Ole Stig Andersen og begravelsen af den sidste mand der talte ubykh

I juni 2018 interviewede jeg (Peter Bakker) Ole Stig Andersen om dengang han overværede begravelsen af Tevfik Esenç, den sidste mand der angiveligt kunne tale ubykh-sproget. Det var den 7. oktober 1992, 26 år tidligere. Egentlig ville han selv skrive om det til Lingoblog.dk, på tre sprog: dansk, engelsk, tyrkisk. Disse bidrag skulle præsenteres sammen med de unikke billeder, som han tog af begravelsen. Han ville skrive fire artikler: om kaukasiske sprog, om kaukasiere i Tyrkiet, om mindretal i Tyrkiet og om selve begravelsen. Men han var ikke rask nok til at klare det. Han havde (længe) haft tre måneder tilbage at leve i (ifølge lægerne). Jeg interviewede ham derfor, så historien ville kunne huskes. Interviewet var egentlig en generalprøve, men det rigtige interview lykkedes aldrig. Ole Stig Andersen døde i sommeren 2019. Herunder følger en let redigeret transkription af vores interview. Lingoblog takker Rane Schjøtt, der stod for at lave den første rå-transskription, Tevfik Esençs barnebarn Burcu Esenç samt Ole Stigs partner Bodil Rosenberg for deres støtte.

Baggrund

Ole Stig Andersen. Billede fra videoen med interviewet

I 1864 erobrede Rusland dele af Kaukasus-bjergene. De oprindelige folk talte kaukasiske sprog, som ikke er beslægtede med russisk. Man skønner, at 600.000 personer – allesammen muslimer – flygtede til Tyrkiet, hvor de ville være i sikkerhed, og hvor de kunne udøve deres religion. Mange bosatte sig i et bælte af kronland ca. 100 kilometer fra den tyrkiske vestkyst. 25.000 af dem var ubykh.

Peter Bakker

Kaukasiske sprog i Tyrkiet

Ole Stig Andersen fortæller:

Jeg havde oprindeligt læst et eller andet sted, jeg kan ikke huske hvor, om den her mand i Tyrkiet, som kom fra Kaukasus. Og som hvis sprog var det konsonantrigeste sprog i verden. Det var sådan en interessant ting, og så var vi lige pludselig i nærheden i oktober 1992, og så besluttede vi at ville se det. Så kørte vi lige rundt og ville se den der reminiscens af et indfødt Kaukasus-sprog i Tyrkiet, fordi de flygtede jo – ikke alle sammen, men mange af de små folkeslag der, som jo kun var nogle få tusinde – eller 20-30-40 tusinde – mennesker. De flygtede, da russerne erobrede det hele.

Aage Meyer Benedictsen

Så troede man jo, at de var forsvundet. I et stykke tid mente man, at de var døde og forsvundne og var ganske få. Det var fordi, man åbenbart ikke var bekendt med den bosætningskultur, som de tyrkiske myndigheder lavede. De tyrkiske myndigheder udvalgte simpelthen nogle steder, hvor de anbragte de her flygtninge fra Kaukasus i store tal. På den måde fandt Aage Meyer Benedictsen frem til dem. Han var en dansk jøde og en særling – eller en mand med mange særlige regler og principper for verden – som var et sproggeni. Jeg vil fortælle lidt om Benedictsen. Han var et sproggeni – altså han var enormt god til bare lige at tage sprog til sig alle vegne. Oprindeligt blev han uddannet som sprogmand, og så skulle han have stillinger i det danske system, men han rejste hele tiden.

Aage Meyer Benedictsen, de undertrykte nationers tolk

Dengang var rejser jo en helt anden størrelse end nu. Han var bevæbnet og havde en vagtmand med og alting foregik på cykel og sådan noget. Det var enormt anstrengende. Af en eller anden grund var han vældig fascineret af det, så i realiteten blev det det, han kom til at tilbringe det meste af sit liv med. Han rejste rundt i Mellemøsten især, men også andre steder, i Indien og Indonesien som en slags videnskabelig opdagelsesrejsende. Så kom han hjem igen, og så var han hjemme et stykke tid, og så rejste han igen. Også efter, at han var blevet gift med sin kone. Han forlod hende, kan man sige, og han rejste rundt med en vogter eller hjælper. Han kom til det sted i Kaukasus, der var centrum, og han opdagede, at de mennesker, som man troede var uddøde eller forsvundne, at de i virkeligheden levede på nogle bestemte lokaliteter i Tyrkiet.

