Ole Stig Andersen: nogle erindringer om en sprogblogger

Hvis ikke det var for Ole Stig Andersen, ville der ikke have været Lingoblog. Han oprettede bloggen sprogmuseet.dk i foråret 2009. Den var tiltænkt som første skridt på vej til et fysisk sprogmuseum med en bygning i Aarhus, hvor man ville finde et avanceret og omhyggeligt kurateret infotainment-indhold om verdens sprog. Bloggen var en stor succes, mens museet selv ikke blev til noget – eller endnu er os til gode. Mere end 100 mennesker bidrog til bloggen med indlæg om en utrolig interessant vifte af illustrerede artikler mellem 2009 og 2015.

En mulig lokation for Oles fysiske sprogmuseum: ovenfor Aarhus Universitet Randersvej/Nordre Ringgade. Design: Iris Bakker, irisbakker.dk

Men da Ole Stig blev alvorlig syg i 2016, så havde han ikke energi til bloggen længere, og nu er den helt forsvundet. Elle rettere sagt: en anden har købt domænet, og han har så skrevet nogle korte indlæg, men uden den gejst man var vant til fra Ole.

Forhåbentlig kommer der i den nærmere fremtid en antologi med artikler skrevet til bloggen.

Men nu er der Lingoblog.dk. Lingoblog er oprettet af folk der elskede sprogmuseets blog, og som savnede at kunne dykke ned i ugentlige sprogindlæg og/eller selv at kunne bidrage. Ole Stig arbejdede fuld tid med at administrere Sprogmuseet: redigere, finde illustrationer, korrespondere, ringe og rykke bidragsyder, og nogle gange også at skrive indlæg. Han fulgte danske medier nøjagtigt for at se, om der var noget om sprog, og han indhentede løbende aktuelle indlæg med stor iver fra et væld af forfattere. Lingoblog fortsætter i samme ånd.

Ole Stig Andersen er født i 1946 i Jylland. Som ung mand flyttede han til København. Der var han i løbet af sit liv bl.a. studerende, hippie, underviser, sælger af rusmidler, rejsende, rejseleder, indvandrerlærer og meget mere. Men det var først efter, han havde lavet alle disse ting, at jeg først hørte hans navn. Jeg var lingvist i Amsterdam, og i den tid var han radiojournalist for DR og sprogjournalist for Information.

Måske var det en af de første gange, jeg hørte om Ole Stig Andersen tilbage i halvfemserne. Min kollega og ven Hein van der Voort i Amsterdam blev ringet op af ham, fordi han ville lave et radioprogram om det nederlandske kreolsprog, der taltes indtil 1987 i Dansk Vestindien. Hein van der Voort talte flydende dansk, som han havde studeret på et nederlandsk universitet, og derefter havde han boet et år i Danmark. Det må have været i 1992, da de Vestindiske Øer blev solgt af Danmark til USA 75 år tidligere. (Ja, nu siger Danmark, at det er umuligt at sælge dele af rigsfælleskab, men det var det åbenbart ikke dengang, og regeringen spurgte heller ikke, om de lokale beboere ville sælges.) Hein van der Voort havde boet et år i København for at læse eskimologi, og Ole Stig havde der fået kendskab til ham. Han havde tilmed sørget for nogle lydoptagelser af kreolsproget. Det var måske den første gang, man kunne høre sproget på radiobølger. Vi hørte radioudsendelsen dengang, men jeg kunne ikke forstå noget, da jeg endnu ikke havde lært dansk.

Ole Stig Andersen havde, som sagt, mange forskellige beskæftigelser gennem sit liv. Han har arbejdet med mange forskellige ting, mest som free-lancer. I en del år arbejdede han som invandrerlærer i København, hvor han blev interesseret i elevernes sprog og i deres liv. Mit indtryk er, at han især havde sympati for folk fra Etiopien, Kurdistan, Tyrkiet, Vietnam og romaerne. Han fordybede sig også i alle deres sprog. For at kunne forstå dem bedre, og for at blive en bedre underviser, fordybede han sig så også i fonetik, både almen fonetik og det danske sprogs fonetik.

Efter min vurdering, var der ikke mange i Danmark, der havde en teoretisk forståelse af det danske fonologiske system, men han var en af de måske 10 personer i verden, som havde dybe indsigter i det danske lydsystem. Han var en af dem. Så vidt jeg ved, kunne han kommunikere på mange sprog på et vist niveau, herunder engelsk, fransk, tysk, tyrkisk og nederlandsk.

