En af min families historier handler om hvordan jeg som lille pige kom springende ind til min mor om morgenen på hendes fødselsdag og blev skuffet over at hun slet ikke så anderledes ud! Jeg havde alderen til at forstå at der fandtes noget sådant som fødselsdage. Mine omgivelser havde betydet mig at fødselsdage var vigtige, og derfor gik jeg naturligvis ud fra at så skelsættende begivenheder måtte sætte synlige spor, men ak, det var ikke tilfældet. Min mor lignede fuldstændig sig selv.
I 2021 kunne man spore en tilsvarende skuffelse hos en del journalister der især i årets første måneder gerne ville skrive historien om hvordan sproget havde forandret sig som følge af den store pandemi verden blev ramt af i 2020. Den pandemi som trak ind i 2021 og dominerede vores hverdag i form af omfattende nedlukninger, hjemmearbejde for dem der kunne, og mundbind og håndsprit alle vegne. En del af disse journalister henvendte sig til os i Dansk Sprognævn for at få stof til denne historie, hvis budskab altså var fastlagt på forhånd. Undrende – nogle nærmest vantro – måtte de acceptere at den sproglige verden i 2021 ikke var væsentlig anderledes end den sproglige verden i 2020 og 2019. Vi brugte stadig substantiver og verber, bøjede dem og kombinerede dem på sædvanlig vis, vokaler og konsonanter lignede sig selv, og stødene blev placeret efter gammelkendte regler.
Selv ordforrådet – som ellers er noget af det der hurtigst påvirkes af nye tendenser – var ikke væsentlig anderledes end året før. Der var ganske vist kommet nogle nye ord til, først og fremmest sammensætninger med corona-, men ellers var det mest mærkbare rent sprogligt at en række ord der tidligere havde været forbeholdt særlige faggrupper, nu var blevet almeneje, fx værnemidler, hudsult og flokimmunitet. Det kan man læse om her: https://www.lingoblog.dk/corona-mig-her-corona-mig-der/.
Spørgetelefonen
Så måtte de finde noget andet at skrive om, journalisterne, og det affødte naturligvis spørgsmålom alskens sproglige foreteelser. Kan det passe at lugte for nogle sprogbrugere ikke er neutralt, men kun kan handle om ildelugt? Hvad er forskellen på sms’er og kancellisprog? Hvordan er det med bjørnetjeneste (suk!) og andre pendulord? Hvordan er fremtidsudsigterne for kønsneutrale pronomener og stillingsbetegnelser? Hvad er definitionen på en hårdkogt kriminel? Og var efterårets arbejdsnedlæggelser blandt sygeplejerskerne egentlig ulovlige eller bare overenskomststridige?
Spørgsmål som disse er fuldstændig almindelige ved spørgetelefonen (https://dsn.dk/kontakt-os/). Og det er ikke kun journalister der ringer til os – det gør rigtig mange der gerne vil spørge om sprog. Vi bliver spurgt om retskrivning, om ordbetydninger, om grammatik og om en del andet. Nogle spørgsmål har et ret kort svar; det gælder fx spørgsmålet om man skal skrive coronapas med stort eller lille (med lille, jf. https://dsn.dk/nyt-fra-sprognaevnet/september-2021/spoerg-os/). Ved andre spørgsmål er svarene længere og indholdsmæssigt mere komplekse, og tit afspejler kompleksiteten at noget faktisk har forandret sig eller er i færd med at gøre det. Grundlæggende strukturelle forandringer er typisk meget længe undervejs.
Fra spørgetelefonen til forskning og tilbage igen
Vi er en rådgivningsinstitution, men vi er også en forskningsinstitution, og ikke sjældent resulterer henvendelser til spørgetelefonen i at vi laver egen forskning om det vi bliver spurgt om. Jo bedre vi forstår et fænomen, jo bedre kan vi rådgive om det. For tiden er jeg selv involveret i et forskningsprojekt hvor vi undersøger en række syntaktiske ændringer i dansk de seneste århundreder (https://dsn.dk/sprogets-udvikling/grammatik-i-1800-tallet/). Et lille indblik i det kan tjene til at vise hvor ufattelig langsomt syntaktiske ændringer finder sted.
