Om at transskribere til en griseordbog

Det er boganmeldelsesuge på Lingoblog! I dag bringer vi Søren Sandager Sørensens overvejelser i forbindelse med hans bidrag til en lille ordbog om grise-relaterede ord. Den lille grise-ordbog er en del af en bog om Kødbyen.

I sommeren 2019 blev jeg kontaktet af BOOK LAB og spurgt, om jeg ville hjælpe med at lave bl.a. fonetisk transskription til en bog om Kødbyen i København ved navn Kødbyen. De havde nemlig fået den idé at lave en ’griseordbog’ udelukkende med grise-relaterede ord som en del af de mange forskelligartede fakta, som historien om Kødbyen byder på. Det drejede sig altså om en relativt lille ordliste – 48 ord er noget mindre end Den Danske Ordbogs 100.000+ opslag. Det lød som en sjov lille opgave, så jeg sagde ja og fik udleveret en ordliste. Jeg står nu i bogens takkeliste og modtog også et eksemplar. Udover tilføjelsen af fonetiske symboler redigerede jeg let i betydningsangivelser og tjekkede alfabetisering m.m. Det er en kontekst, hvor mange nok ikke lige vil forvente fonetisk transskription, og som altså godt kan ligne diverse forsøg på branding via (misbrugte) fonetiske symboler, så derfor er pointen med det her indlæg at beskrive nogle af de bagvedliggende overvejelser, som ikke fremgår af det endelige produkt.

Kødbyen anno 1923

Men først lidt om selve bogen. Kødbyen af Ida Gundersen handler om kvarteret i Vesterbro og formidler dets historie som forbundet med dansk, international og københavnsk lokalhistorie. Bogen er flot med et på ingen måde arbitrært (i Saussures betydning) udseende, og de 200 store sider indeholder mange illustrationer, billeder og kort og opleves ikke som tung læsning. Historien fremstilles fortællende med levende beskrivelser af vigtige personligheder og siger ikke bare noget om at slagte kød, men også om de relevante emner som arkitektur, byplanlægning og smitsomme sygdomme, som har spillet en rolle i løbet af Kødbyens historie. De mange faktabokse, billeder og historiske dokumenter (fx digte!) gør, at man ikke behøver læse bogen fra start til slut, men også kan nyde den ved at bladre.

Før jeg læste bogen, havde jeg næsten kun hørt om Kødbyen uden helt at forstå, hvad der var så interessant ved den. Og jeg havde lidt samme fornemmelse de par gange, jeg er gået forbi eller gennem Kødbyen selv. Men under læsningen forstod jeg bedre, hvad fænomenet Kødbyen gik ud på (og fik lyst til at se det igen), og jeg kan klart anbefale den, hvis man gerne vil mere end bare at se de gamle industribygninger. Som landmandssøn var jeg i starten mest interesseret i slagterhistorierne, men Københavns lokalhistorie viser sig også at byde på interessante fortællinger.

Lyden af svinske betegnelser

”Griseordbogen”, som vi kaldte den i starten, er på side 166 under overskriften svinske betegnelser, hvor der også er en liste med ordsprog og talemåder (som jeg ikke har bidraget til og derfor ikke siger noget om her). De 48 ord er primært ord hvor gris, svin og so indgår, og de fleste viser sig at være forskellige slags skældsord.

Det vigtigste spørgsmål var nok at etablere, hvilket transskriptionssystem der skulle bruges. Da fx en liste over alle lyde og tilhørende symboler på dansk nok ville være næsten lige så lang som selve ordbogen (hvis ikke længere), ville jeg gå efter noget relativt simpelt. Derudover er alle lyde slet ikke nødvendige på listen, som absolut ikke er særlig repræsentativ for det danske lydsystem, idet langt de fleste vokaler i ordbogen er [i]. Jeg gik også efter en relativt distinkt udtale for ikke at behøve ekstra tegn til stavelsesbærende konsonanter, på trods af at jeg som talesprogsforsker gerne vil slå for ”reducerede” former som almindelige. Det vil jeg også mene gør transskriptionen mere gennemskuelig. Derudover lod jeg være med at transskribere uregelmæssige bøjningsformer, da det primært ville være de mange ord med so.

Jeg tog udgangspunkt i det system, der bruges på Den Danske Ordbog (DDO), men med et par tilpasninger. Især var jeg inspireret af Schachtenhaufens forslag til IPA-brug på dansk, som på det tidspunkt dog bare var et link, der florerede i lingvistiske fora, og som jeg mindes blev beskrevet som først brugt i en bog i Dialekter i rigt mål, der udkom en måned senere end Kødbyen.

