Jiddisch – ej kun et pust fra fortiden

I dag er det Jiddisch Sprogdag. Steffen Krogh fortæller om sproget på dansk, og Justus van de Kamp på nederlandsk og jiddisch.

Én af mange karakteristiske egenskaber ved jiddisch er, at det stikker hovedet frem, hvor man mindst for­venter det.

Hvem ved fx, at animationsfilmfiguren Shrek har sit navn fra jiddisch? Det er ganske vist: På jiddisch, der var ét blandt flere indvandrermål i New York fra slutningen af det 19. århund­rede og frem til slutningen af det 20. århundrede, er det et appellativ med betydnin­gen ‘skræk, rædsel’, og derfra blev det optaget i byens engelske slang. I lødige ordbøger som Oxford English Dictionary (der også tilgodeser det specifikt ameri­kanske ord­forråd) og Merriam-Webster er ordet endnu ikke leksikografisk be­hand­let, men det kan findes i diverse digitale opslagsvær­ker såsom https://slangdefine.org. Her er det registreret med for­skelige betydninger, der alle har relation til før­nævn­­te grundbetydning.

Kendere af byen New York vil vide, at shrek ingenlunde er det eneste eksempel på, at et ord eller en frase fra jiddisch har vundet indpas i byens engelsk. Der kan fx også nævnes shmok ‘sjover’, egentlig: ‘penis’, to shlep ‘at slæbe’ og di gantse megile ‘hele den (omstændelige) historie’ egent­lig: ‘hele to­ra­rullen’.

Jiddisch er noget, som de fleste humanistisk dannede mennesker i den vestlige verden har en fornem­melse af hvad er. Man ved, at det er et sprog talt af jøder, især i Østeuropa før 2. verdens­krig, men også i nutiden af ultraortodokse jøder i USA og Israel, og at det på én eller anden måde har affinitet til tysk. Jævnfør, at både shrek og shlep har sidestykker i tysk Schreck(en) og schlep­pen, begge med omtrent samme betyd­ning som i jiddisch. Nogle har måske også set Netflix-se­rier­ne ‘Unorthodox’ og ‘Shtisel’, hvor der i skiftende omfang tales autentisk jiddisch i ultra­orto­dokse omgivelser.

Dér hører den almindeligt udbredte viden om sproget imidlertid også op. Det kan skyldes flere forhold, ikke mindst, at jiddisch kan se tilbage på en ganske kompleks tilblivelses­histo­rie. Fra East Rivers bred i New York tager vi et spring tilbage til senmiddelalderens vestlige Tyskland.

1. Optakt: Ved Rhinens bredder

Det hele begyndte – formentlig – i slutningen af det første årtusind efter vor tidsregning langs Rhinen i Tyskland. Her bosatte der sig et antal jødiske indvandrere fra Frankrig, der medbragte deres modersmål – et jødisk farvet oldfransk. I forskningen er der uenighed om, hvorvidt tilflyt­ter­ne først tilegnede sig omgivelsernes tysk rent og fuldstændigt for dernæst at føje en række jødiske elementer til dette, eller om det tysk, som de lærte sig, fra første færd afveg fra om­givelsernes tysk. I mangel af tilstrækkelig kildedækning fra de første århund­reder af denne jø­diske populations bosæt­telse i Tyskland vil bemeldte spørgsmål næppe nogen­sinde kunne besva­res fyldestgørende.

Det er imidlertid en kendsgerning, at de ældste overleverede kilder på jødisk tysk, som daterer sig til det 13. århundrede og frem, er affattet i en på den ene side næsten rent tysk sprogform, som dog på den anden side er præsente­ret på en måde, så ingen kan være i tvivl om, at både af­sendere og mod­tagere var jøder:

1. Kilderne er undtagelsesløst skrevet med hebraiske bogstaver, hvis lydværdi er tilpasset det idiom, de skal gengive: middelhøjtysk og ældre nyhøjtysk.
2. Der forekommer et mindre antal hebraiske og aramæiske låneord med skiftende grad af gram­matisk integra­tion i sproget.

