Var indoeuropæeren jysk?

Flere har forsøgt at finde det sted hvor de oprindelige talere af det indoeuropæiske ursprog befandt sig. I “Indoeuropæisk Vandring” foreslår Ole Steenstrup at Skandinavien var stedet hvorfra urindoeuropæisk spredte sig videre og efterfølgende blev opdelt i diverse sprogstammer – fx i form af “jysk”.

Det er i hvert fald umiddelbart sådan jeg har tolket bogen, for den gør ikke meget arbejde for at give læseren en klar udgave af dens forslag fra starten. Og det er med det forbehold at jeg udtaler mig. Jeg har taget et par kurser om indoeuropæisk for et godt stykke tid siden, men jeg tror desværre at bogens formidlingsproblemer handler om mere end det faglige. Det gør det svært at forholde sig til hvor kontroversielt eller ekstremt forslaget egentlig er. “Indoeuropæisk Vandring” er en forkortet udgave af “Den Globale Nordbo“, som jeg til tider har konsulteret for at udrede forståelsesproblemer, med blandet succes.

Men så vidt jeg forstår, er historien at ursproget blev talt i Skandinavien, men at der var tre dialekter: *jysk, *svensk og *dansk (nogen gange kaldet [ø]*dansk, fordi det hørte til omkring Sjælland, eller hvad bogen kalder Sjælland⁺ nogle gange) – som dog altså er “indenfor kridtcirklen”, hvilket er bogens udtryk for at de er samme sprog med samme fonologi, men evt. forskelle i ordforråd. De forskellige dialekter har så dannet udgangspunkt til forskellige grene af den indoeuropæisk sprogstamme, så *svensk er blevet til (de ursprog der blev til) albansk, armensk, de baltoslaviske sprog og indoiranske sprog (som bogen kalder ariske; jeg oversætter flere af bogens sprogtermer til noget jeg er bedre tilpas med), *jysk blev keltisk, tokharisk, hittitisk, illyrisk, de keltiske sprog samt latin og dets beslægtede. *dansk har så udviklet sig til venetisk og græsk. Det virker lidt sjovt at læse om *jysk som en indoeuropæisk dialekt med ordlister hvor det evt. ofte kun er få af de nævnte ord der har kognater i moderne dansk, men pointen er ikke at moderne dansk, svensk eller nogen form for jysk var ursproget – eller på nogen informerer rekonstruktionen af tidligere stadiere mere end det allerede gør – det er ikke (som udgangspunkt) et forslag på nye rekonstruktioner. I stedet er det en omfortolkning af ursprogets taleres oprindelige placering og tidlige rejser, der giver de tre ursprogsdialekter navne som tilfældigvis også er navne på sprog i nutiden. Denne luske navngivning af sprog virker dog nærmest designet til at få én til at tro, at dansk/jysk skulle være ursproget. Bogen formår at give mening til sætningen: “Da laksen ikke går op i de sjællandske å-systemer, er der logik i at græsk savner et ord for laks”.

Eller også har de gamle og nye sprog lidt at gøre med hinanden: I efterskriftet beskrives nyere tilfælde af palatalisering i moderne svensk og engelsk som bevis for at “Norden har fra tidernes morgen rummet det indoeuropæiske dialektfelt” ud fra at det er en tilbagevending til tidligere stadier eller “dybere lingvistiske forhold” (ud fra at *svensk er et satem-sprog). Jeg kan ikke helt regne ud om ideen er påvirkning fra Sveriges geografi, eller at nogen talere fra et oprindeligt *svensk-talende område skulle have et ubrydeligt iboende forhold til deres forfædre – ifølge indholdsfortegnelsen handler efterskriftet om “geografisk medfødt satem-dna”, men sådan formuleres det ikke i selve efterskriftet. Og det ville selvfølgelig være noget vrøvl.

De første par kapitler argumenterer for placeringen af ursproget i Skandinavien ved hjælp af stedsrelateret terminologi. Der vises kognat-lister over fx aks og skære og andet terminologi relateret til flora/fauna. Det er ikke altid klart hvad listernes logik er (de er ikke altid introduceret eller kommenteret), men formålet virker til at være at vise at der er mange af disse termer i ursproget, og at de beskriver den skandinaviske natur m.m. godt, og at ursproget dermed må placeres i Skandinavien. Der er fx en kritik af muligheden for at ursprogets udbredelse startede fra de russiske stepper, hvor der ikke er så skovrigt, ud fra eksistensen i flere indoeuropæiske sproggrene af det der tolkes som skovmyter. Jeg ved ikke hvor ordlisterne er hentet fra eller hvordan materialet er gennemgået og udvalgt, hvilket måske kunne være relevant i evaluering af “hvor solidt frøavlen med kornsorterne aks og avne står plantet i jægerens omverdens forståelse” – dette går desværre længere tilbage end det jeg plejer at vide om dansk landbrug. Begreber for våben og redskaber som vogne sammenkobles med arkæologiske fund af fx økser, og bogens slogan-agtige one liner “Det var indoeuropæeren der blev bonde, ikke jægeren der blev indoeuropæer” skal forstås i den kontekst. Men bogen benytter sig altså ikke af etableret videnskabelig metode indenfor historisk lingvistik ved fx at sammenligne ord fra dokumenterede sprog systematisk.

