Er dansk et truet sprog?

Dansk Folkeparti udsendte i april 2021 et nyt kulturudspil med titlen “Forsvar dansk kultur. Et modsvar til identitetspolitikken”. Der er tale om i alt 20 sider med anbefalinger om lovgivning eller andre indsatser på otte områder for at styrke det, DF betegner som dansk kultur og som det, der giver national sammenhængskraft. At styrke de otte områder ses desuden som et alternativ til den moderne identitetspolitik, der ifølge DF “fragmenterer vores fællesskab og splitter os som folk”. Et af de otte områder er det danske sprog, som DF mener er truet og derfor bør sikres. I det følgende vil jeg alene kommentere DF’s forslag til sproglig oprustning og ikke den grundlæggende sammenknytning af sprog, kultur, natur og nation, som kulturudspillet også er udtryk for.

Det er ikke overraskende, at DF fremsætter forslag om lovgivning på sprogområdet. Det har partiet gjort i 2006 og 2012, og man har været villig til at støtte såvel ordbøger og terminologiarbejde som dansk sprogteknologi. Argumenterne har de sidste 15 år været, at dansk er truet af domænetab til især engelsk, og at dette er særligt alvorligt i uddannelsessystemet, i medier og i den offentlige forvaltning. Ifølge DF har Danmark i mange år ført en “passiv” sprogpolitik – altså ladet stå til og overladt udviklingen til markedskræfterne – og partiet opfordrer nu til en mere “aktiv” sprogpolitik.

Derfor kommer de nu med tre forslag. For det første genfremsætter de forslaget fra 2012 om en egentlig sproglov – fx i lighed med dem, der i lidt forskellig udformning gælder i de øvrige nordiske lande. Lovens formål skal være at sikre, at “det danske sprog bruges aktivt inden for videnskab, uddannelse, erhvervsliv og offentlig forvaltning”, og “at offentligt ansatte i topstillinger kommunikerer på korrekt dansk”. Udspillet er meget kort på dette område og indeholder fx ingen definitioner på, hvad korrekt professionelt dansk er, eller hvem der skal være dommer over dette, ligesom der mangler detaljer om sanktioner, ledelsesansvar, sprogpædagogisk understøttelse o.l. Til gengæld nævnes, at forslaget også vil komme til at omfatte så forskellige områder som en ændring i støtte til udenlandsk filmproduktion og et krav om danske navne på offentlige institutioner (som fx Copenhagen Business School).

For det andet foreslår DF en ændring af Dansk Sprognævns mandat, således at nævnet i højere grad får til opgave at føre en sprogpolitik, der kan udgøre “et aktivt værn om det danske sprog”. I stedet for at følge udviklingen af dansk skal nævnet blande sig i denne udvikling og normere, hvad der er korrekt dansk også i forhold til ordstoffet og grammatikken og ikke kun som i dag i forhold til ortografien. DF’s eksempler er politikeres brug af de engelske ord og udtryk game changer, doorstep, minded for og university college og optagelsen af disclaimer og cancel culture i diverse danske ordbøger. Her bliver det tydeligt, at det er engelsk, der truer dansk, og Dansk Sprognævn bidrager ifølge DF til denne trussel ved primært at se sin opgave som deskriptiv. Derfor foreslår DF en ændring af lov om Dansk Sprognævn.

For det tredje ønsker DF at ændre universitetsloven, således at der stilles krav til danske universiteter om at undervise på dansk. Her nævner DF som eksempel den sprogpolitik, som Københavns Universitet for nylig har udarbejdet, og som angiveligt vil øge andelen af undervisning på engelsk på universitetet. Dette finder DF “grotesk, idet undervisning og forskning på de højere læreanstalter som udgangspunkt bør foregå på dansk”.

Set fra mit skrivebord på et sprogligt kompetence- og forskningscenter på Københavns Universitet er det prisværdigt at sætte fokus på dansk, men den grundlæggende præmis i DF’s sprogforslag er efter min mening forkert. Selvom vi i disse år oplever, at der anvendes flere engelske ord end tidligere, er dansk ikke truet af domænetab. Den seneste undersøgelse fra Dansk Sprognævn om engelskpåvirkningen (bl.a. udgivet som Yes det er coolt fra 2019) viser en ganske svag stigning i brug af engelske ord, men stadig kvantitativt en meget beskeden brug. Mange af de engelske ord, der påkalder sig opmærksomhed, er døgnfluer, som forsvinder igen, og de ord, der bliver tilbage, er ord, vi har brug for på grund af den teknologiske eller mediemæssige udvikling. På samme måde som en stor andel af den danske sproglige kulturarv har tyske rødder, og der også kan spores både fransk og svensk påvirkning, er dansk også i nutiden i kontakt med andre sprog via sine sprogbrugere. Det er sprogbrugerne, der bestemmer udviklingen af sproget – alt andet ville være udemokratisk – og det er en vigtig opgave for Dansk Sprognævn at følge med i denne udvikling og ud fra sit overblik kunne rådgive både borgere og myndigheder om sproglige forhold. Derfor skal nævnet fortsætte sit gode arbejde og ikke ændre status til en foreskrivende myndighed.