Benedictsens forsvundne notatbøger

Og der fandt ham dem så. Blandt andet fandt han altså nogle, som havde kontakt eller vidste noget om, hvor de havde været, og de tyrkiske myndigheder havde samarbejdet med i en by – ikke der hvor vi fandt dem, det er en 100 kilometer længere nordpå, hvor Benedictsen fandt dem. Og der fandt han så folk, og så skrev han hvad jeg først læste som om, han havde skrevet en notesbog, men senere hen har jeg forstået, at der er tale om tre notesbøger. De notesbøger svæver så rundt i historierne mellem de der sprogfolk fra dengang – hvem har dem, og hvem lånte dem til hvem og så videre? De er forsvundne nu, men de er forsvundne på sådan en måde, at det kan godt være, at de er et eller andet sted. Hvis den rette person lever det rigtige sted, så ligger de måske på et bibliotek i Moskva eller måske Skt. Petersborg.

Altså et eller andet sted ligger de måske endnu, fordi krigen kom imellem og spredte de her ting. Jeg har faktisk ikke undersøgt det. Altså, jeg undersøgte hvad der ligger på hans arkiv, men der er kommet en ny portion for nogle få år siden, og den har jeg ikke set på – det kunne i princippet ligge der. Så det ville faktisk være umagen værd at opsøge, hvad der ligger nu. Siden dengang hvor jeg kom hjem derfra – det er 25-30 år siden – kan der været sket noget i mellemtiden, og i hvert fald ved jeg, at der er sket noget inden for de sidste ti år med parafernalia, som er blevet indleveret de sidste syv-otte år af familien. Måske ligger det iblandt der. Det burde vi undersøge.

PB: Hvor har de afleveret det henne?

Ole Stig Andersen: Til den instans i Danmark, som samler betydningsfulde menneskers skriftlige ting sammen efter deres død. Det Kongelige Bibliotek, måske. Jeg kan ikke huske, om det er det, men der er sådan en instans, som har samlet – lige så langt tilbage som de overhovedet har kunnet holde styr på det. Der har ligget tidligere indleveringer af Benedictsens ting, og den seneste indlevering, som er som sagt otte-ti år gammel, ligger også der. Det har jeg jo så ikke set, og jeg ved ikke, om der overhovedet er nogle, der har kigget på det, men det er afleveret der.

Kaukasiere i Tyrkiet

Gul farve: her har flygtninge fra Kaukasus bosat sig

Nå, men hvor man først troede, de var døde under russernes folkedrab i Kaukasus, viser det sig, at de altså er flygtet tværs over og er blevet lokaliseret i et bælte ned igennem Tyrkiet – oppe nærmest fra Istanbul og ned sydpå. Der ligger en række landsbyer der, som er tjerkessiske-kaukasiske. Og ikke kun hans stamme, ubykh, men også nogle af de andre tjerkessiske stammer blev bosat i det område, og deres efterkommere er der stadigvæk. Man kan snakke med folk, og så kan de fortælle om, at de er sønnesønnesøn eller lignende af nogle berømtheder, som oprindeligt boede i Kaukasus. Jeg har jo snakket med dem, og der var et udbredt ønske, blandt nogle af dem i hvert fald, om at de ville have deres børn tilbage til Rusland.

Tilbage til Kaukasus i Rusland?

