Bezzerwizzer – nu med meget mere sprog

Da nyheden om et nyt Bezzerwizzer-spil tikkede ind hos mig, blev jeg rigtig glad. Temaet for spillet er nemlig: Ord! For en sproginteresseret er det jo lige sagen, men min næste tanke var, om jeg nogensinde finder nogen at spille det med, for er et helt quizspil om ord for nørdet? Det spørgsmål vender jeg tilbage til.

Bezzerwizzer Ord er en videreudvikling af det originale Bezzerwizzer, hvor man quizzer i en række forskellige kategorier. Som man måske kan huske fra klassikeren, findes kategorien ”sprog” i det spil. Forestil dig så et spil Bezzerwizzer, hvor alle kategorierne er underkategorier af sprog. Man dyster i en masse trivia om slogans, citater og navne, hvilket ligner det, man kender, ret meget, men der er også nogle mere interaktive opgaver.

Anagrammer og ordkæder

Med i æsken følger et lille tegnebræt og en tusch til hvert hold/spiller. Disse bruges til opgaver, hvor man på tid skal løse forskellige sproglige opgaver. En opgave, jeg blev udsat for, var at nedfælde ordene ”fisene” og ”idol”, og ud fra de to ord skulle jeg danne navnet på en tv-vært. En ganske udfordrende opgave, som selvfølgelig ikke er rent sproglig, da man også lige skal have styr på sine tv-værter. Dette er meget sigende for spillet. Selvom man arbejder med ord og sprog, er det aldrig langt væk fra spillets oprindelige trivia-koncept.

Lidt mere sprogligt bliver det f.eks. i kategorien ”ordkæde”, hvor spilleren skal skrive to ord på sin plade, og finde et ord der kan stå mellem dem og danne to sammensatte ord. Denne opgave var efter min og mine medspilleres mening en af de nemmeste i spillet, så dette blev en eftertragtet kategori at få.

BezzerwizzerOrd Web Overview v4

”Det ser sgu godt ud”

Jeg kan ikke skrive om dette spil uden at nævne, hvor flot det er. Bezzerwizzer har alle dage være et ret stilet brætspil at se på, og her fortsætter de stilen. Farverne er piftet op, og som noget nyt placeres spillerbrikkerne ikke på brættet, men på kanten af æsken. Jeg aner ikke hvorfor, men fedt er det. Du får altså et spil, der kan se rigtig godt ud både på hylden, og når du vil brillere i din viden.

Sprogligt, men bredt

Så, kan man spille Bezzerwizzer Ord med sine ikke lige så sproginteresserede venner? Svaret må være et ja. På trods af en undertitel, der leder tankerne hen på et spil lavet til lingvister, er spillet ganske bredt. Det kan godt være, at viden om sprog er en fordel, men det er viden om tv-serier, reklamer, sangtekster og sport også. Der skulle derfor gerne være spørgsmål til enhver spillers ekspertise. Og så er de sproglige opgaver bare heller ikke vildt svære. Hvis du stadig ikke har gættet, hvem det ”fisen(d)e idol” er, kan jeg hjælpe dig lidt her. Generelt ligner spillet sine forgængere, således at reglerne om at ”bezzerwizze”, hvis man kan svare på andres spørgsmål, stadig er med, ligesom man kan ”swappe” en kategori-brik med en modspiller, hvis man ikke ved en hujende fis om sportslingo. Både mig og mine (ikke så sprogelskende) medspillere var godt underholdt, og så blev vi tilmed en del klogere. Hvem vidste f.eks., at fodboldspilleren John ”Faxe” Jensen fik sit tilnavn efter at være blevet overhældt med øl som teenager? Ikke mig.

Timon Holm er cand.mag i lingvistik ved Aarhus Universitet og arbejder som underviser i dansk.

Bezzerwizzer Ord kan købes her.

Skriv en kommentar