Moen borren kostervig GEUS geomorfologi
Møns geomorfologi i området omkring Borren, sydvest for Kosterland. Borrensbjerg svarer til den lilla issøbakke. Den turkise farve markerer tørlagt område, som altså ellers være vand rundt om Borren, som så ville være en ø. Fra GEUS.

Derudover ser bogen også på stednavne og bruger ordet lemma i den for mig meget overraskende betydning “Et stednavn, et mønster eller et forhold, der rummer skjult information om tid, kultur, etnos, geografi etc.” – og et eksempel på dette er Borren, en del af det vestlige Møn (ikke nær byen Borre på det østlige Møn). Borren rekonstrueres (via en tidligere form Burgund) som *bhrgⁱhnto ‘opdragende stor’ (beslægtet med bjerg). Ud fra at relaterede ord (bl.a. første led af Bornholm) bruges om øer, er pointen at “da det antagelig er som naturformen ø, at Borren har fået tildelt sit stednavn, kan vi her sigte mere en [sic] 5500 år tilbage med en iup: [dette er bogens forkortelse for “indoeuropæisk”, SSS] naturformular i hånden”. Jeg er ikke ekspert i historiske vandstandsforandringer eller stenalderhavet, men jeg kan læse mig frem til at Møns nuværende form bl.a. skyldes Kostervig-inddæmningen hvor området omkring Borren blev drænet og dermed fast med resten af Møn – og at Borren altså var en ø indtil da. Det skete i 1872-74 efter Kristi fødsel, og Borrens navngivning behøver altså ikke gå 5500 år tilbage. Tjek evt. dette kort fra 1810. Derudover tolker Danmarks Stednavne etymologien af Borren som relateret til burgh i betydningen “bakke, naturlig forhøjning”. Steenstrups bog nævner ikke disse etablerede tolkninger, heller ikke ved de andre stednavne med “nye” fortolkninger (der ikke er erklæret som sådan). Bogen fortæller også hvordan umbrerne kunne være ambronernes forfædre og dermed fra Amrum, en nordfrisisk ø i Slesvig-Holsten.

Det er først efter alt dette, i kapitel 4, at bogens forslag blev beskrevet så jeg fattede det, og at der kom noget der kunne tolkes som et sproghistorisk træ. Jeg var meget forvirret over bogens beskrivelse af germansk (som bogen kalder teutonsk) som “dobbelt-attraktor”, fordi det aldrig forklares hvad en “attraktor” er. Så vidt jeg kan forstå, er forslagets problem at germansk er én samlet sprogstamme der blev til moderne dansk, svensk og jysk, men at ursprogene *dansk, *svensk og *jysk lige netop var forskellige nok til at skabe hver deres mange forskellige sprogstammer. Germansk har altså været en attraktor af ordforråd fra både *jysk og *svensk (*dansk er konstrueret så dets egenskaber oftest deles med enten *jysk eller *svensk, så attraktoren ikke behøver være trippel), og bogen kommer vist frem til at der har været en slags udjævning af forskellene mellem de tre ursprogsdialekter (jf. vandringerne nedenfor).

Ursprogets tredeling i dialekter forklarer så kentum/satem-distinktionen – kentum-sprog er udvandringer af *jysktalende fra Jylland, mens satem-sprog er udvandringer af *svensktalende fra Sverige. Tokharisk bliver altså en jysk udvandring. Der foregår dog også forskellige interne skandinaviske rejser. Den såkaldte Kattegatfærd (det omtales på en måde der lyder som om man burde have hørt om det før, men jeg kan ikke finde begrebet brugt andre steder) var en rejse af en gruppe *svensk-talende til Jylland, der skal forklare visse ords fravær i græsk og måske andre grene, samt diverse lån. Dette har også noget at gøre med relationen mellem urangelsaksisk og urindoiransk, fordi det er denne udvandrede gruppe (eller nogen de har påvirket) der vandrede videre. Nogle af disse urindoiranere skulle i hvert fald på et tidspunkt være kommet syd for Jylland på vej mod øst og i denne proces møde en gruppe urgrækere, der altså er udvandret fra Sjælland, og derefter vistnok også en gruppe urvenetere, en sekundær sjællandsk udvandring. Et sted nede i det nuværende Polen har urgrækerne så mødt de fremtidige talere af armensk, hvilket forklarer nogle specifikke græsk-armenske sprogforhold. Dette er alt sammen foregået indenfor “den indoeuropæiske kridtcirkel”. Derefter foregår den såkaldte Øresundsmigration af *dansk-talende fra førnævnte urgræske gruppe til Falun-sletten et sted i Sverige. Pointen med dette er at ordforråd er kommet til *svensk uden at det har påvirket de talere der allerede er udvandret fra Sverige – angelsaksisk, indoiransk og baltoslavisk (vistnok alt andet andet end urnordisk på dette tidspunkt). Og på grund af denne indvandring er *svensk derefter blevet “tvangskentumiseret”, og de øvrige sproggrenes forandringer er foregået udenfor “kridtcirklen”. Det virker lige lovligt specifikt at én talergruppes vandring til denne specifikke Falun-slette skulle påvirke hele *svensk. Systemet virker nogenlunde konsistent ud fra bogens egen verden af præmisser og belæg, men jeg må tilstå at der er mange opdelinger og vandringer, bl.a. den oprindelige tredeling, som så virker til at blive helt eller delvis annulleret senere, hvilket giver en lidt flad fornemmelse. Hvad var så argumentet for dem? Der virker til at være meget fokus på ordforråd fremfor lydforandringer.

