Kan en roman ændre verden? Ja!

I dag er det Abenduaren 3 (eller den 3. december), og det er international dag for det baskiske sprog euskara, eller:

Læs mere om baskisk i tidligere indlæg om en ny bog om sproget, en baskisk krimi, en bog om et tosproget baskisk-nederlandsk barn og om nederlandske baskologer. I dag skriver vi om en roman om baskerlandet, der ændrede verden.

Jeg læste, mens jeg var lingvistikstuderende i Amsterdam, mere eller mindre tilfældigt baskisk som bifag i Leiden. Derfor kom jeg gerne i Baskerlandet. En region, hvor jeg stadig gerne kommer. Jeg var der i begyndelse af 1980’erne, da skudattentater og bilbomber var en del af hverdagen, og en betragtelig del af befolkningen støttede dem, der havde grebet til våben. Indtil 1970’erne var der i den sydlige del af Baskerlandet en vældig stor undertrykkelse: Det var forbudt at undervise på det baskiske sprog, flaget var forbudt, og folk blev smidt i fængsel bare for at tale sproget. Efter diktator Franco døde i 1975, og der kom en form for demokrati i Spanien, fortsatte volden – faktisk intensiveredes den. Før var det mest undertrykkere, som den frygtede Guardia Civil og den udpegede nye diktator, som var genstand for terroraktioner, men den baskiske vold begyndte også at tage de lokale som ofre, hvor man fik til opgave at dræbe Baskerlandets fjender: narkohandlere, entreprenører og eks-ETA-medlemmer, der foretrak et roligt liv frem for livet under jorden.

Baskisk landsby

Bogen jeg skriver om her, omhandler denne nyere periode i Baskerlandet fra 1980’erne til cirka 2011. ETA stod bag drabene på 829 mennesker mellem 1968 og 2010. I 2010 deklarerede ETA en permanent våbenhvile, i 2011 opløste organisationen sig selv, men de ville ikke aflevere deres våben. Den 7. april 2017 har ETA afleveret alle deres våben til myndighederne. Den 16. april 2018 har organisationen annonceret, at alle aktiviteter er stoppet. Og at de har sagt undskyld til alle deres ofre.

I 2016 udkom Fernando Aramburus bog Patria. Aramburu er født midt i Baskerlandet i byen Donostia (på spansk: San Sebastián). Bogen blev flittigt læst i Baskerlandet. Også af mange af de separatister, som udgør muligvis 15-20% af befolkningen. Ved flere valg blev partiet, der ikke tog afstand fra volden, det største i provincen Gipuzkoa – med flere stemmer end det spanske regeringsparti. Hvis da ikke separatistpartierne var blevet forbudt og dermed forhindret i at opstille til valget, som det skete i flere omgange.

Storbyen Donostia

I Aramburus bog følger man to familier. De bor lige ved siden af hinanden i en unavngiven ”landsby” eller ”town”. To ægtepar, som er gode venner. I begge familier taler man baskisk, men man bruger også spansk. Deres børn leger ofte sammen, og også da de bliver ældre, har de fortsat kontakt. Det hele ændrer sig, da et af børnene vælger at tage våben op, går under jorden og bliver medlem af ETA. En af de første opgaver, som han og hans celle får, er at dræbe otte navngivne mennesker i deres provins. På listen står hans nabo. Hans fars bedste ven. Manden, der købte is til ham som dreng, og gaver til ham og hans søskende. Naboen er entreprenør. Han ejer lastbiler, som transporterer varer, og han har en del chauffører ansat. Han er ikke længere i stand til at betale ”revolutionær skat” (rige baskere blev opfordret, presset eller truet til at betale et beløb for at bidrage til kampen for uafhængighed). I landsbyen laves der graffiti mod entreprenøren over det hele – selv indenfor i hans eget firma. Manden og familien bliver frosset ud, ingen i landsbyen ville tale med dem mere. Man følger begivenhederne gennem alle familiemedlemmer.

ETA-medlemmer viser sig. Nu eksisterer ETA ikke mere.

Der er 125 korte kapitler, og alt beskrives fra forskellige personers perspektiver. De ni personer, man følger gennem bogen, er ret forskellige. Først og fremmest de to stærke kvinder, hustruer og mødre – engang bedste veninder, men nu undgår de hinanden. De to kvinder, Bittori og Miren, og deres ægtefæller og børn er vel hovedpersoner. Derudover medvirker en let alkoholiseret og ensom læge. En kvinde med locked-in syndrom, som kun kan bevæge ét øje. En fange dømt til livstid. En studerende. En homoseksuel. En aktivist. En digter. To cykelentusiaster og kortspillere. En doven og tilbagetrukket mand, en anden med et aktivt socialt liv. Derudover er der biroller: et irriterende, forkælet barn, en slagter med et barn, en playboy, en ekskæreste. Bedårende børn. Ofre for attentater. Torturede fanger. Svigerbørn og partnere, som er spaniere. Nogle sympatiske, andre mindre sympatiske, men alle genkendelige som karakterer. Egentlig er de alle sammen ofre for volden, én person direkte, fordi han bliver dræbt, og de andre fordi de savner deres kære, eller fordi livet er vendt om for hans pårørende, men også gerningsmanden selv. Man følger dem i deres tanker og deres udvikling.