Jeg kan tilføje, at der støttet af Nordisk Ministerråd i øjeblikket pågår et arbejde med at styrke de små sprog i Norden. I et grundlagsdokument har Kenneth Hyltenstam fra Stockholms Universitet opstillet et redskab til at diagnosticere, i hvor høj grad små sprog er midt i et sprogskifte (Verktyg för att diagnostisera små språk – Institutet för språk och folkminnen (isof.se)). Der opereres med sprogskifte/-bevarelsesfaktorer på samfunds-, gruppe- og individniveau, og på ingen af disse niveauer fremstår dansk som et truet sprog. Tværtimod taler en række faktorer for, at dansk er et meget stærkt sprog, herunder faktorer knyttet til demografi, uddannelse, medier og offentlig forvaltning. På det seneste er man tilmed blevet opmærksom på behovet for at understøtte dansk sprogteknologisk, således at både tale og skrift kan fungere bedre i fremtidens robotter og computerprogrammer. Hvis man alligevel ønsker at give det danske sprog yderligere kraft, kunne man med fordel satse på at investere endnu mere i biblioteker og børnefjernsyn og -litteratur og at genoptage støtten til oversættelse, tolkning og tekstning til dansk. Desuden vil det være væsentligt at styrke danskundervisningen og især dens sproglige dimensioner. Her er det vigtigt, at danskundervisning er relevant både for de modersmålstalende og andetsprogsbrugerne. Intet af dette er nævnt i DF’s udspil.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan og hvor meget samfundsinstitutioner som fx højere læreanstalter skal regulere sprogvalg og sprognormer. Her vil jeg vende mig mod DF’s eksempel, som er Københavns Universitets nye sprogpolitik. En af politikkens ti paragraffer kan ganske rigtigt læses således, at KU ønsker mere engelsksproget undervisning. Den opfordrer nemlig de seks fakulteter til “løbende at overveje at vælge engelsk helt eller delvis som undervisningssprog på universitetets kurser på de dansksprogede uddannelser” og udtrykker samtidig en målsætning om “at udbyde BA-uddannelser på engelsk, hvor det er relevant”. Samtidig indeholder sprogpolitikken imidlertid en anden paragraf om “opretholdelse af dansk som akademisk sprog” og en tredje paragraf om, at adjunkter, lektorer og professorer aktivt skal kunne “bidrage til undervisningen på dansk efter 3-6 år, herunder bedømme og vejlede studerende – med kompetencer svarende til den undervisning vedkommende skal varetage”. I stedet for at se sprogpolitikken som udtryk for en ensidig bevægelse mod mere engelsk er det derfor mere retvisende at sige, at KU i forhold til undervisning satser på at styrke både dansk og engelsk. Dette gør man, fordi hovedmålet er, at de studerende kan få adgang til den mest kvalificerede undervisning på de enkelte fagområder, herunder læse den relevante faglitteratur, samtidig med at de naturligvis skal kunne formidle deres viden på begge sprog. At finde en balance mellem akademisk dansk og akademisk engelsk er således kernen i universitetets grundprincip om parallelsproglighed. Dette princip indbefatter også andre sprog, hvor det er særligt relevant (fx tysk på teologi og fransk på jura), og naturligvis også på en række sproguddannelser. Forskning er ikke nævnt i sprogpolitikken, men også her gælder der en dobbelthed, idet forskningsaktiviteter i høj grad er internationalt forankrede og ofte engelsksprogede, men samtidig skal forskningens resultater kunne formidles både til studerende og offentligheden på dansk. Hertil kommer, at KU’s politik tilmed adresserer spørgsmålet om, hvad sprog betyder for arbejdspladskulturen og den interne kommunikation. Også her er der i princippet tale om et både-og og ikke om et generelt sprogskifte til engelsk.

Anne Holmen er professor på Københavns Universitet og leder af Center for Internationalisering og Parallelsproglighed. Hun arbejder med sprog og uddannelse.

Er dansk et uhøfligt sprog? En film på et truet verdenssprog, 2. december i Aarhus Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog Danske politikere forstår ikke noget om at lære dansk Hvad laver Dansk Sprognævn? Interview med Thomas Hestbæk Andersen 2019 – Internationalt år for indfødte sprog