Han var meget stolt af, at han var en af de første fem eller ti i Danmark, der lavede en hjemmeside. På bloggen Babel (olestig.dk) postede han artikler, meninger, viden, links og mere, igen om sprog, skrifter/alfabeter, psykologi, hypnose, sufisme, religion og mindretal, babelstårnet, samt om julemanden. Han skrev også om den historien om den tasmanske prinsesse, høvdingens datteren Truganini, der døde i 1876 som den sidste  indfødte tasmanier, der som ung kaldt prinsesse. Det blev aktuelt, da en tasmansk kvinde giftede sig med Danmarks fremtidige konge, og blev prinsesse. Han skrev også om små sprog som nicobaresisk, kurdisk, skotsk, pirahã samt kaukasiske sprog.

Han har også været rejseleder, især i Tyrkiet. Der rejste han rundt med grupper, og han havde altid et svar på de rejsendes spørgsmål. Han havde opnået en bred viden om landet og dets sproglige og religiøse mindretal. Når turisterne spurgte ham om ligegyldige ting, fx hvor dybt en bestemt sø var, så var han ikke bange at bare opdigte et svar for at tilfredsstille de rejsende.

Han har også skrevet eller redigeret en del bøger. I 2001 udkom NYE TRADITIONER: Festschrift til Sprogcenter-IA under redaktion af Ole Stig Andersen, hvori der var 33 artikler af lige så mange skribenter om politik, erhverv, computer, undervisning, sprog, integration og medier. I 1989 publicerede han en pamflettisk bog Stem sort, sammen med Torben Nielsen. Allerede i 1987 havde han skrevet Noget fremmed. En bog om Integration, sammen med den nu afdøde René Mark Nielsen, og med forord af Mahmut Erdem og den berømte danske forfatter Ebbe Kløvedal Reich. I 1984 havde han publiceret en børnebog med eventyr, historier og fabler, bearbejdet på basis af historier den islamiske og mellemøstlige verden.

Han delte sit navn med PET-chefen Ole Stig Andersen, hvis navn var meget kendt dengang. Han fortalte mig en gang, at han ringede til PET og spurgte, om de kunne sende en eller anden hemmelig rapport til ham med posten, og det gjorde PET-sekretæren uden tøven.

Han har også oversat artikler og bøger, bl.a. af counter-psykologen Wilhelm Reich. Han har også oversat halvdelen af en bog om Rumi, en slags trickster fra Mellemøsten, som han havde hørt mange historier om, mens hans rejse rundt. Og så naturligvis artikler om sprog.

Han kontaktede mig, ansat lingvist på Aarhus Universitet, sammen med en del andre, i begyndelse af 00’erne. Han havde planer for et sprogmuseum i Danmark. Det skulle være en stor bygning, spektakulær, med højteknologisk udstyr, hvor unge og gamle kunne høre, se og dufte sprog. Et oplevelsescentrum. Bygningen skulle stå i Aarhus, helst i Gellerup, det blev vi to enige om. Vi har forhandlet med min institutledelse på Aarhus Universitet, universitetsledelsen på rektoratsniveau, Aarhus kommune og mange flere. De var positive, men de havde ingen penge til rådighed. Vi havde praktikanter, studenterassistenter, en fuldtids ansat i tre måneder. Vi fik også masser af omtale. Ja, det gik fantastisk, bortset fra én lille ting, og det var det økonomiske. Der kom vi ikke langt. Og her kan jeg egentlig ikke sige andet end, at det især var på grund af Oles frygt for bankerne, at vi ikke kom over denne hurdle.

OK, der var en meget flot, temmelig teknologisk avanceret udstilling om runer, som var kurateret af Benedikte Skaarup på Moesgaard Museum (endnu i den gamle bygning), som var et direkte resultat af vores museumsinitiativ. Udstillingen var meget velbesøgt og blev rost. Der var også en del mindre udstillinger, f.eks. om onomatopoetiske dyrenavne i forskellige sprog, men ellers har der ikke været meget andet spektakulært. Det inspirerede dog en del andre i verden, og blandt andet det canadiske sprogmuseum er oprettet som direkte inspiration af Aarhus-planerne for et sprogmuseum. I kan snart læse mere om det canadiske sprogmuseum her på Lingoblog.

Fastansatte samt ph.d.-studerende på Aarhus Universitet tog i 2017 initiativet til en ny blog om sprog og om lingvistik, som går strygende. I begyndelsen af 2018 gik Lingoblog.dk i luften.