Så jeg snakkede med en mand, som prøvede at overbevise sin søn om, at han ikke skulle bo i Tyrkiet, han skulle bo i Rusland, og sønnike ville overhovedet ikke til Rusland. Han syntes, det lød som Helvede på jord at skulle flytte til Rusland. Fattigdom og undertrykkelse og alt muligt andet. Tyrkiet, syntes han, var meningsfuldt, men Rusland ville han ikke til. Men farmand så det som et symbol på familiens tilbagevenden til der, hvor de kom fra nogle generationer tidligere, så han mere eller mindre tvang sin søn til at acceptere at forberede sig på at komme tilbage til Rusland som tjerkesser af en slags – som ubykh. Men det ville han ikke, den knægt. Det var ikke hans drøm om fremtiden at sidde i Sovjetunionen, eller hvad der var kommet bagefter.

Kaukasus og Rusland

Det var meget skægt, for det ville han ikke, men det ville faren. Og dem er der så nogle stykker af, som er vendt tilbage efter, at Rusland er blevet mere åbent. Der er nogle, der er vendt tilbage, ja. Men hvordan deres muligheder for at leve og bosætte sig og sådan, det ved jeg slet ikke. Men der er nogle, der er vendt tilbage. Der var sådan en følelse af, at ‟vi er tjerkessere, og vi er blevet fordrevet. Vi er ikke rejst frivilligt. Det her er vores rigtige land.”

Manden der talte Ubykh

PB: Du tog derhen for at besøge en berømt mand, som var den sidste, der kunne tale ubykh?

Ole Stig Andersen: Ja. Det der sprog, ubykh, som er et af disse tjerkessiske sprog, var efterhånden uddødt, og til sidst mente man, at der kun var en enkelt person tilbage, som beherskede det. Der var nogle franske – eller måske var de ikke franske, for hans navn er ikke fransk, men tjerkessisk. [En franskmand, Georges Dumézil, har skrevet en ubykh-grammatik m.m. Også Georges Charachidzé, franskmand af kaukasisk oprindelse, har forsket i sproget; PB.]

Tevfik Esenç

Nogle sprogfolk, i hvert fald, som var interesserede og som opsøgte nogle af de her sidste, der talte de sprog, blandt andet ubykh. Han arbejdede for kommunen i Istanbul, tror jeg nok, og da han var ældre, blev han borgmester i sin hjemby og boede så nede i den by, som vi besøgte, som hedder Hacıbektaş. Det var ham, vi ville besøge, fordi han havde fødselsdag, hvis jeg husker ret. I hvert fald ville vi besøge ham, og han var gammel – omkrinh 80 eller sådan noget lignende [PB: født i 1904; han var vel 88 år gammel i 1992] – og vi syntes, det kunne være interessant at besøge ham.

Han var død

Så da vi ankom om morgenen der, ankom vi sammen med en bus, hvor det viste sig, at alle mennesker i den bus, uden undtagelse, skulle til begravelse i den samme landsby og for den samme mand, som vi troede vi skulle besøge. Så han var død tidligt om morgenen – ved en fire-fem-tiden om morgenen – hvor vi så ankom til landsbyen kl. 12, Bodil [Ole Stig Andersens partner] og mig. Og de tog imod os som en slags æresgæster – pudsigt nok, for vi har jo aldrig mødt manden eller har kendt ham eller talt med ham eller noget som helst. Men på grund af vores udenlandskhed og det, at vi kom og vidste noget om ham, gjorde vi indtryk. Han havde været meget berømt, fordi han havde stillet sig til rådighed for forskningen og videnskaben – indtalt ting og blevet filmet og fotograferet og alt muligt. Mange af de ting, der findes rundt omkring i institutter, der har interesseret sig for kaukasiske sprog, de har optagelser af Tevfik Esenç, som stillede sig til rådighed. Vist nok også til mere ubehagelige undersøgelser, hvor de sprøjtede stoffer ind, fordi de her sprog har så hulens mange konsonanter, så mange af dem er meget mærkelige.

Var han den sidste?

Det har en særlig interesse at undersøge, hvordan man frembringer de her konsonanter, og det stillede han sig til rådighed for. Så han var æret og agtet i videnskabskredse, fordi han var en levende sprog, kan man sige. Og den sidste, siger man.

PB: Men du tror ikke, at han var den sidste?

