt udførte tegns betydning. Men hvordan skal de så kategoriseres?

De er blevet analyseret meget forskelligt af tegnsprogslingvister verden over: Nogle mener at de kan kategoriseres som sproglige enheder og kalder dem adjektiviske/adverbielle mundbevægelser, andre mener at de slet ikke indgår i det sproglige system, men nærmere er et udtryk for almenmenneskelig gestik, mens atter andre placerer dem i grænselandet mellem sproglig og ikke-sproglig ved at kalde dem for ideofoner.

Inden jeg kan afsløre hvordan jeg mener de skal kategoriseres, vil jeg først skitsere deres distribution og betydningsområde:

De betydningsbærende mundbevægelser optræder altid kun samtidig med prædikatet, typisk ved tegn der benævner aktiviteter og tilstande. De kan også forekomme sammen med tegn der benævner entiteter, men kun hvis disse fungerer som prædikatet i sætningen.

De kan som sagt forekomme sammen med både leksikalske (eller ”faste”) tegn, men også sammen med afbildende (produktive) konstruktioner.

I nogle tilfælde kan de forekomme hen over flere på hinanden følgende tegn.

De forekommer hyppigst i sætningstyper, der indeholder constructed action. (Constructed action er en særlig diskursstrategi der findes på alle udforskede tegnsprog. Tegneren bruger krop, ansigt og hænder til at udtrykke en referents handlinger, ytringer, tanker, følelser eller holdninger, nærmest som om tegneren påtager sig referentens rolle eller synsvinkel.) Men de betydningsbærende mundbevægelser kan også forekomme i andre sætningstyper en constructed action. Til gengæld kan de ikke spørges til eller negeres.

Der er stor variation i udtalen fra tegner til tegner – nogle bruger dem ofte og mange forskellige, mens andre kun bruger få og bruger dem sjældent. Genremæssigt forekommer de primært i uformel sprogbrug og i narrativer. Betydningerne er noget vage: modersmålstalere har svært ved at definere betydningerne præcist – i hvert fald er betydningerne kontekstafhængige, men generelt kan siges at de falder inden for områderne:
– mådesbeskrivelse
– bevægelsesbeskrivelse
– sanseoplevelse (lugt, smagsoplevelse, lyd m.v.)
– tidsmæssig udstrækning
– områdemæssig udstrækning
– tilstand/udseende
– intensitet

De indeholder ifølge modermålstalerne et element af ”selv-oplevelse”, eller øjenvidne-beretning.

Litteraturen har som sagt haft forskellige bud på deres funktion, enten som adjektiviske/adverbielle, ren gestik eller ideofoner.

Problemet med at kategorisere dem som adjektiver eller adverbier er, at der ikke er tale om selvstændige tegn, men nærmere morfemer som knytter sig til tegn. Mundbevægelserne forekommer aldrig alene uden et tegn knyttet til, og deres form ændrer sig også en smule afhængigt af hvilket tegn de optræder sammen med.

Deres betydningsområde spænder desuden klart længere end hvad der er normalt for adverbier og adjektiver. Denne kategorisering af de betydningsbærende mundbevægelser er derfor ikke helt rammende.

De tegnsprogslingvister, som er fortalere for gestik-analysen, mener at de betydningsbærende mundbevægelser slet ikke er sproglige enheder, da de ikke er konventionaliserede, de kan ikke nedbrydes i mindre elementer (som tegn kan), deres betydning varierer afhængigt af konteksten og de er ikoniske. Modersmålstalerne udtrykker dog alle kendskab til de forskellige typer betydningsbærende mundbevægelser der findes (Ordbog over dansk tegnsprog har foreløbig fundet 53 forskellige) og en sociolingvistisk undersøgelse af Mohr (2014) viser at de kan findes i alle aldersgruppers sprogbrug. Der sker altså en traditionel overførsel fra generation til generation. I forhold til nedbrydning i mindre elementer, er der mange andre sproglige enheder i tegnsprog som heller ikke kan nedbrydes i mindre elementer som de manuelle tegn kan. Fx ligger en stor del af grammatikken i mimik, krops- og hovedstilling, som heller ikke kan nedbrydes i mindre elementer. Så argumenterne med manglende konventionalisering og nedbrydning i mindre elementer holder altså ikke helt. Til gengæld kan man ikke afvise at de betydningsbærende mundbevægelsers betydning er kontekstafhængig og at deres form er om ikke ikonisk så i hvert fald motiveret af sit indhold.