2. Flugten mod øst

Som de fleste andre steder i middelalderens Centraleuropa var datidens Tyskland markant præ­get af antisemitisme. Op igennem højmiddelalderen tog forfølgelserne til i styrke og kulmi­nerede i forbindelse med to for Euro­pa skelsættende historiske begivenheder: korstogene fra det 11. til det 13. århundrede og pesten, Den Sorte Død, i det 14. århundrede. Det massive fjendskab mod jøder nåede efterhånden et sådant omfang, at store dele af den jødiske befolkning i Tyskland besluttede at udvandre til Polen, hvis konge havde ført en storstilet kampagne for at tiltrække driftige indvandrere. I Polen tog man godt imod de tyske jøder – så velvilligt, at landenavnet Polen i den jødiske historiske tradition gav anledning til en hebraisk folkeetymologi: Man læste navnet som en hebraisk imperativsætning: Pôh lîn!, der ordret betyder: ‘Her overnat!’. Hermed blev der lagt en retning for livet i de næste mange århundreder for det, der efterhånden blev Central­europas største jødiske befolkningsgruppe: de såkaldt aschkenasiske, dvs. fra Tysk­land stammen­de, jøder med bopæl i kongedømmet Polen samt det mægtige storfyrsten­dømme Litauen, der i 1386 indtrådte i en personalunion, fra 1569 i en realunion, med kongedømmet Polen.

Selvom de jødiske indvandrere fra Tyskland permanent havde skiftet adresse, fornægtede de aldrig Tyskland som deres oprindelsesland. Mest mærkbart var dette ved, at de fastholdt deres medbragte tunge­mål, der efterhånden kom til at markere sig med navnet jiddisch, der slet og ret betyder ‘jødisk’, svarende til tysk jüdisch. Stavemåden med dobbelt d er dog ny. Den er sand­synligvis først opstået i USA (fra eng. Yiddish, hvor dobbeltskrivningen af d angiver forudgående kort vokal) i forbindelse med masseindvandringen af øst­europæiske jøder dertil i tiden mellem ca. 1880 og 1924, hvor en ny restriktiv lov satte en stopper for indvandringen. Det jiddisch, som middel­alderens tyske jøder tog med sig til Polen, var i forvejen markeret som værende ander­ledes end ikke-jødisk tysk ved som ovenfor nævnt at blive skrevet med hebraiske skrifttegn og indeholde hebraiske og aramæiske låneord, hvis antal formentlig tog til med tiden. I deres om­gang med de nye slaviske naboer tilegnede de aschkenasiske jøder sig disses sprog for at kunne handle og på anden vis interagere med dem og lod efterhånden også et antal ord, fraser og affikser samt muligvis også lydregler og syntaktiske konstruktioner derfra flyde ind i deres jid­disch. På denne måde fremstår østeuropæisk jiddisch ved slutningen af det 18. århund­rede, hvorfra de første større tekster affattet i en genuin form af dette idiom er overleveret, med i alt fire genetiske kom­ponenter (se nedenfor).

Tiden omkring 1800 er i høj grad et skæringspunkt i europæisk jødedoms historie. Selvom en stor del af de tyske jøder i middelalderen var udvandret til Polen og Litauen, var formentlig en næsten ligeså stor del forblevet i Tyskland, hvor de måtte tilpasse sig tidernes skiftende vilkår. De tyske jøder, der ikke forlod Tyskland, fortsatte med at tale jiddisch, der med tiden kom til at adskille sig fra det jiddisch, der blev talt af trosfællerne i øst, dels ved fraværet af slaviske lån, dels ved, at begge jiddische idiomer efterhånden hvert især gennemførte selvstændige fornyelser af for­skellig art. Vigtige forbindende træk var dog, at begge jiddische idiomer, som moderne forskning har kaldt henholdsvis vest- og østjiddisch, ligesom alle andre jødiske diasporasprog fastholdt kendskabet til og brugen af hebraisk, til dels også aramæisk, som sakrale og lærde sprog og vedblev at affatte alle deres skrifter med hebraiske bogstaver. Skrifter på vestjiddisch havde markedsværdi ikke kun i Tyskland, Nederlandene og Italien, hvor der taltes vestjiddisch, men også i Østeuropa, blandt hvis jøder det talte sprog var østjiddisch. Sprogområdet havde efterhånden udvidet sig til at omfatte hele det polsk-litauiske dobbeltmonarki i dettes største udstrækning, Baltikum og store dele af kongedømmet Ungarn. Det var som nævnt først i slutningen af det 18. århundrede, at østjøderne tog mod til sig og begyndte at markedsføre deres eget jiddisch på prent i større omfang. Forinden havde der været trykte forløbere på østjiddisch, men disse synes at have været ret fåtallige.