Ole Stig Andersen: Det er jo fordi, at begrebet ‟den sidste” er et meget uklart begreb. Den sidste hvad? Den sidste perfekt 100%-talende eller hvad? Og hvis nu har var den sidste, hvad så med hans søn – kunne han så ikke noget af sproget, eller kunne han 50% eller sådan noget lignende? Der er noget fiktiv definitivt ved at sige ”den sidste”, synes jeg. Måske er man den næstsidste eller den halvsidste, og sønniken kan også noget. Det viser sig også, at kvinderne, dem har folk ikke talt med, og der er faktisk fire kvinder ovre i den anden familie, der taler sproget flydende. Og så videre.

Men han blev beskrevet i mange sammenhænge, som den sidste, der kunne tale ubykh. Og det tror jeg simpelthen ikke er rigtigt, men han havde altså status som den sidste, der fuldstændig beherskede det. Det tror jeg også skyldtes, at han villigt stillede sig fysisk til rådighed for videnskaben. De fik lov at bore og undersøge og gøre ved for at undersøge det – især det der mærkelige lydinventar, som de her kaukasiske sprog har – to vokaler og 85 konsonanter.

Peter:                Kan du producere nogle af disse konsonanter?

Ole:                   Om jeg kan? Nej!

Peter:                Det er der næsten ingen, der kan?

Ole:                   Nej, og jeg vil tro, at hvis jeg gjorde det og selv var tilfreds, så hvis der var en indfødt, så ville han sige, at der mangler et eller andet aspekt. Det tror jeg.

Begravelsen

PB: Kan du beskrive, hvad der skete, da du ankom til begravelsen? Da I kom med bussen til landsbyen.

Ole Stig Andersen: Ja, vi kom så med bussen ved 12-tiden, og så viste det sig jo, at manden var død – og det fik vi at vide i bussen, men vi vidste ikke, at han var død, da vi tog afsted om formiddagen fra Bandırma. Vi ville bare lave et slags æresbesøg, og jeg havde købt en ordentlig portion lokum til ham, og vi ville bare hilse på i virkeligheden. Vi havde ikke andet end nysgerrighed og respekt for en mand, der sidder som den sidste ‟last speaker” af det gamle sprog. Og så er manden så død. Det er jo fantastisk spændende, kan man sige – set fra vores synspunkt er det jo meget mere spændende, at han er død, end at han er levende, fordi hvis han var levende, havde vi jo bare snakket med ham. Men nu var han død, så nu kunne vi overvære alle de ritualer, som er forbundet med døden og begravelsen og det hele. Det var i sig selv meget interessant.

Alle kvinderne sad i ét hus, hvor det kun var kvinder og mindre børn, og der sad de og græd, og hvad de nu gjorde. Ingen mænd, kun kvinder og mindre børn. Så kønnene var fuldstændig adskilt til de begravelsesritualer. Alle mændene vandrede så hen til kirkegården, hvor man var ved at grave et hul, så han kunne ligge, og han skal jo vende på en bestemt måde. Altså, når man bliver begravet i den variant af islam, som han hører til, så skal ansigtet enten vende mod Mekka eller mod øst eller – jeg husker ikke nøjagtigt hvordan, men der er nogle regler, som de lægger dem efter. Det virkede som om de fleste af de mandlige personer i landsbyen deltog i begravelsen, teknisk. Altså, på de billeder vi har, ser vi alle mulige mennesker deltage i at grave og arrangere ting og lægge ned og sådan noget, og så bliver han så anbragt.

Når det er sket, efter at han er blevet begravet, stiller mændene i familien sig op i række – plus mig og min kone, fordi vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. Så stod vi der, og så sagde vi farvel til 150-200 mennesker, nærmest på række. Så tilbage i landsbyen, og der spiste vi en eller anden form for begravelsesmad, som vi så fik der. Det var ikke usædvanlig mad, det var tyrkisk mad af en slags. Ikke rigt mad, ikke fantastisk mad. Hvis jeg kigger på min tyrkiske mad, kan jeg sikkert finde ud af, hvad det var for noget, vi fik. Det var noget almindeligt mad, altså ikke noget at råbe hurra for.