Oversigt over forskellene mellem fire transskriptionssystemer. Fra venstre Ninna Grønnums system, DDOs, Schachtenhaufens system i kolonnen “schwa.dk” og til sidst IPA. Find skemaet her.

Det kom til udtryk ved, at jeg reducerede tre-vejs-distinktionen [æ a ɑ] så jeg ikke skelner [æ a], ud fra at flere siger, at distinktionen ikke findes blandt yngre generationer, og fordi jeg selv har svært ved den (er jeg mon denne yngre generation?) – jeg valgte dog at bruge symbolerne [æ ɑ] til den tilbageværende distinktion og ikke at bruge det almindelige tastaturs <a>, fordi jeg altid selv altid bliver i tvivl om, hvilken lyd det står for, og den kan finde på at ændre sig afhængigt af skrifttypen. Her skal det måske også nævnes, at jeg selv synes, at jeg langt fra er særlig god til den slags fonetisk introspektion, hvor jeg selv skal vurdere, hvad “man”/jeg siger; når jeg endelig skal transskribere i min forskning, plejer det at være konkrete lydoptagelser. Det var også derfor, jeg gik efter en relativt bred transskription – selvom det er en abstraktion, kan man have alle mulige detaljer med som fx aspiration [pʰ] og affrikation [tˢ], men det ville kræve mere tid og energi af mig og gøre resultatet mindre læseligt for andre. Jeg undgik også alternative udtaleformer som [gʁisəʁiˀ] ved siden af [gʁisʌʁiˀ] for griseri. Jeg var tæt på at spekulere i at lave en udfordring om at se, hvor få vokaler jeg kunne nøjes med, men det virkede ret formålsløst at lave sådan en grise-fonologi. Men DDOs indflydelse er fx tydelig i fraværet af længdeangivelser på stødvokaler, og den almindelige ortografis [p b t d k g]. Jeg synes, det ser rimelig fornuftigt ud, men var flere gange i tvivl, om jeg ville komme til at misse noget variation, der kunne være passende for dem, der i modsætning til mig bor nær Kødbyen; omvendt kunne det her selvfølgelig ikke være en specifik beskrivelse af Vesterbro-dialekt.

Ord-overraskelser

I den færdige udgave af bogen står der, at mange griserelaterede ord er fasttømret i sproget i det 21. århundrede, men flere overraskede mig dog alligevel, enten i betydning eller form. Før jeg gik rigtig i gang med at redigere i ordene, læste jeg en artikel af Carsten Levisen om svin og gris som vigtige begreber (og en vigtig distinktion) i dansk kultur, og inddrog det i beskrivelsen af de ord, som jeg skulle ende med at se rigtig meget på.

Flæskefante var nok det mest besværlige ord. Det – eller bare den sidste del fante – findes hverken i DDO eller Den Store Danske Udtaleordbog, men kun i Ordbog over det Danske Sprog (ODS) – og åbenbart også Holbergordbogen har jeg senere fundet ud af. Det har muligvis henvist til en der traditionelt arbejdede med transporten af flæsk, og svarer altså til det der i resten af bogen kaldes trækkere, som var et vigtigt erhverv i Kødbyen, men flæskefante bruges primært som skældsord. Jeg kunne selvfølgelig forsøge at ”gætte” udtalen ud fra skriften, men formålet med fonetisk transskription er jo lige netop at være mere præcis, end hvad man kan regne ud fra skriften. Hvilken lyd kunne <a> stå for? Hvad er flertalsformen? Og kunne der ske at være stød på fan? ODS har udtaleangivelser, men ikke lige netop det her ord. Jeg gik så efter ODS’ opslag om fante som sender læseren videre til fant som kan betyde ”sølle fyr” og i øvrigt nævner flæskefante som relateret. Bingo. Det viser sig, at hovedformen fant har stød, mens den sjældne sideform fante ikke har (men altså så har tryk på første stavelse), og flertalsformen fanter kan have stød eller lade være. Det næste problem skulle vise sig at være ODS’ transskriptionssystem og alder. De nævnte opslag er fra 1922-23, dvs. ældre end Den Hvide Kødby, som stod færdig i 1934. Vokalen i fante er transskriberet med symbolet <a> som ifølge deres eksempler på udtale både er den første vokal i kane og parere. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har forskellige vokalkvaliteter i de to. Ud fra lidt research kom jeg frem til, at den realistiske moderne udtale måtte være [ˈflɛsgəˌfændə]. Det har i øvrigt intet at gøre med elefant!