Det, der for alvor markerer tiden omkring 1800 som et skæringspunkt i denne forbindelse, er, at jøderne i Tyskland i løbet af det følgende 19. århundrede i drastisk omfang gør brug af mulig­heden for assimilation til det omgivende ikke-jødiske tyske samfund. I denne skelsættende pro­ces blev nye borgerlige rettig­heder erhvervet, medens århundredgamle jødiske vaner blev kastet over bord, deriblandt karakteristisk jødisk klædedragt og hår- og skægmode samt – sidst, men ikke mindst – jiddisch, som af datidens omgivende ikke-jødiske samfund blev anset for at være en forvansket afart af tysk. I løbet af det 19. århundrede foretog størstedelen af den jødiske befolkning i Tyskland, hvis den ikke allerede hav­de gjort det tidligere, et hastigt sprogskift til tysk, således at vest­jiddisch ved begyndelsen af det 20. århundrede kun forefandtes i et antal residualområder, fx i Schweiz, Elsass-Lothringen og Amsterdam, eller som leksikalske fossiler i omgivelsernes tysk. Med vest­jiddischs exit kom øst­jiddisch til at fremstå som den eneste leve­dygtige repræsentant for jiddisch.

3. Sproghistorisk og typologisk karakteristik af østjiddisch mellem ca. 1800 og 1939

I løbet af det 19. århundrede bygges østjiddisch langsomt, men sikkert op som et moderne kultursprog, der kan italesætte de fleste forhold og situationer, jødiske såvel som ikke-jødiske, både i det traditionelle jødiske og i det gryende moderne samfund. Der udvikles en litteratur, der spænder over alle genrer fra poesi over prosa af forskellig art til drama, og som optager og indbygger jødiske såvel som ikke-jødiske elementer og impulser. Den imponerende bredde, som moderne jiddisch litteratur efterhånden får, hænger også sammen med, at jiddisch i kølvandet af den ovennævnte jødiske masseemigration fra Rusland i tiden mellem ca. 1880 og 1924 forplantes dels til jødiske intellektuelle centre i Vesteuropa såsom Berlin, Zürich, Paris og London, dels til de store byer på USA’s østkyst, deriblandt som den vigtigste New York. Om ikke alle så mange steder florerer jiddischsproget presse, og der skrives og trykkes bøger på jiddisch. Desuden opbygges der i årene frem til 2. verdenskrig en vidt forgrenet jiddisch filmkunst, ikke kun i Polen, men også i USA. Selv jiddische westerns bliver produceret.