Kvinder og fremmede

Og der var heller ingen kvinder. Kun mændene plus Bodil. Hun syntes, det var en ret speciel oplevelse. Og en sjælden oplevelse selvfølgelig – pludseligt bliver man lukket ind, i virkeligheden sammen med mig, hun bliver lukket ind. Og ellers var der ingen kvinder.

PB: Var der ikke nogle mænd, der syntes, det var lidt underligt? Et tegn på bekymring hos de andre?

Ole Stig Andersen: Ikke som jeg ved af. Altså jeg mødte ingen løftede øjenbryn eller noget som helst. Der var ikke nogle, der så ud til at synes, at det var pinligt. Jeg tror simpelthen, at alle syntes, at sådan gør man, fordi hun er fremmed, så hun tæller ikke. De der kønsregler tæller jo ikke rigtig med fremmede. Det har jeg oplevet flere gange før. Selv steder, hvor de er strikte og skiller dem ad, så skiller de ikke ad, når man kommer og er europæer. Så er man udenfor det der regelsæt på en eller anden måde, eller undtaget.

Der stod familien – de mandlige medlemmer af familien, plus mig og Bodil – og sagde farvel til de der 150-200 mennesker, der havde arbejdet fysisk på kirkegården med at begrave ham. Og vi gik så tilbage til hotellet, eller restauranten. Eller det var det måske ikke engang, det var måske bare arrangeret i den anledning. Og så spiste alle mændene der – plus mig og plus Bodil også.

PB: Så I ved ikke hvor kvinderne spiste?

Ole Stig Andersen: Nej. Og det snakkede vi om, at hvis vi skulle arrangere det en anden gang, når vi er lidt kvikkere, så ville vi skille os, så kunne jeg følge mændene, og Bodil følge kvinderne, så vi fik den viden. Vi ved faktisk ikke, hvordan ritualet var i forbindelse med kvinderne, fordi Bodil blev lukket ind i mande-afdelingen sammen med mig, hele tiden. Det her, det skete hen på eftermiddagen. Manden døde jo klokken fire-fem-stykker om morgenen, og vi ankom sammen med alle de andre gæster klokken 12-13-stykker med den der bus.

At sige farvel

Og så var der begravelsen, og hen under den tid, hvor vi gravede, og hvad vi ellers gjorde ved begravelsesstedet, der blev det mørkere og mørkere.

PB: Det tog lang tid?

Ole Stig Andersen: Det tog nogle timer. Det var jo også mange mennesker, der skulle hilse. Altså, alle dem, der var der – både dem, der hjalp med, og dem, der bare var der – skulle alle sammen sige farvel eller vise deres respekt, i hvert fald, til hans familie. Så det var var mange farvel’er og goddag’er og alt muligt, der skulle arrangeres der. Og hvor Bodil og mig altså lige kom med. Så der var 200 fremmede mennesker, der sagde farvel til os. Det var en pudsig oplevelse. Og så kom der folk fra nær og fjern – mange fine. Og der kom folk med de her arrangementer, som man bruger i Tyrkiet, hvor man har sådan nogle cirka to meter høje arrangementer med blomster i runde opstillinger.

Kaukasiere

Det er noget, jeg har set alle mulige steder i Tyrkiet, det er ikke noget specielt kaukasisk. Alle gør det, det er noget tyrkisk noget, man gør. Den kommer folk med, og der kommer fine folk. Altså folk, der kommer i en dyr bil og er velklædte og sådan noget lignende. Jeg går ud fra, hvis jeg husker ret, at det var folk fra den tjerkessiske-kaukasiske ledelse eller folk, der var betydningsfulde indenfor det kaukasiske miljø – og de var ikke ubykhere jo, der tilhørte de andre grupperinger. Der var nogle ubykh-folk, men de fleste tilhørte andre kaukasiske grupperinger, som optræder, i sådanne sammenhænge her, som et stort miljø – et fælles miljø.

Jeg tror, der er måske fem-seks forskellige nationaliteter, som alle sammen er ens og sammen, og de har et fællesskab som kaukasiere. Og så blev han, som sagt, begravet, og han vendte på en bestemt måde. Det var vigtigt, at han lå på den rigtige måde. Han lå på siden og kiggede med ansigtet i den der bestemte retning, som var den rigtige retning.