Hvad sker der lige for de –t’er?
Projektet handler om en meget langsom omlægning af kongruensforhold i dansk som finder sted over flere hundrede år. Populært kunne det karakteriseres af det forskningsspørgsmål jeg har betitlet dette afsnit med. Rigtig mange vil gerne vide om et ord skal have –t eller en anden endelse. Et autentisk (og typisk) spørgsmål er: Hedder det de er smittede eller de er smittet? Svaret er at det kan hedde begge dele, og at der er en lille betydningsforskel i de to måder at udtrykke sig på. Hvis man siger de er smittede med –de, lægger man vægt på egenskaben ved de omtalte personer, jf. de smittede personer. Hvis man siger de er smittet med –t, lægger man vægt på processen der leder op til at nogen er blevet smittet. Med –de-formen laver man en prædikativ konstruktion, med –t-formen en perfektiv. I den prædikative konstruktion kongruensbøjer man participiet i pluralis (smitte-de), i den perfektive bruger man en ubøjet form der ender på –t, kaldet supinum.
Mange grublende Dage ere gaaede forud
Omlægningen ser ud til for alvor at få vind i sejlene i 1800-tallet, og derfor fordyber vi os i forskningsprojektet i sprogsituationen i det århundrede for at få en bedre forståelse af hvad der har ledt til den moderne situation. Vi har blandt andet etableret et korpus med tekster fra tiden. I dette finder man eksempler som det der citeres i overskriften til dette afsnit (fra Schack: Phantasterne 1857). I moderne dansk ville gåede med traditionel kongruensbøjning i pluralis slet ikke kunne bruges i denne sammenhæng, men det var ikke så ualmindeligt dengang. Nye former med –t var dog i fremmarch, hvilket – som altid når noget nyt er på vej – generede nogle kraftigt; i skolen forsøgte man at fastholde at man skrev Fuglene ere fløjne, ikke fløjet. Ikke desto mindre blev –t-formerne med tiden mere og mere almindelige uden dog helt at udkonkurrere kongruensbøjning i prædikativ brug. Det fører altså til at både de er smittede vs. de er smittet er fuldt gangbare i dag.
Pandekagesætninger
Former med –t viser sig også i andre sammenhænge som kun få smittede er godt, hvor det ville lyde direkte mærkeligt med formen gode i stedet for godt. I sådanne syntaktiske sammenhænge kan traditionel kongruensbøjning altså være ophævet til fordel for brug af en –t-form. I international litteratur kaldes denne slags konstruktion undertiden for pandekagesætninger. Det skyldes at et af de faste eksempler er pandekager er godt. Standardanalysen er her at godt ikke kongruerer med et subjekt i pluralis, men med en underliggende prædikation: [det at spise pandekager] er godt; [det at der kun er få smittede] er godt. Det veksler lidt i faglige kredse om man mener at godt er en intetkønsform, eller om man anser godt for en slags defaultform som faktisk ikke har med genus at gøre overhovedet.
Travl på jobbet eller travlt?
Et af de spørgsmål vi fik i år, var det jeg har angivet som overskrift til dette afsnit. Også her konkurrerer en –t-form med en anden form, nemlig en uden –t. Også her er der to muligheder, hver med sin analyse. Enten er travl en prædikativ form til et ikke ekspliciteret subjekt i fælleskøn singularis (er du travl på jobbet?), eller også er travlt en form der bruges som default når der ikke er et grammatisk kønnet ord det kan rette sig efter (er der travlt på jobbet?), jf. en af de mulige analyser af godt ovenfor.
Ensom på værelset eller ensomt?