Vi ville gerne have et indlæg som et af sidens første skrevet af Ole Stig, også for at markere overgangen fra hans blog til den nye blog, som han nåede at udtrykke sin begejstring for. Jeg var i kontakt med ham næsten hver måned, og han lovede sine bidrag. Han havde kræft, gennemgik kræftbehandling og havde hjerneskade på grund af slagtilfælde. Han kunne godt beskrive sin lette afasi og også, at han ikke kunne læse højre dele af aviser, heller ikke hvis han skiftede sin blikretning. Allerede i 2016-2017 gav lægerne ham tre måneder at leve i, men han troede dem ikke, og han forblev optimistisk til det sidste. Han døde i sommeren 2019.

Han ville meget gerne skrive en artikel om Tevfik Esenç død til Lingoblog. Men så skulle der også være – syntes han – baggrundartikler om kaukasiske sprog, og om kaukasiske sprog i Tyrkiet, og han ville have dem på flere sprog, inklusive tyrkisk. Men det lykkedes ham aldrig at få noget skrevet, og til sidst glemte han også, hvad han lovede.

Ole Stig Andersen. Billede fra video-interview om begravelsen af den sidste, der talte ubykh-sproget.

Heldigvis lykkedes det mig at interviewe ham om måske den mest mindeværdige begivenhed, som også gav ham en vis international berømmelse: han var til stede, da den sidste mand, der kunne tale ubykh-sproget blev begravet, ca. 12 timer after mandens død. Ole Stig tog som den eneste billeder til begravelsen. Nogle af disse billeder vil Lingoblog snart publicere (med tilladelse fra Esençs børnebørn). Transkriptionen af interviewet kommer også.

I stedet for at Ole Stig Andersen skrev om Tevfik Esençs død, er det nu mig der skriver om Ole Stig Andersens død. Jeg vil savne vores snak om sprog og lingvistik, og hans viden og humor. Jeg vil til sidst også gerne takke Bodil Rosenberg, som har skænket en masse lingvistiske bøger fra Oles samling til Lingoblog og til mig personligt.

 

Peter Bakker er ansat som lingvist ved Aarhus Universitet. Han var sammen med Ole Stig Andersen (og andre) involveret oprettelse af et sprogmuseum i Aarhus, og han var også en flittig bidragsyder til sprogmuseets blog.

2 kommentarer til “Ole Stig Andersen: nogle erindringer om en sprogblogger”

  1. Jeg mødte Ole Stig i 1990, da han henvendte sig til mig med et ønske om at vide alt om sproglige minoriteter i det daværende Sovjet. Vi mødtes, og han lærte hurtigt. Som modydelse lærte han mig vigtige ting om dansk fonetik, som jeg er ham meget taknemmelig for. Han videregav også mange psykologiske indsigter, som medførte at jeg tog en psykoterapiuddannelse. Vi samarbejdede om den første demokratiske konference om minoriteter i Leningrad i juni 1991 (nu St Persborg), kørte i bil derover, udgav konferencebidrag, boede sammen hos venner. Senere var Ole med til arrangere Tjetjenienkongres i København i 2002. Når Ole ville så var han ikke til at slå, så havde han en utrolig arbejdsevne. Og så havde han også nedture og en uro til at prøve nyt, som gik den anden vej. Ole har betydet utrolig meget for min indsigt i verden. Sender mange kærlige tanker

    Svar
  2. Jeg mødte Ole Stig første gang i 1974 efter jeg selv, faktisk i tredje omgang, var indvandret til Danmark fra Tyskland. – Jeg havde året inden oversat den af ham sammen med andre udgivne bog, BOGEN OM STORFAMILIERNE (forlaget Rhodos) og fået den udgivet på et stort tysk forlag (forlaget Rowohlt), hvor jeg var ved at uddanne mig til forlagsboghandler. Bogen blev en stor succes i Tyskland og inspirerede mange til meget i den kollektive verden dengang. – Jeg havde opsporet, at han boede i Nyhavn, og jeg opsøgte ham der, og vi røg en chillum sammen, husker jeg. Senere, efter jeg havde fundet min plads i den danske forlagsverden, krydsedes vore veje igen, Ole Stig var med sin Macintosh-computer en vejleder for mig ind i den gryende digitale verden (Leif Varmark var en anden, men det er en anden historie) – han introducerede og forklarede begrebet ‘hyperlink’ for mig, som var det noget, han selv havde opfundet, og det er jo er det princip, denne digitale verden bygger på. Stor tak til ham for det. Vi havde også en interesse for sprog til fælles, jeg selv dog kun som amatør med min medfødte to-sprogede opvækst. Jeg læste jævnligt på Sprogmuseet, og sendte ham tekster jeg faldt over i sammenhængen. Jeg er ked af, at jeg ikke nåede at udveksle flere tanker med ham, og nu når jeg det slet ikke mere.

    Svar

Skriv en kommentar