Dette indlæg handler om en bog om kærlighed i en landsby ved IJssel, en flod i Nederlandene. Bogen er ikke ny, den udkom i 2009, men den en sikkert ny for læserne i Danmark. Forfatteren, Marije Verbeeck, gav mig den, da vi mødtes for to år siden, og jeg fik endelig læst den i sidste måned – og med stor fornøjelse. Jeg mødte hende sammen med en gammel ven, Otto Koedijk, som dengang studerede almen lingvistik sammen med mig, hvor han skrev på en afhandling om Nederlandenes sprogpolitik. Han var en bemærkelsesværdig person på det tidspunkt, og han spadserede gennem forelæsningssalen i Amsterdam i sine træsko, da han som bondesøn fra Vestfriesland var vant til træsko. Efter studierne slog han sig ned i Østlandet, hvorved han endte i landsbyen Brummen. På den måde er det sproglige relevant, og jeg vil nu diskutere bogens sproglige aspekter.
Det er en bog om kærlighed, og bogen er velskrevet på klart og attraktivt nederlandsk. Forfatteren interviewede en række mennesker i sin hjemby Brummen, især par, om kærlighed, hvilket førte til 24 artikler. Unge mennesker, gamle mennesker. Raske mennesker, syge mennesker. Almindelige mennesker, specielle mennesker – og mange almindelige mennesker viser sig også at være specielle. Hun interviewer en frivillig medarbejder på et plejehjem, som er fuldstændig opslugt af at hjælpe en svært handicappet patient på bostedet. Hun interviewer også to mænd, der bor og arbejder sammen og driver en restaurant. Et par, der ejer en grønthandlerbutik. Et par, der driver en campingplads, som mere eller mindre tilfældigt er vokset til en naturistcampingplads. Et par, der har været sammen i lang tid, men de taler ikke så meget sammen, de har det dog godt sammen. En lokal kvinde, som er gift med en italiener, der alt for ofte inviterer folk på middag. En sinti-musiker, der forelskede sig i en lokal cellist. En gruppe unge mennesker, BZ-ere, der forsøger at holde sig ude af samfundet, og de gør kun, hvad de har lyst til. Et par, som er helt opslugt af deres smukke have. Et par, der sælger fisk på markedet. Og mange flere. Hver enkelt giver et indblik i mennesker, der er lige så almindelige, som de er specielle.
Selvfølgelig spiller sprog en rolle i alle relationer i bogen, men jeg vil fremhæve to, hvor sproget spiller en afgørende rolle.
I næsten alle tilfælde bliver begge partnere interviewet, men der er nogle få, hvor kun én person taler. Naqib er flygtning (oprindeligt fra Afghanistan men med ophold i blandt andet Rusland og Tadsjikistan). Udover nederlandsk, som han gerne ville lære hurtigt som asylansøger, taler han dari fra Afghanistan, farsi fra Iran (og Afghanistan), russisk, tadsjikisk og engelsk. Han gennemførte den svære tur gennem menneskesmugleri, og han endte til sidst i Nederlandene. Hans kone ville være kommet ad en anden vej, men ingen ved, hvor hun endte, eller om hun er blevet dræbt. Hun kunne ikke spores, og hun var aldrig i stand til at give et livstegn. Han tilbragte to år på et asylansøgercenter, og han hadede det. Det var forbudt at studere og arbejde der. Støj, rygning og druk fra de andre gav gener. Personalet spurgte ham aldrig (og sandsynligvis heller ikke de andre beboere), hvordan han havde det. Han bor nu i et enfamilieshus i Brummen.
Piets historie er måske endnu mere dramatisk. Det er kun ham, der bliver interviewet, og ikke hans livs kærlighed, Agnes. Piet læste teologi og skrev fem bøger, men nu er han kunstmaler. Hans kone blev for flere år siden diagnosticeret med “semantisk afasi”, fortæller Piet. Det er en exceptionel form for afasi (dvs. en sprogforstyrrelse på grund af “kortslutning” i hjernen), der får folk til at glemme ord og betydninger. Få år efter kunne hun slet ikke længere forstå eller producere sprog. Han passede hende derhjemme i årevis, men på et tidspunkt blev det for meget, og hun blev overflyttet til et plejehjem i nogle dage. Hun genkender ikke længere sine sønner.
Kort sagt er det en bog, der åbner døre og fortæller de sjove, svære, bevægende og tragiske historier om mennesker, der kunne have været dine naboer.
Marije Verbeeck. 2009. Kærlighed med hænder og fødder.
Egen udgivelse.
Bogen kan købes her, men vi skal advare: Bogen er på nederlandsk
Peter Bakker ville være forfatter af skønlitteratur da han var teenager, men han blev lingvist ved Aarhus Universitet og kunstner.
Jan Eijkelboom, byens digter i Dordrecht, Nederlandene, blev inspireret af et halvt dusin sprog 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang 
Sproglidenskab: Slående opdagelser om sprog 
Anmeldelse: Rejsebog om en afdød lingvist og ballademager 
Er Amager noget særligt? 
Nederlandsk. Grammatik og ordforråd. En lærebog.