Men her kommer ideofon-analysen så ind i billedet!

Ideofoner i et vokalsprog er en særskilt gruppe af ikoniske ord eller morfemer der lydligt skildrer en sanseoplevelse. Typisk passer ideofoner ikke ind i de kendte sproglige kategorier idet de er både fonologisk og morfologisk afvigende i forhold til andre ord eller morfemer i det pågældende sprog. Semantisk set er de svære at definere – talere af et givent sprog hvor ideofoner er udbredt, kan ikke altid finde en helt dækkende betydning af ordene, måske fordi ordene typisk er kontekstafhængige og varierer i betydning fra taler til taler. Ideofoners form er motiveret af den handling, den skal beskrive – enten ved at lyde som handlingen den beskriver, (fx japansk doki doki (ドキドキ): ’heartbeat, excitement’(Akita 2009)), eller der kan være tale om en tidsmæssig markering af udstrækningen af en begivenhed ved at ideofonen redupliceres eller trækkes ud (fx i det afrikanske sprog kisi hã-ã-ã-ã: ’extensive in time’ (Hogue 2010: 46)).

Ideofoner er desuden kendetegnet ved primært at forekomme i narrativer og uformel sprogbrug. Samtidig har de et element af ”live broadcast” – lidt sammenligneligt med direkte tale, tilhøreren får en følelse af at det fortalte sker her og nu.

Alt dette passer perfekt på de betydningsbærende mundbevægelser: De er i deres form og distribution afvigende i forhold til andre elementer i tegnsprog, deres form er motiveret af indholdet og de er svære at beskrive semantisk, da betydningen i høj grad er kontekstafhængig og varierer fra taler til taler. De findes især i uformel sprogbrug og narrativer. Og så siger modermålstalere at mundbevægelserne tilføjer en følelse af selvoplevelse eller øjenvidneberetning – altså denne form for ”live broadcast”-stemning som ideofoner kan skabe. I andre sprog som indeholder ideofoner, bliver disse også beskrevet som elementer der gør en fortælling levende. Det er også præcis hvad de betydningsbærende mundbevægelser kan: De gør tegnsprogsfortællingen levende og nærværende og får én til at føle at man sidder på første række til den begivenhed, der fortælles om.

Flere ting taler altså for at de betydningsbærende mundbevægelser skal kategoriseres som ideofoner. Men der er stadig meget, som ikke er udforsket inden for det store og brogede område, som mundbevægelser i tegnsprog er. Området er svært at udforske, dels fordi der er så delte meninger i litteraturen om dem, og dels fordi det kan være meget svært at sortere i mundbevægelserne og opdage hvornår der er tale om en betydningsbærende mundbevægelse og hvornår det er en mundbevægelse, der falder inden for en af de ovennævnte andre typer af mouth gestures. Ønskescenariet ville være en korpusundersøgelse til at undersøge mundbevægelsernes distribution og funktion nærmere. Dette er dog på nuværende tidspunkt ikke muligt, da en søgbar korpus over dansk tegnsprog stadig er under udvikling. Samtidig vil det kræve et stort efteranalyseringsarbejde for at sikre, at man har fået de rigtige mundbevægelser med. Men foreløbig er der i hvert fald løftet en lille flig af det spændende og eksotiske område af ”lydløse onomatopoietika” som dansk tegnsprog indeholder.

Tinne Lund er tegnsprogstolk og har læst lingvistik i Aarhus og København. https://m.facebook.com/profile.php?id=100063569767390

Dansk tegnsprog – en ultrakort oversigt over dets historie Tegnsprog: Visuelle, men usynlige sprog Alfabetisk rækkefølge i tegnsprog? Hvordan er det muligt??? Navnetegn i dansk tegnsprog Tegnsprog, sproglyd, lyd og larm i ny Oscar-vindende film om lyden af metal Hvad laver Dansk Sprognævn? Interview med Thomas Hestbæk Andersen