Den sprogform, som udkrystalliseres med østjiddisch i dette tidsrum, minder strukturelt meget om en tysk dialekt. Jiddisch er, når alt kommer til alt, historisk en varietet af tysk, der først efter århundreders ­udvikling nåede et stade, der er mere end blot en dialekt. Som bekendt er grænsen mellem dialekt og sprog flydende og meget ofte afhængig af ekstralingvistiske faktorer såsom de politiske forhold, der omgærder det pågældende idiom. Langt fra altid er gensidig forståelighed et brugbart kriterium til adskillelse af dialekter og sprog. Således har man i reglen ingen prob­lemer med at betegne fx slovakisk som et selvstændigt sprog i forhold til tjekkisk, polsk, sorbisk og ukrainsk, selvom der i alle de nævnte tosidede relationer hersker en høj grad af gensidig forståelighed. Omvendt tøver man med at betegne de nordfrisiske dialekter i Slesvig-Holsten som mere end en dialekt i forhold til vestfrisisk i Nederlandene, selvom disse to idiomer ikke er gensidigt forståelige. Med hensyn til dette kriterium overført på moderne standardtysk og moderne østjiddisch, sidstnævnte enten i den standardiserede version eller i én af de tre hoveddialekter (litauisk, polsk og ukrainsk jiddisch, også kaldet nordøst-, central- og sydøstjiddisch), er der ikke balance i den gensidige forståelse. Den jiddisch­talende vil som udgangspunkt altid forstå mere tysk, end den tysktalende vil forstå jiddisch, dog med det forbehold, at graden af tyskerens forståelse afhænger af, hvilken leksikalsk præference den jiddisch­talen­de har. Vælger vedkom­mende at bruge ord, der har etymologiske modsvarigheder i tysk, vil der være en høj grad af forståelighed. Dersom den talende i sit ordvalg imidlertid giver ord af hebraisk-aramæisk eller slavisk oprindelse fortrin, vil forståelsen på den tyske side som oftest være lig nul. Et eksempel: Betydningen af In der tsayt fun krig hobn mir shver gearbet burde være umiddelbart indlysende for en tysker, der på sit sprog ville udtrykke dette indhold som følger: Während des Krieges haben wir schwer gearbeitet. Men hvis den jiddischtalende derimod siger: Beshas der milkhome hobn mir a sakh gehorevet, der betyder omtrent det samme, men hvori de semitiske og slaviske ele­men­ter (beshas, milkhome, sakh resp. horeven) er i overtal, vil tyskeren uden særlige for­kundskaber måtte melde pas.

I det nævnte tidsrum frembyder østjiddisch en sproglig profil, der er klart selvstændig, men som samtidig ikke fornægter sin oprindelse i den højtyske dialektgeografi. Følgende sammenligning tager udgangspunkt i moderne standardtysk på den ene side og moderne standardjiddisch på den anden side. Inden for nominalgruppen råder østjiddisch ligesom tysk endnu over tre genera og fire kasus om end i en mere reduceret udgave end dette. Kasusbrugen er forenklet i forhold til tysk: Ganske vist skelnes der stadig tydeligt mellem akkusativ- og dativobjekter, og akkusativ bruges desuden adverbielt fx ved angivelse af udstrækning i tid, men genitiv bruges kun til at ud­trykke ejendomsforhold, ikke ved objekter, adverbielle angivelser eller styrelse for præpo­sition. Dativ er den enerådende kasus efter præposition. I verbalsyste­met opretholdes bøjning i numerus og person, men morfologisk præteritum og konjunktiv er bortset fra dialektale rest­former forsvundet og erstattet af henholdsvis traditionelt højtysk perfektum og perifrastisk konjunktiv, sidstnævnte især med det særlige hjælpeverbum volt. I modsætning til tysk benytter østjid­disch sig af et fintmasket system af aktionsarter, dannet under inspiration fra de slaviske nabosprogs aspektsystemer. Imperfektiv aktionsart er umarkeret, men perfektiv aktionsart kan fx dannes ved tilføjelses af ét af de tre præfiksoider far-, on- og op-, fx i onshraybn ‘skrive færdig’ modsat shraybn ‘skrive’, og (fortidig) iterativ aktionsart konstrueres ved inddragelse af hjælpe­verbet fleg (sml. tysk pflegen), fx i er fleg(t) shraybn ‘han skrev (vanemæssigt)’. De østjiddi­sche dialekter va­rierer indbyrdes ved forskellig grad af udnyttelse af dette system af aktionsarter. Inden for syn­taksen bemærker man især, at der hersker samme ordstilling i hoved- og bi­sæt­ninger. Den fra tysk i alle dettes faser velkendte slutstilling af det finitte verbum i bisætninger er afskaffet til fordel for V2-ordstilling i begge typer sætninger. Ordstillingen som helhed, altså ikke kun finittets position, er organiseret i let overskuelige delfelter, der er kendetegnet ved at rumme ét verbum samt eventuelle ikke-verbale subsyntagmer. Tysk, som vi kender det fra de seneste år­hundreder, har deri­mod den såkaldte sætningsbue, ty. Satzklammer, som grundlæg­gende topologisk princip. Det inde­bærer en – i hvert fald tilstræbt – ramme omkring størstedelen af (hoved)sætningen bestående af finittet til venstre og eventuelle infinitter yderst til højre, hvor verberne omkranser en større eller mindre mængde af især objekter, prædikativer og adver­bialled.

