Humor i sproget og i samfundet

Det er boganmeldelsesuge på Lingoblog! I dag bringer vi Nicholas Mikkelsens anmeldelse af “Humorsocialisering – Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove (som de selv tror)?”

I takt med globaliseringen vil stadigt flere og flere i deres arbejde eller hverdag i øvrigt være en del af en form for interkulturel kommunikation. Her udgør særligt humor et kommunikativt minefelt, hvilket er omdrejningspunktet for Lita Lundquists bog “Humorsocialisering” med undertitlen “Hvorfor er danskerne ikke så sjove som de selv tror?”

Der bliver dog ikke bare gravet i, hvordan humor kan gå galt, men også givet bud på, hvordan det kan være en vigtig del af professionelt samarbejde. Det gør det til interessant læsning, der både er oplysende og tankevækkende.

Logisk opbygning

Bogen er ganske logisk opbygget i tre overordnede temaer. I første del – ”Humoren” – beskrives, hvad humor er, og læseren bliver introduceret til forskellige humorteorier samt nogle karakteristika ved dansk humor. Herefter dykkes der i ”Sproget” ned i, hvordan humor sprogliggøres – helt ned til småordene jo, da, vel, vist og nok og deres betydning for dansk humor. I den sidste del – ”Samfundet” – giver Lundquist omvendt et mere overordnet perspektiv på humoren og dens rolle i samfundet – fra det nationale til det internationale.

Bogen er generelt velskrevet, og selvom man over de 181 sider kommer vidt omkring, hænger det hele godt sammen, blandt andet fordi bogens undertitel er en klar ledetråd hele vejen igennem.

Stort teoretisk begrebsapparat

En god portion af bogen er baseret på Lundquists egen forskning af især europaparlamentarikere, men hun gør også brug af en række andre teoretikere og lader læseren betragte genstandsfeltet gennem deres briller. Det er et omfattende begrebsapparat, der bliver rullet frem, men med kyndig hånd formår Lundquist at tage sin læser igennem Kirkegaard, Freud, Harald Høffding, John Searle, Herbert Clark og mange flere i et letforståeligt sprog.

Heri ligger også en af bogens store forcer. De mange forskellige tilgange til humor kan vække inspiration hos såvel praktikeren, der arbejder i et internationalt miljø, som den studerende, der selv vil prøve kræfter med feltet.

Omfattende interview-data

Lars von Trier i Cannes i 2011. Foto Georges Biard.

Som nævnt udgør Lundquists egen forskning en væsentlig del af bogen. Man forstår, at hun igennem årene har indsamlet et ganske omfattende materiale i form af kvalitative interviews. Det betyder også, at de eksempler, vi bliver præsenteret for, i vid udstrækning er rapporterede. Det er altså ikke mikroanalyser af optagelser af autentiske hverdagssamtaler, som vi kender fra samtaleanalysen, der er i fokus, men udvalgte citater fra interviews. En ortografisk gengivelse af et pressemøde med Lars von Trier på Cannes er det tætteste, vi kommer på den oprindelige samtalesituation.

I bogens første kapitler bliver der gentagne gange henvist til de samme eksempler, og det kommer desværre til at fremstå en anelse anekdotisk – der må have været flere eksempler, der kunne underbygge de pointer, der bliver gjort. Omvendt er det selvfølgelig en meget pædagogisk måde at introducere læseren til bogens problemstilling ved at gå meget i dybden med udvalgte eksempler, som er lettere at følge. Jeg kunne dog godt have tænkt mig en bedre indføring i, hvor repræsentative de var for det samlede korpus af interviews.

Senere i bogen får interviews med tolke og medlemmer af Europa-Parlamentet en mere central plads. Det er et spændende valg, fordi det ligger udenfor de fleste læseres personlige erfaringssfære, men omvendt er det tydeligt, at bogens centrale problemstilling virkelig er på spil i den kontekst. Det giver også et rigtig godt afsæt til de pointer, Lundquist kommer med i slutningen af bogen i forhold til, hvad hun kalder “den internationale humorsocialisering.”

Tegning: Per Marquard Otzen

Som læser sidder man til sidst med en masse spørgsmål. Ikke dem, som forfatteren ikke besvarer i løbet af de i alt ni kapitler, men snarere den slags, der kommer af alle de mange tanker, bogen har sat i gang hos en. Som sådan vil jeg ikke tøve med at anbefale bogen til alle, der f.eks. arbejder i internationale virksomheder eller blot er interesseret i sprog, humor eller begge dele.

 

Nicholas Mikkelsen er ph.d.-studerende ved Lingvistik, Aarhus Universitet. Som en del af forskningsprojektet GEL (Grammar in Everyday Life) er Nicholas i gang med at undersøge, hvordan folk forhandler deltagelse i samtaler.

 

Lita Lundquist (2020). Humorsocialisering – Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove (som de selv tror)? Samfundslitteratur. 209 sider.

Skriv en kommentar