Lingoblog har en primeur. Ole Steenstrup forklarer her kort sin innovative teori om hvor Indo-Europæiske sprog stammer fra. Ikke fra Anatolien, eller Sydvest Asien, eller Kurgan, eller de pontiske stepper, men fra Skandinavien. Se også Sørens Sandager Sørensen anmeldelse af Steenstrups bog på Lingoblog.
For at skabe et enkelt billede af den indoeuropæiske geografi, et billede der overhovedet gør det muligt at sammenfatte tanken om og evidensen af denne sprogæts oprindelse i Norden og det indenfor rammerne af en kronik, må vi se Norden inddelt i tre områder eller sprogankre, Jylland, Sjælland og Sverige. De tre ankres dialekter gælder herefter som *jysk: [ø]*dansk: = *dansk og *svensk.
Men inden da et poetisk kig på Nordens favør for den indoeuropæiske vugge.
Undertiden klædes gerningsmanden af, så vi kan identificere ham i mængden; her giver vi hende tøj på i den hensigt at tydeliggøre, hvor smukt de forhistoriske kontekster passer ginen.
Den skandinaviske stenalderbygd trives ikke blot med påklædningen, hun kan ikke skelnes fra den indoeuropæiske hjemstavn på det forhistoriske verdenskort. Det er nordens træer, fugle, dyr,fisk og kryb, der skaber etymologisk symfoni, når lingvisten vender blade i den indoeuropæiske natur-almanak. Horisonten for det indoeuropæiske atlas afslører løvskove, blæst, tåge, regn, is, kulde, sne, øer, bakker, fjorde, kyster, have; derimod ingen termer for bjerge, vandfald, grotter, stepper, laviner, orkaner, jordskælv eller ørkner.
Puljen af germanske sprog – her bedre forstået som fortidens teutonske dialekter – tegner sig for en dobbelt-attraktor i den indoeuropæiske sprogæt. Dobbelt-attraktoren viser os, at vi for talrige *svenske termer, dækkende sanskrit, oldpersisk, oldslavisk, litavisk etc., finder teutonske tilsvar i oldnordisk, gotisk og angelsk, men ingen *jyske tilsvar, inklusiv oldhøjtysk og oldsaksisk. Med modsat vinkling, talrige *jyske termer dækkende latin: gælisk, gallisk, umbrisk-oskisk, illyrisk, tokharisk, inklusiv oldhøjtysk og oldsaksisk, men uden *svenske modsvar. Det nordiske dialektfelt, funderet som en *svensk / *jysk: tvedeling; *proto: [teutonsk, sanskrit, oldpersisk, litauisk, oldslavisk, armensk, albansk, thracisk, etc.] / *proto: [teutonsk, latin, gælisk, gallisk, umbrisk, tokharisk, hittitisk, etc.], er på sæt og vis geografisk kløvet med skyldigt hensyn til grupperne af verber og ordklasser, der rummer fælles indoeuropæisk sprogstof. Eksistensen af den dobbelte attraktor har en så definitiv og omfattende karakter, at den indoeuropæisk sprogæts herkomst alene i det billede ikke bare synes men troligt må have fundet sin endelige løsning.
Med andre ord: Nordens forhistoriske sprogverden omfatter i talrige tilfælde såvel en *jysk henholdsvis en *svensk side af ættens ordforråd. Ingen andre indoeuropæiske særsprog rummer den egenskab og kan af samme grund heller ikke tildeles en position, hvor fx synonymer som *jysk )(*dansk alios “den anden” modstillet *svensk antero- “den anden” begge har samme vægt og bredde, som tilfældet er indenfor rammerne af teutonsk. Nu og da går skellet mellem *jysk: )( *dansk: / *svensk: i andre fald mellem *svensk )( *dansk: / *jysk: et forhold, der lægger et smukt seletøj om [ø]*dansk [=] *proto-græsk, med en både geografisk formidlende og her sproglig identifikation.
Herunder er der vist flere synonymer, men det omfattende billede med talrige eksempler tegnes af skudtermer, der kun optræder i et eller to af vores ankre *jysk: [ø]*dansk: = *dansk: og *svensk.
For mange er det nærmest utroværdigt, at vi har fasttømrede synonymer mellem *svensk: modstillet *jysk: )( *dansk: som fx for vogndelen hjulet, med synonymerne:
*svensk )( dansk kuekulos “hjul” modstillet det *jyske: synonym *jysk rotos “hjul”.
Begge termer i og kun i teutonsk, men i oldhøjtysk ruller kun *rotos “hjul”, kendt fra tysk rad “hjul”.
dansk hjul såvel som engelsk wheel < anglisk hweogl føres i samstem med lydlovene sammen med græsk kyklos og sanskrit cakra- “hjul” tilbage til *kuekulos [sanskrit: *ku> k, k/e > c, *l > r, *e a o > a]. Sanskrit c = tsch.