Bogen er 90 sider uden nævneværdig margen og går ikke op i akademiske traditioner som abstract og referenceliste – hvilket har mindet mig om hvor vigtigt den slags egentlig kan være. Den nævner og citerer til tider andre værker eller forfattere, men ikke altid eksempelvis årstal – og når det er, er det eksempelvis en sag som William Ripley: “The Races of Europe 1900”, og ikke umiddelbart de nyeste artikler indenfor indoeuropæistik. Bogen er ikke inde på laryngalerne, men eksempelvis er a-vokaler forårsaget af *h₂ blot angivet som a, dvs. bogen bruger *akʲ- hvor andre ville bruge *h₂eḱ-. Sproget i bogen virker gammeldags, og til tider virker det som om det er en del af argumentationen og ikke bare for stemningens skyld. Bogen bruger konsekvent kantede parenteser alle steder hvor man kunne forvente de almindelige buede, bortset fra i enkelte idiosynkratiske udtryk hvor en enkelt parentes er alene eller to er vendt forkert, fx “)(” eller “-)”. De er forklaret i tillægget og virker som noget der ville være en del af en formel, men forekommer i kontekster der vistnok skal læses som sætninger, men ikke tydeligt kan oversættes til noget særlig flydende. Bogen bruger ofte, men ikke altid, kolon til at markere sprogforkortelser, men ofte (stadig uden at være konsekvent) også på ordene *jysk, *dansk og *svensk, selv om de altså ikke er forkortede, også hvis de er bøjede, hvilket kan være svært at læse særlig flydende når man ellers er vant til at kolon efterfølges af en liste eller lignende. På side 87 skrives der at bogens sprogforkortelser kan findes på “side 5” som viser sig i virkeligheden at være indholdsfortegnelsen. Der forsøges vistnok at henvises til den femte side af tillægget – som dog i Indoeuropæisk Vandring er side 87 hvor der henvises fra. Den lange udgave, Den Globale Nordbo, har rent faktisk sprogforkortelserne på femte side af tillægget, men ingen sidetal på tillægget. I Indoeuropæisk Vandring er sprogforkortelserne på side 88, men der mangler desværre et par stykker – itl og fnsk, som jeg var i tvivl om var finsk eller fornsvensk. Og der forklares en del ting som jeg ikke er sikker på rent faktisk bliver brugt i bogen.

Bogen er en øvelse i kritisk læsning på mange niveauer og beskriver meget passende sig selv som ude på “fonologisk is”. Som sagt kan bogen være svær at følge, og det mest hjælpsomme er en afsluttende lille tekst der opsummerer det kommende kapitel. Det var semi-interessant at se dialektopdeling (og -udjævning) i fokus, og bogen giver på en eller anden måde en lektion i at tænke over hvilken form for logik sådan kontroversialitet skal spille ind i, og hvordan det så gøres. Er indoeuropæeren jysk? Nej, det tror jeg ikke, og bogen virker nærmere til at besvare et spørgsmål om hvilke krumspring der skal postuleres for at det overhovedet kan påstås. Jeg anbefaler ikke bogen medmindre man er klar på en udfordring (eller mange), og en opgave i debunking er præcis det denne bog tilbyder (og fortjener). Jeg blev i hvert fald mere udmattet end jeg lige havde regnet med, og jeg er nok også kun i udkanten af folk der har en chance for at kunne følge emnet i dybden.

Søren Sandager Sørensen er ph.d. i lingvistik, postdoc på projektet Hverdagsgrammatik, men har også haft tilvalg i indoeuropæisk på Københavns Universitet og blev derfor bedt om at lave denne anmeldelse.

 

Skriv en kommentar