Kisten

PB: Og da I ankom til stedet, hvor var kisten?

Ole Stig Andersen: Det første vi så…. vi snakker nogenlunde tyrkisk begge to, altså vi kan lige klare os på tyrkisk. Det er ikke kønt, men det er brugbart. Vi spurgte efter ham, fordi vi var ikke helt klar over det der med, hvordan arrangementet var med den her bus, og så bliver vi vist hen til der, hvor han havde boet. Og det var der, at der som sagt kun var kvinder og mindre børn.

Alle mændene var i gang med noget henne ved der, hvor begravelsen skulle foregå. Og kisten stod så måske 50 meter udenfor hans hus. Han havde også været en betydningsfuld person i lokalmiljøet, fordi han var borgmester. Jeg ved ikke, om han var borgmester på det her tidspunkt, for der var han nogen-og-80, så det har nok været i fortiden, men han har tjent som borgmester i landsbyerne – de tjerkessiske landsbyer. Og de havde en meget smuk kiste, syntes jeg. Han stod i sådan en kiste, hvor der var et grønt klæde, der var lagt henover kisten, og hvor der stod ting med arabiske bogstaver, som jeg ikke kunne læse.

Selvfølgelig et eller andet koran-citat, går jeg ud fra, at der har stået. Der har han altså stået siden han blev fundet død om morgenen, og så til han blev begravet samme eftermiddag. Han var ikke engang udendørs i 24 timer. Altså, de fandt ham om morgenen – han døde ved fire-fem-tiden – og han blev begravet ved fire-fem tiden. 12 timer senere var han begravet. Det er ret utroligt, at det går så hurtigt. Og så kom der folk fra nær og fjern, og der kom også folk, der kom for sent. Altså folk, der åbenbart var taget afsted hjemmefra, da de hørte om det, men da de nåede frem, var han allerede begravet. Og så kom folk med de her tyrkiske ting, som ikke er specielt kaukasiske, som jeg fortalte om, altså noget udsmykning. Det er en dims med tre ben, den er to meter høj, og øverst oppe er der et rundt arrangement med blomster eller efterligninger af blomster. Og jeg har set dem mange andre steder i Tyrkiet, det har ikke noget specielt med Kaukasus at gøre. Det er en tyrkisk ting.

Begravelsen af den sidste taler

PB: Så du har været en af de få lingvister, kunne man sige, som har overværet en begravelse af en, der var den sidste til at tale sit sprog.

Begravelsen af den sidste taler af ubykh

Ole Stig Andersen: Ja, vi er ikke mange. Og Bodil hører jo med – hun har jo det samme. Hun er bare ikke lingvist, så det tæller ikke rigtigt. Ja, det kan jeg bryste mig af.

PB: Og hvor mange mennesker var der, som tog billeder?

Ole Stig Andersen: Jeg tror ikke, der var andre end mig. Jeg så ikke andre end mig. Altså, det var et tyrkisk bondemiljø eller sådan noget lignende, og folk rendte ikke rundt med kameraer. Det ville de jo have gjort, hvis det havde været i Istanbul, så ville der have været unge mennesker med kameraer. Så vidt jeg husker eller så, var jeg den eneste, der tog billeder.

PB: Og på billederne kan man heller ikke se nogen, der har kamera med?

Ole Stig Andersen: Nej.

PB: Det er vel de eneste billeder, der er?

Ole Stig Andersen: Ja, det tror jeg.

PB: Nu er han også berømt som en, der var den sidste, der kunne tale et sprog. The last speaker, som det hedder på engelsk.

80 konsonanter

Ole Stig Andersen: Ja, han var særligt berømt. Hvis man graver, finder man jo nogle hundrede af dem i hvert fald, men han var vældigt berømt. Og jeg tror, det skyldes, at han stillede sig til rådighed. Og at hans sprog var så ekstraordinært – to vokaler og 80 konsonanter. Det er jo trods alt interessant. Hvordan fanden gør man det? Jeg går ud fra, at mange af dem har lydt helt ens målt med mine ører – at jeg ikke har kunnet høre forskel på dem. Han stillede sig til rådighed, og han rejste også.