Det gælder også de følgende eksempler:
*svensk ghordh- “omringning”, “gård” modstillet *jysk )( *dansk ghortos “have”.
*svensk temp- “udspænde” er i *svensk: brugt om bue & pil, + litavisk, + oldslavisk og +oldnordisk.
I *jysk: kender vi verbet fra latin, men der brugt om tiden, se latin tempus “tid”, d.v.s. -tiden som det udspændte-.
Et *jysk: synonym har vi *arkuos “bue & pil”, dannet til *jysk arkuâ “fyrretræ” men uden et ekko i *svensk: Under kattegatfærden [3000 B.C.] hvor gruppen af *proto-ariske *proto-angliske dialekter tager sejladsen over Kattegat til Jylland, optager såvel arisk som angelsk forskellige fragmenter af *arkuâ “fyrretræ” fra *jysk til *arisk, som sanskrit. arka- “træart” og til angelsaksisk, som anglisk earh “pil”.
Måske optræder *arkuâ også i græsk: med buegudindens navn Artemis <*arkuemis idet [græsk *ku > t]
Som synonymer har vi såvel en jysk som en *svensk type for navnene på fisk og laks:
*svensk. )( dansk gjjhus “fisk” +græsk +litauisk +albans +svensk / *jysk apiskos “fisk”. +teu: +kel: +lat:
*svensk lakjsos “laks” / *jysk perkjos “laks”, begge termer i og kun i teutonsk.
De mere udbredte skudtermer viser sig som:
*svensk kjonkus “haj” i sanskrit śanku- “havuhyre”, i flugt med oldnordisk hâr “haj” pæl <*kjonkus.
*svensk êti- “edderfugl” i oldnordisk æ∂r <*êtis identisk med sanskrit âti- “en vandfugl” <*êtis.
*jysk perkuos “stilkeg” + latin + oskisk + gallisk + gælisk +illyrisk +teutonsk, men intet ekko fra *svensk )( *dansk
*svensk leudh-“vokse” + sanskrit + oldpersisk + litauisk + oldslavisk + teutonsk uden medløb i *jysk, græsk, latin, keltisk, tokharisk, illyrisk, hittitisk.
*jysk. )( *dansk med- “måle”. + latin + græsk + keltisk + teutonsk: uden medløb i sanskrit, baltisk, oldslavisk, armensk, etc.
*svensk gjhengh- gange gå. + sanskrit + litauisk + teutonsk, men ingen *jyske eller *danske medløb.
*svensk.)( *dansk. eidh- “svulme” +sanskrit + litauisk +oldslavisk +græsk, men ingen *jyske medløb, latin, keltisk, oldhøjtysk.
Som det ser ud har vi endvidere synonymer for træarterne: røn, løn og naur. Her om rønnetræet.
*svensk roudhinî i sanskrit rôhinî “træart” røn ? ◊ *roudh- “rød”, hertil oldnordisk rey[d]nir røn <*roudhinos.
Intet *jysk: +oldhøjtysk: eller *dansk tilsvar. Sanskrit, og urnordisk er tillige fælles om et mytologisk stof, der knytter sig til samme træart, røn. Intet ekko fra *jysk + oldhøjtysk og *dansk.
De indoeuropæiske synonymer og skudtermer binder sig forskelligt men puljevis entydigt til vores nordiske ankre, som udtryk for en urgammel etymologisk horisont, der i jæger-samlertiden fonologisk har været underkastet satem)(kentum profilen, men indenfor de til dels afsondrede geografier naturligt har overleveret visse kontrapunktiske splitbegreber af naturtilgange, anatomi, flora, fauna, boplads, ildsted, håndværk, fiskeri, farve, lyd, slægt etc.
Overalt støder vi på slående identiteter mellem *arisk, *angelsk, gotisk og oldnordisk: Dette slægtskab har et omfang, en dybde og en ægthed i de fælles former, der ikke forefindes i duetter eller tripler af andre særsprog, som fx græsk, baltisk, latin etc. Forstået ret er *proto.arisk: uden tanke på en senere udviklet lingvistisk struktur og funderet asiatisk hjemstavn, oprindelig en gammel *svensk: dialekt. På det punkt og i den tidslagte hjemstavn er der ingen væsentlig forskel på *proto-arisk: og *proto-angelsk.
Gå til www.underskoven.dk/nordbo for frit at hente e–bogen Den globale Nordbo [324 sider] ned på egen computer. Her finder du talrige suppleringer af synonymer og skudtermer i netværket *jysk: *dansk: og *svensk: under kapitlerne 29 og 30.
Bogen “Indoeuropæisk vandring” er en forkortet udgave og kan også bestilles fra forfatteren.
