Lingoslam 2020 – og vinderne er…

I fredags mødtes sproginteresserede fra alle sprogfag og hele verden – enten online via Zoom eller fysisk (med håndsprit og afstand, selvfølgelig) i Nobelsalen på Aarhus Universitet (AU) – til Lingoslam 2020!

For fjerde gang skulle en gruppe veloplagte slammere, fem lingvister i dette års udgave, dyste på fængende fremstilling af sproglige emner efter eget valg. Og for fjerde gang mundede arrangementet ud i en sand præmieregn, hvilket var til stor fornøjelse for vinderne såvel som publikum. Tilmed blev Lingoslam i år afholdt i forbindelse med fejringen af AU Lingvistiks aktivitetsudvalg ViGørs 10-års jubilæum, så stemningen var i top.

De fem slammere – Sofia, Liv, Tine, Winifred og Ditte – dystede i kategorierne humor, poesi og akademi. Også på spil var selvfølgelig den samlede sejr og titlen som årets lingoslammer 2020. Lingoblogs udsendte rapporter var på pletten for at følge konkurrencen.

Lingoslams vært Benjamin “Zebraman” Riise præsenterer de fem slammere

Den første deltager, Sofia Navarro, slammede et musikalsk casestudie om ”vanskelighederne ved at oversætte”, som blev fremført med afsæt i tilgangen show it, don’t tell it. Sofia fremførte med backtrack og overskud en hæsblæsende sang/rap på spansk om ”orozco’erne” og deres vilde virkelighed sideløbende med sit bud på en oversættelse 1:1 til dansk af teksten. Originalteksten var speciel: der var kun én vokal <o>!

Sofia slammer om “Toto Orozco”

Liv Moeslund Ahlgren præsenterede dernæst en introduktion til ”konservationsanalyse”, en endnu ikke så kendt gren af lingvistikken. Livs data – rødbedder og majs – blev belyst ved brug af feltets omfattende begrebsapparat. Vi kan nævne fagtermer som modtagerdesign (glas eller dåse?), turtagning (holdbarhed), overgangsrelevante steder (at åbne disse) og andenreparatur (hjælp til at åbne disse, fx med en gaffel). Den videre forskning i konservationsanalyse kan følges på samtalekøkken.dk (Hvornår kommer t-shirten mon?)

Liv slammer om konservationsanalyse

Dernæst gik vi fra køkkenskab til kaffebord. Tine Lykkegaard Nielsen præsenterede (sammen med Tine Lykkegaard Nielsen på video) sin undersøgelse af et kulturelt nøgleord, som publikum skulle gætte. Med afsæt i Naturligt Semantisk Metasprog (NSM) udfoldede hun en semantisk eksplikation (It can be like this…), og det var så publikums opgave af gætte ordet. Det viste sig at være det svenske fika, og ordet blev faktisk gættet på baggrund af Tines grundige eksplikation – stærkt!

Tine slammer sin eksplikation af det svenske nøgleord “fika”

Winifred Xu præsenterede en lynudgave af sit oplæg ”Depression Detection on Twitter – Context-adapted NLP and ML Algorithms”. Kan man opdage depression med hjælp af computer-assisteret analyse af (virkelig, virkelig mange) tweets? Kan det med andre ord tænkes, at mennesker med depressive tanker slet og ret bruger specifikke ord og grammatik på en sådan måde, når de tweeter, at man kan måle det? Svaret, lærte vi, var ikke entydigt, men gav anledning til videre udforskning.

Winifred slammer om “Depression Detection on Twitter”

Sidste slammer, Ditte Zachariassen, fortalte om de to interjektioner lak og eow, som kan høres rundt omkring i Aarhus. Men hvad betyder de? For at kaste lys på sagen benyttede Ditte internetkilden til data, som aldrig ikke har en tråd liggende om et givent emne: heste-nettet.dk. Dittes analyse tyder på, at vi skal kigge i retning af betydninger i stil med noget så ærkeårhusiansk som det velkendte ord prølihørher. Eow!

Ditte slammer om “lak” og “eow”

Og vinderne blev…

Liv i kategorien humor!

Liv vinder en plante

Winifred i kategorien akademi!

Winifred vinder (bl.a.!) en spritny luftfugter

Sofia i kategorien poesi!

Sofia vinder et sprogspil samt en placeholder for en tøjpræmie (sponseret af Magpie Lane Vintage Clothing i Mejlgade)

Og vinderen af Lingoslam 2020 blev Ditte – stort tillykke!

Ditte vinder (bl.a.!) en ny tablet – og Peter Bakkers præmiekasse virker end ikke nær ved tom

Dermed gik vandrepokalen for anden gang til Ditte, som også vandt dysten i 2016. Vi ser allerede nu frem til Dittes titelforsvar til næste års udgave af Lingoslam. Tak for denne gang til arrangørerne, slammerne og publikum!

 

Læs en beretning om Lingoslam 2019 her.

Læs tre poetiske bidrag af Lov Moeslund Ahlgren fra Lingoslam 2018 her.

Se en video med Andrea Siem fra Lingoslam 2016 her.

En af hovedpræmierne i år var sponsoreret af Magpie Lane Vintage Clothing, Mejlgade 51, 8000 Aarhus C. Butikken er nomineret til Byens bedste. Man kan stemme indtil den 6. november 2020.

Kristoffer Friis Bøegh er Lingoblogs Lingoslam-korrespondent.

Skriv en kommentar