I samme boldgade finder man spørgsmålet om om det hedder under den første nedlukning sad hun ensom på sit værelse eller ensomt? Her kan man overveje om –t-formen tolkes som et mådesadverbial. Gjorde hun det ensomt (mådesadverbial), eller var hun ensom (frit prædikativ)? Går man et par skridt tilbage til 1800-tallet, er der langt flere –t-løse former i konstruktioner hvor vi i moderne standarddansk anno 2021 ville forvente –t’er og bakke disse –t’er op med analyser af de relevante led som mådesadverbialer. Se fx denne håndfuld eksempler excerperet fra vores 1800-talskorpus: han .. sled ihærdig for Føden; jeg kastede mig maalløs for hendes Fødder; Otto .. legede lystig med Drengene; [det] forstod hun mesterlig at formilde; min Onkel reiste sig hæftig. Med min moderne sprogfornemmelse ville jeg uden at tøve bruge –t-former i alle disse tilfælde: ihærdigt, målløst, lystigt, mesterligt, hæftigt.
Et overdrevent forbrug
Forskningsprojektet indeholder altså en række delprojekter. For tiden ser vi især på de –t’er og –n’er der dukker op i attributiv stilling: en overdreven frygt (gammel kongruensform) vs. en overdrevet frygt (ny –t-form), og – som om denne vekslen ikke er nok til at give grå hår i hovedet – et overdrevet forbrug (gammel kongruensform eller ny –t-form?) vs. et overdrevent forbrug (med både –n og –t!).
Gammelt og nyt ved siden af hinanden
Til daglig studser man ikke over sætninger som kun få smittede er godt, altså sådanne tilfælde hvor det kun er muligt at bruge –t-form. Det er i de tilfælde hvor man faktisk kan vælge mellem to forskellige former (med dertil hørende forskellige analyser), at tvivlen opstår. Når noget sådant sker, er det ikke usædvanligt at nogle bedst kan lide den gamle måde, og vores observationer peger på at man er særlig glad for traditionel kongruensbøjning hvis man har kendskab til sådant andetsteds fra. For eksempel er folk som er kyndige i romanske sprog, tilsyneladende mere glade for det gamle end det nye. Det samme gør sig muligvis gældende for folk med nordatlantisk baggrund. Ved forskellige lejligheder har jeg været referent ved nordiske møder hvor referatet gik rundt til kommentering før det blev endeligt rettet og arkiveret. Ved de tilfælde var det typisk de færøske og de islandske mødedeltagere der studsede over formuleringer som hyppige møder er vigtigt for samarbejdet. Skulle det ikke være vigtige? Nej, vigtigt var den ordform jeg mente her, jf. [det at holde hyppige møder] er vigtigt for samarbejdet.
Så hvad sker der så for de –t’er?
I moderne dansk er der simpelthen flere –t-former end for et par hundrede år siden, men de kan ikke nødvendigvis samles under én hat. Vi kan ikke sige at de alle sammen for eksempel er supinummer; vi kan heller ikke sige at de alle sammen er adverbielle, eller at de alle sammen er intetkøn. En ting der dog ser ud til at være relevant ved alle de nævnte udviklinger, er at det meget gamle system med nominalkongruens i køn og tal langsomt, langsomt slipper taget i dansk til fordel for nye principper og systemer. Men det foregår som sagt virkelig langsomt, meget langsommere end en i øvrigt stærk virus kan afstedkomme, den være sig nok så ihærdig.
Eva Skafte Jensen er seniorforsker i Dansk Sprognævn. Hun forsker især i dansk grammatik og sproghistorie. Desuden rådgiver hun om dansk sprog og sprogbrug, blandt andet ved spørgetelefonen, og foredrager og skriver om dansk sprog. Før sin ansættelse i Sprognævnet var hun dansklærer på RUC.
Corona mig her, corona mig der – et sprogligt tilbageblik på 2020 
Sprogfestivalen SPROGENSE udskydes til 17. og 18. september 2021 
Ny sprogteknologi: Få din egen personlige lomme-Søren Brostrøm 
Corona-ordbog på Lingoblog 
Hvad laver Dansk Sprognævn? Interview med Thomas Hestbæk Andersen Kan babes og fuckbois bruges i sprogforskning? Om Dansk Sprognævns talesprogskorpus fra reality-tv-serien Ex on the beach