Nogle andre ord, jeg ikke lige kendte, var somalene og somikkel. Da jeg så svinemikkel, kunne jeg så regne ud, at det var so plus personnavn, efter at have spekuleret lidt for længe over, om somalene kunne være i flertal… Svinebæls viser sig også ikke at være præcis det samme som svinepels, men det er relativt let at beskrive udtalen af den ene, når man har den anden.

Ordet grisling stod også på listen, men uden betydningsangivelse. DDO har det ikke; og ODS har det, men i betydninger relateret til duer og brød, som næppe er relevant her. Det er selvfølgelig navnet på en Peter Plys-figur, men jeg mente, at det blev brugt i andre betydninger, som jeg jo så måtte finde andetsteds. Hvis man forsøger sig at google det, finder man mange diskussioner af, hvad man skal kalde griseunger, men de er ret enige om at det ikke er grislinger, men pattegrise, uden at forklare hvad grisling så bruges til (bortset fra dem, der hårdnakket påstår, det kun kan være figuren fra Peter Plys). Som beskrivende lingvist behøver jeg selvfølgelig ikke at tage et råd om, at det ikke skulle kunne bruges om griseunger, som den endelige sandhed, men spørgsmålet var så, om jeg kunne finde nogen eksempler på, at det bruges i den (eller nogen) betydning. Så jeg gik til KorpusDK efter eksempler. Der er 9 forekomster af ”grisling”, og 7 af dem handler utvetydigt om Peter Plys’ ven. Et af de resterende er i en beskrivelse af et menneske, som en del af noget, der ligner en profiltekst eller blå bog:

Kælenavne: Katrine har haft en del forskellige navne i løbet af dette år. Hun er for eksempel blevet kaldt ting som Kat, Grisling, Pippi Langstrømpe, Søster og Mikkelsen. (www.bjergsnaes.subnet.dk)

Det ser altså ud til at kunne bruges som kælenavn om mennesker. Det andet eksempel lød lidt mere som en gris:

Stort set samtidig med, at PPL fortalte op deres opdagelser, kunne Akira Onishi fra National Institute of Animal Industry i Japan fortælle, at man her netop havde skabt grislingen Xena. En lille mørk klonet griseunge, der næppe bliver lige så berømt som det klonede får Dolly, men måske langt mere værdifuld. (Politiken)

Her bliver grislingen også kaldt griseunge, men det var lidt uklart, hvor godt et eksempel en klonet gris er på noget som helst. Jeg ledte også videre andre steder på nettet, hvor jeg eksempelvis fandt en kommentartråd på Kattegalleri.dk. Her er der én, der skriver ”Kan så se, at min grisling ikke er den eneste der kan lide at ligge på den måde under dynen”. Her er det altså en kat, der kaldes grisling. Lignende brug som ”kærlig” betegnelse fandt jeg flere eksempler på, og det gav også intuitivt mening for mig. Konklusionen på al min research blev altså, at jeg skrev ”kælenavn om barn eller dyr”. Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad det siger om Politikens forhold til klonen Xena, men det passer faktisk fint med resten af ordbogens primært overførte betydninger, hvor der fx ikke står, at svin og so refererer til et bestemt (det burde ikke overraske så langt inde i en bog om Kødbyen). Det var dog dejligt at kunne tilføje en positiv betydning i modsætning til de mange nedladende betegnelser. I ringer bare, DDO! Eller tilføjer det med næste opdatering.

Så hvis du har brug for at udvide dit svinevokabular, håber jeg, at griseordbogen er en hjælp. Jeg overvejede fx, om skældsordet svineplanet skulle blive en del af mit aktive ordforråd efter at have fundet ud af, at planet er samme ord, som vi bruger om himmellegemer, men at det tidligere blev brugt om personer også. Kødbyen indeholder selvfølgelig sproglige finurligheder udover denne ordbog, fx etymologien bag Købmagergade og hvad der egentlig er kendetegnet ved en pølseko.

Søren Sandager Sørensen er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet og forsker i prosodisk variation i ordene ja, nej, , okay og mm i samtalesprog.

Reference
Gundersen, Ida. 2019. Kødbyen. Book Lab

2 kommentarer til “Om at transskribere til en griseordbog”

  1. Og så er der mere om grise og svin i det danske sprog i:

    Carsten Levisen (2013) On Pigs and People: The Porcine Semantics of
    Danish Interaction and Cognition. Australian Journal of Linguistics, 33:3, 344-364, DOI:
    10.1080/07268602.2013.846455

    Svar

Skriv en kommentar