Lingoblogs essay-konkurrence, hvor gymnasie-elever kunne sende deres essays om sprog på dansk eller på andre sprog, om dansk eller andre sprog, har ført til mange gode essays. Dette essay har vundet i Kategori 1, kategorien “essay på dansk”. Lingoblog takker National Center for Fremmedsprog – Vest for deres støtte, og alle jury-medlemmer for deres indsats. Juryen og dommere var imponeret af niveauet, og det har ikke været nemt at kåre en vinder. Tillykke, Alberte Hartmann Misser! Hun har skrevet sit essay på “ordblindsk”, og vi bringer det her i hendes ordblindske og danske version, begge to indsendt af Alberte.  

Her er hvad juryen skrev om essayet:

Essayet omhandler et tankevækkende emne og stiller gode spørgsmål. Den “ordblindske” tekst er en meget kreativ og spændende måde at få læseren til at sætte sig ind i forfatterens situation. Essayet har også en god struktur som starter meget personligt, går over til at diskutere et bredere problem og som ender på en stærk konklusion.

Der er to versioner, en ordblindsk, og en dansk.

Jeg sæter mig tit ned på den hårde træstol og begyner at lyte. Jeg lyter til den mekaniske steme, som jeg har gjort så mange gange før. I dag vælger jeg Naja som den steme der skal slæbe mig igenem  flere ulæste kapitler i ”sykologiens veje” . Hun læser med sin mekaniske fordanskede steme, det der ser ud til at være pænsum for sykologi C. Hun læser og læser, men hendes mekaniske ord, ramer mig ike i sådan en grad, at jeg synes det er vær at høre efter. Måske er det hendes tome steme, som tonløst skøjter over or, jeg aldrig i mit liv vile kune hake mig igenem  selv. Elers er det måske det  hun læser, eftersom at min øre ike vile lyte Men alt i alt ener jeg med at kige ned i den båg, som skule gøre mig klogere, men ener med at kigge ned på or der danser på beste Gumi Tarzan-vis. Det sprog, det danske sprog, mit sprog . Det er et sprog Mit sprog, der ike asepteres, men vor jeg har brug for stemen Naja, som min oversæter. De or der har danset på uenelige sider, genem min barndom og ungdom, bliver ver dag sat i fængsel af Naja, der nu luse-kæmer mine or, så de kan serveres på den rigtige måde. Men vorfor må mine or ike danse?

Når man starter i skole, lærer vi bogstaverne. Vi lærer at sæte bogstaverne samen til lyde, til lyde der giver mening. Men nogle jerner får dise bogstaver til at danse , min jerne får bogstaverne til at danse. Så får man en staveplade og skal lære det danske sprog. Hvorfor må orene ike danse. De skaber sjove or, or der ikke findes, or der måske burde fines. H.C Andersen lod sine or danse med sin fantasi, og skabte nogle af de smukeste eventyr. Kune man forestile sig, at man dræber fantasien, hvis man læger staveplader hen over de dansende bogstaver? Måske opstår den kreative proses netop der vor barnet får frihed til at sæte bogstaver samen til or det selv ønsker. Måske er det netop i barnets udgangspunkt for at læse, at kimen for den kreative proses liger. Får når orene danser bliver vi tvunget til at være kreativ og pragmatisk. En situation vor du kun kan læse halvdelen af vaskemaskine manualen  , og bliver nødt til at tænke dig til rasten. Den kreative jerne bliver tvunget til at aktivere sig selv, det er der den fantastiske fantasi skabes. Så når du hører et barn sige et ord uden en acepteret betydning fra Dansk sprognævn og du derfor iriterede siger det er der ike noget der heder”, giver du måske ike fantasien  plas, der så smukt går hån i hån med den knækede staveplade.

