Vi går tur i skoven. Otto ved meget om naturen. Især om træer. Han bor i Brummen i Gelderland, Nederlandene (landet som danskere fejlagtigt kalder for Holland). Der er smukke floder, åer og skove og enge. Få andre mennesker går i skoven. Nu og da ser vi en svamp. Otto fortæller om Hannie Wijers, en lokal dame, der ved meget om svampe. Hun kører rundt på sin el-scooter gennem skoven. Jeg havde allerede set nogen køre rundt på skovstierne i en el-scooter. Jeg tænkte, hvor dejligt, at hun trods sin el-scooter stadig kører gennem skoven. Otto fortæller, at fru Wijers har fået specialdæk sat på sin el-scooter for at kunne suse gennem skoven på de smalle stier. Og hun har også fået sat et ekstra tungt batteri på sin el-scooter, så hun kan komme ret langt med sin el-vogn. På denne måde har hun øget sit handlingsrum betydeligt. Hun har identificeret og fotograferet 2.500 arter af svampe inden for rækkevidde af sin el-scooter, forklarer Otto, herunder arter der aldrig havde været registreret i Holland før.
Ti minutter senere, længere inde i skoven, møder vi hende tilfældigt. Ja, med hendes el-scooter. Vi fortæller hende, at vi lige har talt om hendes aktiviteter med svampene. I al beskedenhed siger hun, at hun ikke fandt 2.500 arter i umiddelbar nærhed af Brummen men 2.300. Jeg er overrasket over den enorme mængde svampe, der tilsyneladende forekommer i Nederlandene. Og ikke færre end to tusinde inden for en radius af tredive kilometer fra Brummen. Senere afslørede Ottos svampebog, at der (på verdensplan?) er 100.000 kendte arter.
Hannie fortæller om sit begivenhedsrige liv og om mykologi, studiet af svampe. Som sprogforsker er man naturligvis nysgerrig efter navngivningen. Hvordan får svampe deres navne? Otto, bedre kendt som Otto Koedijk, er en trævender, men han studerede engang nederlandsk og også almen lingvistik. Han spørger hende om de svampearter, hun har opdaget, og om de måske er opkaldt efter hende, ligesom planter og planeter. Hun svarer, at det ikke er tilfældet. Nej, de videnskabelige navne registreres internationalt, de er derfor også ens overalt i verden. Og de nederlandske navne, de beskriver ofte svampene efter udseende. Disse navne har ofte at gøre med deres form og farver og egenskaber eller med miljøet. Pigsvamp. Blækhat. De fleste kender dem. Men hvad synes du om disse navne: brunstokket rørhat. Gul fløjlsfod. Randbæltet Hovsporesvamp. Birke skør-hat. Det finder du ikke på, vel? Faktisk må nogen have fundet på disse navne. Latinske navne er givet af forskere. Hun kender også de navne. Og hun korresponderer med de lærde, de udveksler oplysninger.
Hun har et par svampe i kurven foran på sin el-scooter for at identificere dem derhjemme. Nogle gange er forskellen mellem arter svær at se. Så skal du kigge på sporerne. Så lægger hun dem ned derhjemme, og så håber hun, at de sætter sporer. Ja, den var allerede beskadiget, så hun kunne tage den med. Så kan hun finde ud af, hvad det er, når hun er hjemme. Så kan hun også se på sporerne under mikroskopet. Men nogle gange kan hun ikke rigtig lide at arbejde med mikroskopet. Hun foretrækker at være i skoven. Hun plejede også at have en hund, en lille en, så hun kunne gå på el-scooteren. Hunden lå ved hendes fødder. Hun behøvede kun at få fat i sit kamera derhjemme, så ville hunden allerede vide det, så begyndte Raas at svinge med halen. Han kunne godt lide at komme ind i skoven. Nogle gange kunne han ikke komme med ham, så måtte han blive hjemme, så ville hun fortælle ham det, og det forstod hunden fuldt ud. Men da hun kom hjem fra svampeskattejagten, tog hun ham med på en tur. Hunden vidste, at hun også ville tage ham med.
Nogle gange følte hun sig ked af det, så gik hun i skoven, og da hun kom hjem timer senere, var hun glad igen. Det er naturens effekt, ikke sandt? Derfor elsker hun sådan at være i skoven.
Men hvad nu med den navngivning? Navnene på svampe bestemmes af de officielle organer. Hvis hun finder en ny art, ja, så kan hun stille et forslag til det nederlandske navn. Så hun havde fundet en svamp, der lignede et svamp hvis navn oversættes som ”grå møller”, men det var ikke en, den lignede en anden art, den var lettere. Så havde hun foreslået, at han kunne kaldes ”hvid møller”. Der er endnu ikke truffet nogen beslutning, og det er endnu ikke fastlagt, om det er en separat art.
For et par år siden havde hun allerede sendt en særlig svamp til identifikation. Det gør de også med DNA, men nu har instituttet været lukket i lang tid på grund af corona. Så hun ved stadig ikke, hvad det er. Det tager meget lang tid. Hun er allerede ringet en gang. Men Naturalis, institutionen i Leiden, er stadig lukket. Nu venter hun bare.
Hun havde ikke fundet mange svampe på det sidste, der var ikke så mange. Hun havde fundet en, men det var en art, der ville vokse under nåletræer, og der var kun løvfældende træer. Hvad er det nu? Måske var det en anden art. Otto, der ved meget om træer, tilføjede, at der måske tidligere har været nåletræer, og at de voksede på deres levninger. Ja, det kunne bestemt være tilfældet. Men måske er det også en anden art. Nu var hun gået på jagt efter en der hedder ”stikkende svamp”, for der kunne rydning finde sted. Vi spørger, hvad det er. Hun forklarer, at svampe nogle gange har for meget fugt, og det udskilles de i form af dråber, og disse dråber er røde i denne type svamp. Til hendes glæde havde hun fundet en stikkende svamp med disse slags dråber i dag. Jeg spørger, så bløder de egentlig? Ja, det kan man sige. Det virker sådan. Måske ligesom statuetter af Maria, der græder af blods tårer – selvom hun fødte Guds søn.
Jamen, jeg bliver nødt til at komme videre, siger hun, måske er der nogle svampe længere oppe ad vejen, siger hun. Og hun fortsætter på sin el-scooter. Hannie Wijers, en lokal helt i verdensklasse.
Peter Bakker er lingvist ved Aarhus Universitet. Derudover har han engang skrevet en tekst med blæk fra en blækhatte, han har læst Sissel-Jo Gazans bog “blækhatte”, og han har overlevet spisning af en svamp, han ikke vidste, hvad var, men den kunne ikke være dødelig.