Ole Steenstrup har arbejdet på den teori, at Indo-Europæisk stammer fra Skandinavien i 30 år. Ole Steenstrups hjemmeside er under opbygning: https://www.ole-steenstrup.dk
For at noget skal være en teori i videnskabelig forstand skal det opbygges på en sådan måde at man fra en idé kan udlede hypoteser der kan undersøges og som så enten støtter eller modsiger teorien. Derfor er krav nummer ét til alternative teorier at de som udgangspunkt kan forklare de ting som de hidtige teorier mener at forklare (altså at de også støttes af det data som støtter de andre teorier), og at de kan forklare dem bedre (altså at de også støttes af nye data, eller at de støttes af data som modsiger en tidligere teori).
Det er ikke tydeligt at Steenstrups teori overhovedet forholder sig til de eksisterende teorier om indo-europæisk oprindelse (og de er mange for der er mange der gerne vil have at de første indoeuropæere boede der hvor de selv gør), eller til det data der støtter dem.
Så vidt jeg forstår argumentet, som ingenlunde kan siges at være klart præsenteret i det ovenstående – så er det baseret på et sæt observationer af udbredelsen af forskellige leksikalske rødder i de indoeuropæiske underfamilier. Disse rødder påstås at være komplimentært distribueret i to makroundergrupper af den indoeuropæiske familie (grupperingen passer meget godt med den velkendte, og nu forladte, kentum/satem opdeling, hvor Tokhariske også grupperer sig som kentum sprog med italo-keltisk, græsk og germansk, overfor satem-sprogene indo-iransk, balto-slavisk og armensk). Fordi germansk så har en ambivalent status i forhold til de to grupperinger (begge rødder findes ofte i germansk) postuleres det at alle de andre sprog er undergrupper af et oprindeligt sprog der taltes i norden og spredte sig mod øst og vest herfra. Den østlige gruppe kaldes så *svensk (selvom svesk hyppigt grupperer sig med den vestlige gruppe) og den vestlige kaldes *jysk (selvom jysk hyppigt grupperer sig med den østlige gruppe) – der præsenteres intet argument for denne navngivning af de to grupperinger, det virker bare til at bunde i et ønske om at have den indoeuropæiske hjemstavn i Danmark.
Grupperingerne hviler dog alene på leksikalsk evidens og lader til at ignorere al den fonologiske evidens som indoeuropæister har brugt et par hundrede år på at opbygge, og som er grundlaget for at vi overhovedet taler om en indo-europæisk familie. Teorien er på denne måde ikke et seriøst bud på en alternativ teori – for for at være det skulle den ikke blot opstille en ny idé, men også vise hvorfor den er bedre end de eksisterende idéer – og derfor bør den vise et overblik over de eksisterende teorier og de argumenter der støtter dem – OG derefter vise hvorfor bedre argumenter støtter teorien om germansk som den mest konservative gruppering hvorfra de andre er sprunget.
Derudover virker det ikke til at der hos forfatteren er et fuldt overblik over de data der rent faktisk bruges i argumentet. Et eksempel: det fremlægges at *jysk (altså vesteuropæisk IE) for ordet ‘hjul’ kun har former beslægtet med ‘rotos’ (normalt rekonstrueret som PIE *Hróth₂os, fra et ord der betyder rulle eller løbe (rende)). Men selvom det ikke findes i dansk/svensk/norsk, findes der faktisk kognater af den rod både i tysk ‘rad’, spansk ‘rueda’, latin ‘rota’, litauisk ‘rãtas’, albansk ‘rreth’, irsk ‘roth’, avestisk ‘ratha’ (‘stridsvogn’), hindi ‘rath’ (‘stridsvogn’), og også i oldnordisk rǫðull ‘himmel, sol’ og moderne islandsk röðull ‘sol’. Så ordets reflekser overholder altså ikke de postulerede grupperinger, men findes både i de såkaldt *svenske og såkaldt *jyske grupper. Det samme gælder i øvrigt det andet ord for ’hjul’ der normalt rekonstrueres som sådan noget som *kwékwlos: gammel tysk havde ordet Wiel (tydeligvis beslægtet med engelsk wheel og nerderlandsk wiel), tokharisk har kokale ’vogn’. Men *kwéklos er selv en reduplikation af roden *kwelo ”at dreje” og fra denne rod har latin colo (at pløje) og slavisk har kolo ’hjul’ – så her er der altså kun en forskel mellem de sprog der har den reduplikerede form og de som har den simple form. Og deres distribution passer ikke med Steenstrups postulerede grupperinger.
En indoeuropæist ville givetvis kunne finde flere problemer med Steenstrups data og fortolkningerne af dem.
Problemet er naturligvis at proto-sprog ofte har to ord for det samme, og at nogle af efterkommerne så vælger ét og mister det andet. Det laver gerne nogle pudsige signaler som kan være svære at fortolke, og det er en af grundene til at leksikostatistisk sammenligning er så svært at få til at virke (semantiske forandringer forstyrrer signalet) og en af grundene til at de fleste historiske lingvister foretrækker at bruge systematiske lydforandringer som evidens for slægtskab og undergrupperinger af sprogfamilier.