En udtalt succes! – Anmeldelse af “Udtalt: En introduktion til dansk fonetik”

Det var med stor henrykkelse, at jeg kastede mig over bogen Udtalt: En introduktion til dansk fonetik. Der har længe manglet en tidssvarende grundbog i dansk fonetik, og det var vi i den grad fået nu. Bogen formidler svære og tekniske emner i et levende sprog, kommer bredt omkring og udmærker sig især ved sin opmærksomhed på variation og vilje til ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvis man interesserer sig for sprog, er det svært ikke at blive grebet af den verden, som bogen åbner op for, og jeg glæder mig allerede til at udsætte mine studerende for den!

Man kunne vælge at fremhæve mange forskellige steder, hvor bogen udmærker sig, men jeg vil begrænse mig til først at sige et par ord om, hvordan bogen forholder sig til sproglig variation og dernæst give et par nedslag i, hvordan bogen formidler lydskrivningen af dansk.

Den sproglige variation
Det sproglige udgangspunkt for bogen er ‘moderne standarddansk’ defineret som det dansk, der tales af personer født og opvokset i Storkøbenhavn i 1960-1980. Da mit primære forskningsområde er de jyske dialekter, skal det ikke være nogen hemmelighed, at min første tanke var sikke noget københavneri! Bogen argumenterer for valget med, at dette er den eneste udgave af dansk, som alle i landet har kendskab til, da det overordnet set er den, der findes i medier m.m. Dette pædagogiske valg er svært at argumentere imod. Og selv hvis man ønskede at lave en introduktion til dansk fonetik, der havde et bredere sprogligt grundlag, ville man stå over for en besværlig opgave, da der næsten ikke findes moderne fonetiske undersøgelser af ikke-københavnske talesprog, der ikke blot kigger på enkeltfænomener. Den sprogpolitiske og forskningsmæssige indsats, der skulle til for at muliggøre en introduktion til fonetikken i det dansk, der tales i hele landet, påhviler derfor hele den danske sprogforskerstand og ikke blot denne bogs forfattere.

Unknown 3
Ingen plads til Københavneri

Selvom bogens udgangspunkt er københavnsk, laves der gennem hele bogen referencer til eksempler fra andre varieteter, og læseren mindes flere steder om “at der ikke er officielle regler for udtale” (s. 26), og om hvordan udtaleforskelle ikke afspejler “at nogle talere er mere korrekte eller finere talere end andre” (s. 76). Bogen indeholder også opgaver, der skal få læseren til at reflektere over sit eget og andres sprog og på den måde få øre for den sproglige variation, der findes omkring dem. Udtalevariationen i dansk har også fået et selvstændigt kapitel, hvor dialektal, regional og nyere multietnolektal variation behandles. Efter at have læst bogen til ende må konklusionen være, at der tales til læserens nysgerrighed, og at man får redskaber til at analysere og forstå sproglig variation ud over det københavnske. Så selv en vranten variationsfonolog som mig ender faktisk med at være ganske tilfreds!

Lydskrivningen og fonemerne
En central opgave for en introduktionsbog i fonetik er at lære læseren at anvende lydskrift. For at løse denne opgave skal der træffes en række både pædagogiske og analytiske valg. Bogen anvender fx det internationale fonetiske alfabet, IPA, som i dag er blevet standard næste alle steder, frem for Otto Jespersens danske lydskriftsalfabet Dania. Men også anvendelsen af IPA kræver, at man træffer valg.

Unknown 6
Vokaler i Dania-lydskrift. Bogen bruger IPA.

Lad os tage de danske lukkelyde som eksempel. Lukkelydene indeholder alle en lukkefase, men de lyde vi skriver med p, t og i ordene pas, tast, kast er såkaldte aspirerede lukkelyde og adskiller sig fra b, d og g i ordene bas, das og gas ved at indeholde et lille pust efter denne lukkefase. Hvis man følger IPA’s lydskrivningstandarder helt, så bruger man /pʰ, tˢ, kʰ/ for de aspirerede og /p, t, k/ for de uaspirerede lyde. Tegnene /b, d, g/ anvendes for stemte lukkelyde, hvor der er svingning i stemmelæberne gennem en stor del af lukkefasen. Sådanne stemte lyde findes bl.a. på fransk og italiensk, men ikke på dansk. Det mest korrekte ville derfor være at skrive ordet bas som /pas/ og pas som /pʰas/. Dette kan dog virke forvirrende og besværligt for dem, der er vant til at læse og skrive dansk. I fx Den Danske Ordbog anvendes derfor en mere skriftnær lydskrivningstandard, hvor /b, d, g/ anvendes for de uaspirerede lyde og /p, t, k/ for de aspirerede. Samme valg træffes også i bogen. Selvom jeg personligt foretrækker en lydskrivningstandard, der er mere i overensstemmelse med de internationale retningslinjer (se fx http://schwa.dk/lydskrift/opgoer-med-en-lydskrifttradition/), så er forfatternes valg i hvert fald helt konsistent med en bog, der sætter brugervenligheden i højsædet!

Unknown 28
Martin A. Hansen: [ɑ] [æ] [a] eller [ɑ] [æ] [æ]?
Et andet lydskrivningsproblem løser bogen på en måde, der fik mig til at klappe i mine små hænder af glæde! De danske a-lyde er et problem, fordi vi har mange af dem, og fordi ikke alle danskere har de samme. Nogle danskere, der taler et konservativt rigsdansk, udtaler de tre a’er i navnet Martin A. Hansen forskelligt – det første med IPA’s [ɑ], det midterste med [æ] og det sidste med [a]. Denne type dansk taler nogle af landets førende fonologer, og alle a-lydende findes derfor i de fleste introduktioner til dansk fonologi. De fleste yngre talere af dansk – inklusivt mig selv – gør dog ingen forskel på de sidste to a’er, som begge ville lydskrives med [æ]. Da meget få af bogens læsere vil have alle tre vokalkvaliteter, syntes jeg, at det var et spøjst valg at have dem alle med i bogens skema over danske vokaler (s. 80). Kort efter har forfatterne dog valgt at dedikere halvanden side til at udrede dette, hvor de gennemgår a-lydenes historie og variation samt præsenterer øvelser, der skal få læseren til at reflektere over, hvilke a-lyde de selv har, og hvordan de bruger dem. Henrykkelsen vil ingen ende tage!

En afsluttende bemærkning
6734Bogen har dog, som det er forventeligt af en førsteudgave, nogle enkelte redaktionelle svipsere. Kun et enkelt sted er dette dog forstyrrende for formidlingen. På side 98-99 bruges spektrogrammer til at understøtte et argument om forskellige lydes længde. “Det ses tydeligt, at [e]-vokalen er betragteligt kortere” i fx ordet binde end ordet benet. Proportionerne i disse figurer må dog have forrykket sig, da [e]-vokalerne i de to ord har præcis samme længde (jeg har haft linealen fremme).

Alt i alt får bogen mine allervarmeste anbefalinger.

Jan Heegård Petersen, Holger Juul, Nicolai Pharao og Marie Maegaard. 2021. Udtalt: en introduktion til dansk fonetik. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Yonatan Goldstein er ph.d.-studerende ved nordisk på Aarhus Universitet, hvor han forsker i dialekter og sproghistorie – især det danske støds historie og dialektale variation. Han beskæftiger sig derudover med dansk sociolingvistik, sprogkontakt og sammenlignende lingvistik.

Skriv en kommentar