Ordforrådet er den del af det østjiddische sprogsystem, der klarest viser sprogets åbenhed over for lån og impulser udefra. Omtrent 70% af leksemerne er af tysk oprindelse, med rod i de faser af tysk sprog­historie, som både moderne tysk og moderne østjiddisch er rundet af, nemlig middelhøjtysk (mht.) og ældre nyhøjtysk, hvis indbyrdes grænse forløber midt i det 14. år­hund­rede. Det betyder, at østjiddisch i et vist omfang ejer ord, der ikke længere er gangbar mønt i moderne tysk, fx slægtskabsbetegnelser som shver, shviger, eydem og shnur, ‘svigerfar’, ‘-mor’, ‘-søn’ og ‘-datter’, jf. mht. swëher, swiger, eidem og snur med samme betydning samt leksemerne goyder ‘dobbelthage’, zeyger‘ur’, baytn ‘ændre’ og (ni(sh)t) torn ‘(ikke) måtte’), jf. mht. goder ‘strube’, seigære ‘ur’, biuten ‘bytte’ og turren ‘(ikke) måtte’. Ca. 20% af den øst­jiddische leksem­bestand er af hebraisk eller aramæisk oprindelse. Det drejer sig først og frem­mest om ord, der er knyttet til specifikt jødiske riter, skikke, traditioner og forestillinger, men også ord, der ikke har denne nuance og som er del af basisordforrådet, hører hjemme her. Som eksempler kan nævnes på den ene side levaye ‘begravelse’, rosheshone ‘det jødiske nytår’, ge­henem ‘helvede’ og maln ‘omskære’, på den anden side ponem ‘ansigt’, loshn ‘sprog’, mies ‘grim’, hargenen ‘myrde’, makhmes ‘på grund af’ og afile ‘endog’. Hyppigheden af ord af hebraisk-aramæisk oprindelse afhænger i høj grad af, hvem der taler, hvem der tales til, og hvad der tales om. Som eksemplerne i redegørelsen ovenfor om den gensidige forståelse mellem tysk og jiddisch viser, kan et sætningsindhold i høj grad ‘tones’ i den ene eller den anden retning. Yderligere ca. 10% af ord­forrådet er siden middelalderen indlånt fra slaviske nabosprog, først og fremmest polsk, men også ukrainsk, hviderussisk og – som det senest tilkomne – russisk. Hertil hører først og fremmest ord, der betegner dagligdagsforeteelser, som ikke er specifikt jødiske, fx bik ‘tyr’, demb ‘eg’, nudne ‘kedelig’ og mutshen ‘pine’. En håndfuld leksemer er indlånt fra oldtjekkisk under de tyske jøders vandring mod øst, fx zeyde ‘bedstefar’. Der foreligger endvidere en lille gruppe ord, der stammer fra tiden i Frankrig inden udvandringen til det vestlige Tyskland omkring 1000, fx nitl ‘jul’, bentshn ‘velsigne’ og leyenen ‘læse’. Disse ord er for en dels ved­kommende såre al­mindelige.

