Jeg spærrer øjnene op. Tøsedrengene spiller fra mit radiovækkeur og fortæller mig at det er på tide at stå op. Jeg rejser mig fra sengen, strækker mig, hopper i en frisk ATOMKRAFT NEJ TAK trøje og sætter en kande kaffe over. De siger i nyhederne at Ronald Reagan er blevet skudt – det har han godt af, den gamle kapitalist – men at han er overlevet. Jeg slår det ud af tankerne; jeg skal have forberedt de sidste lektier inden min fonetikundervisning på Odense Universitet i eftermiddag. Jeg slår op i Steffen Hegers nye lærebog.
Det var ikke mit udgangspunkt for at læse Steffen Hegers Sprog og lyd, men det er i virkeligheden det eneste rimelige udgangspunkt for at anmelde bogen.
Jeg blev dybt forundret da jeg hørte at der var udkommet en spritny tredje udgave af Sprog og lyd. Jeg citerede Heger (1981) i min afhandling for en sidebemærkning om affrikation af /t/, og så vidt jeg vidste var der her tale om anden udgave af Sprog og lyd – første udgave var fra 1974. Det blev ikke mindre mystisk efter jeg fandt ud af at Steffen Heger har været død siden 1987. Den slags er i og for sig ikke uhørt. Første udgave af Peter Ladefogeds klassiske lærebog A Course in Phonetics udkom i 1975, og syvende og seneste udgave udkom i 2015. Peter Ladefoged er også død i mellemtiden, og de seneste udgaver af bogen har haft UCLA-fonetikeren Keith Johnson som ’medforfatter’.
Situationen er dog anderledes for Sprog og lyd; her er der gået mere end 40 år mellem anden og tredje udgave, og der er ikke angivet andre forfattere end Heger selv. Kunne der være tale om ændringer som Heger skrev inden sin død, men som først publiceres nu? Kunne der være tale om ændringer fra en anonym medforfatter? Går man ind på hjemmesiden for Akademisk Forlag er der ikke meget hjælp at hente; de giver ingen hints til hvorfor der er en ny udgave på markedet, men omtaler bogen som en ”systematisk beskrivelse af moderne dansk rigssprogsudtale og en elementær indføring in fonetik”. Markedet for danske lærebøger i fonetik synes egentlig at være mættet anno 2022; Jan Heegård Petersen og kollegaer udgav Udtalt. En introduktionsbog i dansk fonetik sidste år, og Ruben Schachtenhaufen fulgte tidligere i år op med lærebogen Ny dansk fonetik. Kunne det blot være Akademisk Forlags forsøg på at få en fod indenfor døren i dette lukrative marked?
Den sidste mulighed lyder umiddelbart ikke oplagt, men det er faktisk mit bedste bud. Min nysgerrighed havde holdt mig vågen i ugevis da jeg endelig modtog bogen, men jeg fandt blot denne skuffende bemærkning på første side: ’Tredje uændret udgave’. UÆNDRET udgave? Plejede vi ikke at kalde det for et nyt oplæg i stedet for en ny udgave i gamle dage? Ak! Der er altså tale om et fotografisk genoptryk af anden udgave fra 1981. Ingen margener er flyttede, ingen kommaer er rykkede. Der er intet rørende forord fra en mentor eller tidligere studerende. Intet redaktionelt forord som forklarer hvilken kontekst man bør læse bogen i. Nada. På omslaget til bogen står der at den er udarbejdet til undervisning på ”seminarier, universiteter og cvu’er”, på trods af at cvu’er blev afskaffet for 14 år siden. Det løser altså på noget skuffende vis mysteriet om hvad tredje udgave af Sprog og lyd er, men det er stadig et mysterium hvorfor Akademisk Forlag har valgt at genoptrykke bogen.