For når bogstaver danser, danser de smukt, ale de smuke trin de laver hen til det sted de skal være. For måske er de dansende bogstaver ike kun noget, som gør os der ser dem, dumere. Måske danser de bare hen der hvor de burde være.  Fordi dem der lavede de rigtige or, de or der var gode nok til at kome med i den store røde orbåg.  vad vis bogstaverne gik forkert? Var det ved et uhel at “H” kom hen på hvor, eller at c kom hen på citron i stedet for s? Eller er de or skabt i en kort stuns fantasi, vor selv de såkalt kloges jerner også fik snoet sig og viste dansende or ? For når fantasien leger med det alfabet vi har fået, skal man så ike take fantasien for det? For når man var lile og sagde et “flyveskørt” om det skørt du havde på, som vis du drejede runt fløj i luften, vile vi blive sat på stolen og få forklaret at “det er ike et rigtigt or, det hed tylskørt”. Men vis det blev brugt i en reflekterende artikel på gymnasiet, vile læreren give dig point for kreativiteten og beskrivene biledsprog. Så når mine or danser, danser de for meningen i or, meningen i sproget, de danser derhen vor de bør være

Så når H.C Andersen får sine or til at danse, skaber han fantastiske eventyr. Da Thomas Edison ike kune læse halvdelen af manualen til petroleumslampen, så måte han bruge sin fantasi og viden, så han skabte lyspæren. Ligeså vel som når Leif Panduro lod sin blyant skrive med de dansende or  romaner og dramatik. For når man kiger på de or der danser, som bare danser runt, kan det blive forvirende. Nogle bliver træt af at de danser, som Thomas Edison der ike gider læse mere manual og opfiner lyspæren. Nogle vælger at aceptere det og bruge den gavn,  som dansende or giver og skaber fantastisk literatur.

Så når mine or danser nede i min båg, som skule gøre mig klogere, så er man måske bare heldig at inholet ike gør dig klogere, men de dansende or gør. Når Naja igen i morgen komer til at luse-kæme mine or og servere dem til ug+, skal jeg kige ned på mine dansene or, og se det som en ting der ikke altid er dårlig. Fordi når orene danser, danser fantasien, danser kreativiteten, danser iderne og vem vile ike gerne opfine den nye lyspære eler være den nye H.C Andersen? Så lad nu bare mine or danse.

Mine ord danser tit for mig

Jeg sætter mig tit ned på den hårde træstol og begynder at lytte. Jeg lytter til den mekaniske stemme, som jeg har gjort så mange gange før. I dag vælger jeg Naja som den stemme der skal slæbe mig igennem flere ulæste kapitler i ”psykologiens veje”. Hun læser med sin mekaniske fordanskede stemme, det der ser ud til at være pensum for psykologi C. Hun læser og læser, men hendes mekaniske ord, rammer mig ikke i sådan en grad, at jeg synes det er værd at høre efter. Måske er det hendes tomme stemme, som tonløst skøjter over ord, jeg aldrig i mit liv ville kunne hakke mig igennem selv. Ellers er det måske det hun læser, eftersom at min øre ikke ville lytte Men alt i alt ender jeg med at kigge ned i den bog, som skulle gøre mig klogere, men ender med at kigge ned på ord der danser på bedst Gummi Tarzan-vis. Det sprog, det danske sprog, mit sprog. Det er et sprog Mit sprog, der ikke accepteres, men hvor jeg har brug for stemmen Naja, som min oversætter. De ord der har danset på uendelige sider, gennem min barndom og ungdom, bliver hver dag sat i fængsel af Naja, der nu luse-kæmmer mine ord, så de kan serveres på den rigtige måde. Men hvorfor må mine ord ikke danse ?