Ser man på oprindelsen af de bundne morfemer, dvs. bøjningsendelser og afledningsele­menter, i østjiddisch, tegner tysk sig atter for størstedelen. Hebraiske og aramæiske substantiver tilføjer dog oftest endelserne -im og -(e)s i pluralis (< hebr. –îm og –ôt). Fleksivet –im forbindes i et mindre antal tilfælde med substantiver af tysk oprindelse, fx poyerim af poyer ‘bonde’ (jf. ty. Bauer) og naronim af nar ‘nar’ (jf. tysk Narr). Blandt afledningselementerne, især suffikserne, forefindes en anselig række af slavisk oprindelse, som kan kombineres med stammer af både slavisk og ikke-slavisk oprindelse, således suffikset -nik til dannelse af nomina agentis, fx i nudnik ‘kedelig per­son, tørvetriller’ og lamed-vovnik ‘én af 36 retfærdige mænd (i Talmud)’.

Sammenfattende kan man sige, at østjiddisch råder over fire genetiske komponenter: en tysk, en semitisk, en slavisk og en romansk. I nyere især engelsksproget forskning kaldes den førstnævnte undertiden ‘germansk’. I betragtning af, at de tre andre komponentbenævnelser også betegner grupper af sprog frem for enkelte sprog, er dette naturligvis ikke ukorrekt, men det slører unæg­teligt den kendsgerning, at både østjiddisch og vestjiddisch entydigt er varieteter af tysk. At be­nægte dette ville være at sætte kikkerten for det blinde øje.

Med til beskrivelsen af østjiddisch ordforråd hører en nævnelse af, at der i tiden fra ca. 1800 til ca. 1920 skete et massivt indlån af nyt verdsligt ordstof fra moderne tysk skriftsprog. Denne overførsel kunne komme i stand, fordi datidens tysk i flere henseender udgjorde et forbillede for de aschkenasiske jøder i Østeuropa, og fordi de to sprog grundet deres fælles oprindelse opviste en lang række strukturelle fællestræk. Der er aldrig foretaget en nøjagtig optælling af de ord fra tysk, der vandt indpas i østjiddisch i denne periode, men deres antal var utvivlsomt anseligt. De fleste germanismer (østjidd. daytshmerizmen) blev fjernet fra det standard­jiddisch, som det jødiske sprog- og kulturinstitut YIVO (Yidisher visnshaftlekher institut) i Wilna/Vilnius (fra 1941 i New York) skabte i tiden før og efter 2.  verdenskrig. Enkelte undgik dog af endnu ikke klarlagte årsager denne skæbne, fx geshikhte, kinder-gortn og shprakh(sml. ty. Geschichte, Kindergarten og Spra­che).

Det er kendetegnende for de frie og bundne morfemer, som den semitiske, slaviske og romanske komponent rummer, at de har gjort størstedelen af de lydforandringer med, som sproget som helhed, og det vil i første række sige den tyske komponent, har gennemført gennem tiden. Det forklarer, hvor­­for det kræver mere end blot almindelige semitiske, slaviske og romanske forkund­skaber for at kun­ne identificere dem.