Som lærebog er Sprog og lyd håbløst forældet. Der er selvfølgelig aspekter af fonetikken som var veletablerede for 40 år siden, men der er også aspekter af dansk og beskrivelsen af dansk som har ændret sig, og vi har lært en masse i mellemtiden om hvordan sproglyde virker. Det kan her nævnes at bogen benytter den dansk-orienterede lydskrift Dania, som vist for længst er blevet erstattet i fonetik-undervisning af det internationalt-orienterede IPA. Bogens transskriptioner reflekterer ofte en enormt gammeldags udtale, som når Heger skriver at cykel kan udtales med enten en [i]-lyd eller en [y]-lyd, når han gør en masse ud af at det ’lyse a’ spreder sig fra ord som dag til ord som mandblandt yngre københavnske talere, eller når tremme og emne transskriberes med de samme vokallyde. Det var garanteret fine transskriptioner i 1981, men i 2022 vil de nok være mere til forvirring end til gavn. Et par almenfonetiske pointer fra bogen som ikke hører til i en fonetik-lærebog anno 2022: Heger skriver at tryk kun lægger sig til stavelsesbærende elementer, fx at trykket i første stavelse i et ord som katte kun signaleres i a-lydene; vi har længe vidst at tryk knytter sig til hele stavelsen og ikke kun til en enkelt lyd. Heger skriver også at aspirationen (”pustelyden”) i de danske /p k/-lyde er fonetisk identiske med den danske /h/-lyd; vi har længe vidst at der er væsentlige forskelle i både produktionen og lyden af aspiration og /h/.
Sprog og lyd er et vigtigt værk i den forstand at den i mange år havde noget nær monopol på markedet for danske lærebøger i fonetik, og den er derfor grundlaget for fonetikundervisningen for en generation af studerende. Derudover er den ikke noget stort teoretisk værk. Der er tale om en grundlæggende lærebog på 163 sider som fokuserer på lydskrift, artikulatorisk fonetik (hvordan lyde udtales), sociofonetik (hvilken variation er der i lydenes udtale), og forholdet mellem tale og skrift. I nogle af kapitlerne er der masser af opgaver til den læsende, i nogle er der ingen. Opgaverne har ikke ligefrem et særligt pædagogisk layout, og består som regel af en lang ubrudt liste af spørgsmål; her ses fx opgave nummer 31:
Heger kommer ind på fonemanalyse i et kapitel sidst i bogen på under 10 sider. Kapitlet giver et indtryk af at det eneste formål med fonologi er at koge den fonetiske lydskrift ned til en simplere fonemisk lydskrift med færre tegn; selv tilbage i 1981 må dette have været en grov forsimpling af fonologiens emneområde. Faktisk behandler bogen mange emner i tidligere kapitler som jeg ville mene er fonologiske (såsom assimilation, sandhi, haplologi, sonoritet, stødregler), men der er altså ingen klar afgrænsning af fonetik og fonologi.
Jeg synes at det korte kapitel om sprogrigtighed (Hvad hedder det?) var rigtig sjov læsning. Her går Heger i krig mod samtidige bøger om ”korrekt udtale” og giver sig tid til at hive sprogrøgternes argumenter fra hinanden. Det er længe siden kapitlet blev skrevet, og det er måske ikke helt de samme udtalerigtighedsdiskussioner vi har i dag, men Hegers argumenter holder stadig, og de er velformulerede og underholdende.
Sprog og lyd er historisk interessant, så det er selvfølgelig fint at den er let at få fat i. (Man kan dog ikke ligefrem påstå at den var svær at få fat i før denne genudgivelse – den tidligere udgave var trods alt tilgængelig på 53 biblioteker i landet.) Det er under alle omstændigheder fint at den er genudgivet, men jeg synes ikke det er forsvarligt at markedsføre genudgivelsen som en lærebog i fonetik anno 2022. Når sådan et værk genudgives, bør det være reflekteret på forlagets hjemmeside at der er tale om et historisk værk, og der bør som minimum være et redaktionelt forord der forklarer bogens historiske kontekst.
Steffen Heger. 2021. Sprog og lyd. Elementær dansk fonetik. Tredje udgave. København: Akademisk Forlag.
Rasmus Puggaard-Rode er forsker ved instituttet for fonetik og talebehandling, Ludwig-Maximilian-Universität München.
En kommentar til “En mystisk genudgivelse af en klassisk lærebog i fonetik”