Når man starter i skole, lærer vi bogstaverne. Vi lærer at sætte bogstaverne sammen til lyde, til lyde der giver mening. Men nogle hjerner får disse bogstaver til at danse, min hjerne får bogstaverne til at danse. Så får man en staveplade og skal lære det danske sprog. Hvorfor må ordene ikke danse. De skaber sjove ord, ord der ikke findes, ord der måske burde findes. H.C Andersen lod sine ord danse med sin fantasi, og skabte nogle af de smukkeste eventyr. Kunne man forestille sig, at man dræber fantasien, hvis man lægger staveplader hen over de dansende bogstaver? Måske opstår den kreative proces netop der hvor barnet får frihed til at sætte bogstaver sammen til ord det selv ønsker. Måske er det netop i barnets udgangspunkt for at læse, at kimen for den kreative proces ligger. Får når ordene danser bliver vi tvunget til at være kreativ og pragmatisk. En situation hvor du kun kan læse halvdelen af vaskemaskine manualen, og bliver nødt til at tænke dig til resten. Den kreative hjerne bliver tvunget til at aktivere sig selv, det er der den fantastiske fantasi skabes. Så når du hører et barn sige et ord uden en accepteret betydning fra Dansk sprognævn og du derfor irriterede siger det er der ikke noget der hedder”, giver du måske ikke fantasien plads, der så smukt går hånd i hånd med den knækkede staveplade.

For når bogstaver danser, danser de smukt, alle de smukke trin de laver hen til det sted de skal være. For måske er de dansende bogstaver ikke kun noget, som gør os der ser dem, dummere. Måske danser de bare hen der hvor de burde være. Fordi dem der lavede de rigtige ord, de ord der var gode nok til at komme med i den store røde ordbog hvad hvis bogstaverne gik forkert? Var det ved et uheld at “H” kom hen på hvor, eller at c kom hen på citron i stedet for s? Eller er de ord skabt i en kort stunds fantasi, hvor selv de såkaldt kloges hjerner også fik snoet sig og viste dansende ord? For når fantasien leger med det alfabet vi har fået, skal man så ikke takke fantasien for det? For når man var lille og sagde et “flyveskørt” om det skørt du havde på, som hvis du drejede rundt fløj i luften, ville vi blive sat på stolen og få forklaret at “det er ikke et rigtigt ord, det hed tylskørt”. Men hvis det blev brugt i en reflekterende artikel på gymnasiet, ville læreren give dig point for kreativiteten og beskrivende billedsprog. Så når mine ord danser, danser de for meningen i ord, meningen i sproget, de danser derhen hvor de bør være.

Så når H.C Andersen får sine ord til at danse, skaber han fantastiske eventyr. Da Thomas Edison ikke kunne læse halvdelen af manualen til petroleumslampen, så måtte han bruge sin fantasi og viden, så han skabte lyspæren. Ligeså vel som når Leif Panduro lod sin blyant skrive med de dansende ord romaner og dramatik. For når man kigger på de ord der danser, som bare danser rundt, kan det blive forvirrende. Nogle bliver træt af at de danser, som Thomas Edison der ikke gider læse mere manual og opfinder lyspæren. Nogle vælger at acceptere det og bruge den gavn, som dansende ord giver og skaber fantastisk litteratur.

Så når mine ord danser nede i min bog, som skulle gøre mig klogere, så er man måske bare heldig at indholdet ikke gør dig klogere, men de dansende ord gør. Når Naja igen i morgen kommer til at luse-kæmme mine ord og servere dem til ug+, skal jeg kigge ned på mine dansende ord, og se det som en ting der ikke altid er dårlig. Fordi når ordene danser, danser fantasien, danser kreativiteten, danser ideerne og hvem ville ikke gerne opfinde den nye lyspære eller være den nye H.C Andersen? Så lad nu bare mine ord danse.

Corona mig her, corona mig der – et sprogligt tilbageblik på 2020 Siger han han dobbelt så tit som hun? Kvinder, mænd og sprog Et liv som ordblind i folkeskolen Praktiske tips og tricks til ordblinde elever på 17 minutter uden besvær Dømmer du mig, når jeg staver forkert? Vi slipper sproget løs til SPROGENSE – 16. og 17. september i Bogense