Grupos Antiterroristas de Liberación. Historien, som chokerede landet.

Bogen går hele tiden frem og tilbage i tiden. Dele foregår i begyndelse af 1980’erne, da volden var på det højeste. Ikke kun dræbte ETA i denne periode hundredvis af mennesker, men den spanske stat oprettede hemmeligt et slags anti-ETA-korps og fik dræbt 60 mennesker mistænkt for at være ETA-medlemmer. Adskillige spanske regeringsmedlemmer blev senere dømt for at have været med i organisationen af disse Grupos Antiterroristos de Liberación. Og de nyeste afsnit foregår, efter ETA har lagt våbnene ned.

Nu skriver jeg måske lidt for meget om vold. Bogen handler faktisk meget lidt om selve volden. Den handler mere om psykologiske processer hos dem, der – frivilligt eller ufrivilligt – var med i det hele, centralt eller perifert. Bogen viser meget skarpt, hvordan denne borgerkrig har haft voldsomme konsekvenser for mange mennesker: familiemedlemmer, der vokser fra hinanden, folk der er nødt til at flytte fra hjemlandet, knuste venskaber, social isolation og en vifte af følelser: først og fremmest sorg og håb, men også tilgivelse, had, lydighed, fortrydelse, stædighed, kærlighed, afstumpning, liderlighed, undgåelseslyst, længsel, som fører til gruppepres, afvisning, kedsomhed og spørgsmål om moralitet.

Forfatteren uddeler autografer ved salget af bogen

Bogen er skrevet på spansk, men med en del baskiske ord og udtryk undervejs. Mange af disse er forklaret sidst i bogen. Også mange familiemedlemmer angives på baskisk (ama ”mor”, aita ”far”, osaba ”onkel”). Der er kulturelle termer såsom bertsolari (en improviserende digter), txakoli (herlig baskisk hvidvin, skrevet i bogen på den spanske måde chacoli), txalaparta (et unikt baskisk musikinstrument), kalimotxo/calimocho (cola blandet med rødvin) og politiske termer og slogans som presoak kalera, amnistia osoa (fangerne fri – litt. på gaden – generel amnesti), txakurra ”politibetjent”, egentlig ”hund”.

Forfatteren bor i Tyskland, hvor han underviser i spansk. Han skriver på spansk, og jeg antager, at han også har lært sig det baskiske sprog. Bogen udkom på spansk i 2016.

Nu er der også en filmserie

Både den engelske og den danske oversættelse er meget gode. I både den danske og engelske udgave er der næsten 100 baskiske og nogle spanske ord forklaret. Den danske oversættelse prøver også nogle gange at forklare sager for læsere. Iben Hasselbalch har oversat et imponerende antal romaner fra spansk, inklusive flere af den baskiske forfatter Benardo Atxaga (som skriver på baskisk).

I den engelske udgave findes der en liste over personer, som jeg synes var meget nyttig: Så kan man slå op, hvem der er hvem, og det blev jeg nødt til, da jeg læste de fleste kapitler som godnatlæsning. Listen findes desværre ikke i den danske udgave.

Den engelske oversættelse

Kan en roman ændre verden? Da bogen udkom, blev den flittigt læst i Baskerlandet. Det siges, at bogen har bidraget til, at ETA nedlagde våben og især, at de har sagt undskyld for drabene. Noget tyder på, at svaret må være ja.

Bogen er oversat til mange sprog: finsk, fransk, italiensk, katalansk, nederlandsk, polsk, russisk, svensk, tysk – og måske flere. Underligt nok er der ingen baskisk oversættelse at finde.

Aramburu, Fernando. 2019. Patria. Roman. København: Gyldendal. 627 pp. (Oversat af Iben Hasselbalch)

Aramburu, Fernando. 2019. Homeland. Pantheon. 592 pp. (Oversat af Alfred Macadam).

 

Peter Bakker læste lingvistik i Amsterdam og baskisk og bretonsk i Leiden. Han er lektor i lingvistik på Aarhus Universitet, og han har besøgt Baskerlandet utallige gange. Han har skrevet om baskisk, som det taltes af canadiske indianere mellem 1540 og 1640, txalapartamusik, hvalnavne på baskisk, et baskisk pidgin på Island i 1600-tallet, baskisk sigøjnersprog errumantxela og om baskisk sproghistorie. Derudover er han medforfatter af en bog på nederlandsk om baskologer fra Nederlandene.

En kommentar til “Kan en roman ændre verden? Ja!”

  1. Jeg fik en del reaktioner af folk der nu har læst bogen, og de var allesammen vilde med den. Oversætteren har læst mange bøger på spansk, og hun synes at denne bog van én af de allerbedste.

    Svar

Skriv en kommentar