4. Tiden efter 2. verdenskrig

Tysklands aggression mod sine nabolande under 2. verdenskrig var om ikke først og frem­mest så dog i høj grad en bestræbelse på at komme Europas jøder til livs. Følgerne er velkendte: fem millioner grusomt myrdede jøder, hvoraf en betragtelig del var jiddischtalende. 2. verdenskrigs ødelæggel­ser skabte desuden kaos i de overlevende jiddischtalende jøders sprogsamfund. Gan­ske vist havde især i Sovjetunionen en anselig del af den jødiske befolkning kunnet bringe sig i sikkerhed, og den store gruppe af jiddischtalende i USA var ikke direkte berørt af krigens øde­læggelser, men sammen­hængs­kraften i det, der frem til 1939 var ét jiddisch sprogsamfund fordelt på flere kontinenter, var én gang for alle brudt. I Østeuropa var uddannel­sesinstitutioner og biblioteker ødelagt, og hurtigt blev spæde tiltag til i det mindste at redde stumperne overlejret af kommunis­mens og Den Kolde Krigs politiske realiteter. De fleste steder, selv i USA, var viljen til at videre­føre jiddisch som modersmål blandt ikke-assimilerede aschkenasiske jøder tørret ud, og man samlede sig i stedet dels om overtagelse af de omgivende ikke-jødiske flertalsbefolkningers sprog, fx engelsk i USA, polsk i Polen, rumænsk i Rumænien og russisk i Sovjetunionen, dels om at opbygge et nyt hjemland i Palæstina, der var blevet udråbt som selvstændig stat under navnet Israel i 1948, og dets sprog, ivrit. Langsomt, men sikkert blev jiddisch, hvis det havde overlevet i familien eller nærmiljøet, re­duceret til et bedsteforældresprog eller noget, forældre talte indbyr­des, når bør­nene skulle holdes ude fra samtalen. En jiddisch presse og litteratur fortsatte ganske vist på vågeblus, men kursen var sat mod nedlukning og ophør. Status ved begyndelsen af det 21. år­hund­rede var blandt verdslige jøder, at jiddisch bortset fra nogle få familier, som holdt sproget i hævd som indbyrdes kommunikationsmiddel, kun taltes af dem, der på den ene eller den anden måde havde overlevet holocaust – en kreds, der af naturlige grunde blev mindre og mindre. Selvom udforsk­ningen af jiddisch på akademisk niveau tog til og blev udbredt også uden for jødiske kredse, og selvom der fra ca. 1970 blev oprettet adskillige jiddischkurser af akademisk tilsnit rundt omkring i verden, fortrinsvis for unge jøder, der ikke selv var vokset op med sproget, kunne alle disse aktiviteter ikke vende en udvikling, der var præget af stadig færre modersmåls­talende og stadig mere omfattende domænetab for sproget.

Jiddischs skæbne ville have været beseglet, hvis ikke det havde været for det ultraortodokse jø­diske samfund, der har holdt sproget i hævd som internt kommunikationsmiddel og effektiv barriere mod assimilation til de omgivende ikke-jødiske eller ikke-ortodokse jødiske samfund. Det er i denne forbindelse den såkaldte satmarbevægelse, der på­kal­der sig størst opmærksom­hed. Den blev skabt allerede i 1920’erne i byen Satu Mare (ungarsk Szatmárnémeti) i Rumænien af den navnkundige og karismatiske rabbiner Joel Teitelbaum (1887–1979), der overlevede holocaust og sammen med sit følge slog sig ned i New York-bydelen Wil­liams­burg i 1947 og derfra genstartede bevægelsen. Med tiden er den blevet verdens mest talstærke hasidiske gruppering med centre ikke kun i USA og Canada, men også i Israel, Storbritannien og Belgien (Antwer­pen). Satmarjøderne har altid haft jiddisch som første og vigtigste sprog, og med et overgennemsnitligt stort fødsels­overskud er den stærkt med­vir­ken­de til at sikre sprogets overlevelse ikke kun i øje­blikket, men også et godt stykke ud i fremtiden.

Mindre hasidiske grupperinger som Belz, Bobov og Ger har på en række punkter rettet ind efter den sprog­lige norm, som satmar­be­væ­gelsen, måske uden at vide det, har sat.

5. Sproghistorisk og typologisk karakteristik af satmarjiddisch i det 21. århundrede

Satmarjiddisch har sin oprindelse i det nordvestlige hjørne af det nuværende Rumænien, der før Trianon-fredslutningen i 1920 var en del af kongedømmet Ungarn. Satmarjiddisch hører dialekt­geografisk hjemme under den østjiddische dialekt centraljiddisch (se ovenfor) i dennes trans­karpatiske variant. Den kaldes i folkemunde undertiden også ungarsk jiddisch. Sidelø­ben­de med satmarbevægelsens vækst i årtierne efter 2. verdenskrig har satmarjiddisch under­gået en rivende udvikling, hvis nok mest iøre- og iøjnefalden­de særkende er tabet af de gram­matiske kategorier genus og kasus inden for nominalgruppen. Således er de oprindeligt fælles­cen­traljiddische tre genera ved substantiverne blevet reduceret til ét, og de attribu­tive ords oprindelige markeringer af tre kasus er blevet reduceret til én endelse, -e­, der angiver attribution. Det har ikke skortet på forsøg på at forklare denne drastiske forenkling som et resultat af kreolisering i den sproglige mangfoldighed, som opstod i efterkrigs­tidens amerikanske diaspora, eller af intens kontakt med koterrito­rialt engelsk, der som bekendt også kun kender én form af den bestemte artikel og attributive adjektiver. Sådanne forklaringer overser dog, at tilløb til de nævnte morfologiske for­enklinger må have eksisteret allerede i den form af satmarjiddisch, som bevægelsens fædre og mødre bragte med sig til USA i 1947. Det viser nyere indgående analyser af det satmar­jiddisch, som indtil for ganske nylig blev talt af verdslige ­jøder, der blev tilbage i det nordvestlige Rumænien og ikke gjorde de forandringer med, som kendetegner den ultra­orto­dokse satmar­bevægelses sprog. Deres jiddisch giver et troværdigt billede af, hvordan satmarjiddisch må have lydt i Rumænien før 2. verdenskrigs udbrud.

Moderne ultraortodokst satmarjiddisch er ud over forenklingsprocesser i dele af bøjnings­syste­met kendetegnet ved et storstilet indlån af anglicismer fra det omgivende engelsk i New York City og desuden ved ikke at have været udsat for de puristiske indgreb, som gennem­førtes med stor iver og effek­tivitet i verdsligt standard­jiddisch i mellem- og efter­krigstiden. Man­ge af de ger­manis­mer, som det lyk­ke­des ihærdige sprogrøgtere at bortluge fra standardjiddisch i 1930’erne og 1940’erne, eksisterer videre i satmarjiddisch, fx (hentet fra et tilfældigt nummer af den store satmar­jiddische ugeavis ‘Der id’) gezikht, mosname, oyserordntlikh, varshaynlikh, fardekhtign, viderholn, zofort og zo­gar (jf. ty. Gesicht, Maßnahme, außerordentlich, wahrscheinlich, verdäch­tigen, wiederholen, sofort og sogar). Selvom de fortrinsvis er karakteristiske for skrift­sprog­lig diktion, har det ultraortodokse samfund ingen forbehold over for dem, ikke mindst fordi man af mangel på tyskkundskaber ikke mere er i stand til at identi­fi­cere dem som værende afvigende fra det øvrige ordforråd.

6. Et kig ud i fremtiden

Én af de kendteste jiddischforskere i efterkrigstiden, Mordkhe Schaechter (1927–2007), ytrede sig under et foredrag i New York i sommeren 2001 på følgende måde om fremtiden for det sprog, som han havde viet sit forskerliv til: ”Yidish vet zikh baytn!” (’Jiddisch vil ændre sig!’). Dermed mente han: Jiddisch vil ikke uddø, men det vil undergå markante forandringer. Det vil han for­ment­lig få ret i. Sprogets overlevelse turde som ovenfor anført være sikret på sigt, fordi det bæres af et sprogsamfund, der er loyalt over for det og til stadighed producerer nye sprogbrugere. At det vil blive i en udgave, der ikke kun markant adskiller sig fra klassisk østeuropæisk jiddisch, men også vil udvikle sig videre end det satmarjiddisch, som i disse år fører sig mere og mere selvsikkert frem som det eneste levedygtige jiddisch, kan der næppe herske tvivl om, når man betragter den stadig mere livlige interaktion mellem den ultraortodokse verden og dens ikke-jødiske om­gi­velser.

Steffen Krogh er lektor i germanistisk sprogvidenskab ved Aarhus Universitet. Hans særlige eks­per­tise ligger inden for sammenlignende germansk sprogvidenskab, østeuropæisk jiddisch og sprogkontaktforskning.

Denne nationalsang skal være Europas internationalsang ”Amagerhollandsk” undersøges: et uudforsket mindretalsprog Nationalitet og sprog på varietéscenen Boganmeldelse: ‘Dansk Sproghistorie’, bind 5: ‘Dansk i samspil’ Hvordan Jiddisch overlevede under israelsk (genoplivet hebraisk) Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 3