En normand

Jeg så et sted, at han havde deltaget i en konference i Norge om kaukasiske sprog, hvor manden så rejste til Norge og, så at sige, stillede sin hals til rådighed for videnskaben. Jeg kan ikke huske navnet, men ja. Jeg har navnet et eller andet sted. Har du et bud?

PB: Gunnar Fant?

Ole Stig Andersen: Nej. Et eller andet sted i min gamle noter, står der, hvad den nordmand hed. [Det var uden tvivl Hans Vogt. Han besøgte ubykh-landsbyer i Tyrkiet i 1958 og 1960, og han inviterede også Tevfik Esenç til Norge. Han publicerede en ubykh-fransk ordbog med tekster i 1963; PB.] Og da han skrev om det derefter, skrev han et forkert år. Altså, han påstod, at noget fandt sted i 1894, som jeg bagefter har regnet ud ikke kan passe – det må have været i ’98 eller sådan noget. Sådan nogle fejl finder man jo, når man læser den type gamle – altså folk sidder jo ikke og sikrer sig 100%, at det, de husker, er husket rigtigt.

Kaukasiske miljøer i Tyrkiet

Så var der også en slags respekt-pilsner eller hvad man skal kalde det, som man bruger i Tyrkiet, som kom forskellige steder fra, fra de lokale kaukasiske miljøer. Og dem er der altså en del af – en del af de kaukasiere, der flygtede i 1864, blev anbragt forskellige steder i hver sin landsby, går jeg ud fra, i det der område, som var kronområde tidligere. Det var ikke et overgreb på lokale tyrkere, det var kronen, der gav noget af sit gods til de flygtninge fra Kaukasus. Og der er den ene landsby Ubykh og nabolandsbyen er en anden og tredje og fjerde og femte af de forskellige kaukasiske folkeslag i sådan et bælte. Altså hvis du forestiller dig Tyrkiet, så går der sådan et bælte på tværs ned – hele vejen oppe fra Istanbul og jeg ved ikke hvor langt ned, men et stykke ned. Det område, som de her kaukasiere blev anbragt i, det ligger sådan der 100 kilometer eller sådan noget i den stil. Det var overkommeligt at rejse dertil fra kysten.

PB: To timer eller sådan noget?

Ole Stig Andersen: Ja, sådan noget, vil jeg tro.

Bussen

Men der var meget svært at finde bussen, fordi det foregik jo på tyrkisk manér. Man spørger, hvornår den næste bus kører. Så får man én besked, og så spørger man en anden mand og får en anden besked. Og det er forskellige beskeder, både om hvor bussen går fra, og hvornår den går. Men det vidste jeg jo – på det tidspunkt var jeg erfaren i at rejse i Tyrkiet, så jeg vidste, hvordan man skulle tackle det der. Så jeg sørgede for hele tiden at være der i nærheden af det sted, hvor nogen påstod, at der snart gik en bus fra. Og lige pludselig var der en bus, der skulle afsted. Hu-hej, vilde dyr, og to billetter og af sted med os.

Men vi kunne lige så godt have misset den. Altså stået et forkert sted eller ikke hørt ordentligt efter eller sådan noget i den stil. Så var vi først kommet med næste bus. Der kom flere busser, det var ikke kun vores. Han var jo en agtet mand. Altså han var en mand med status i hele det tjerkessiske miljø. Også på grund af den respekt, der stod om ham i videnskabelige kredse. Altså der fik han jo et andet omdømme end bare en skide tjerkesser. Han var noget særligt. Der kom mange folk fra nær og fjern og, som sagt, også nogle, der kom for sent. Eller, jeg ved ikke om det er for sent, det er det måske ikke engang, men som kom efter begravelsen var afsluttet på kirkegården, og folk sad og spiste noget.

Så vi kom med bussen ved 12-13-tiden, og så var vi der hele vejen igennem og så tog vi sammen med nogen om aftenen tilbage til byen ved havet.

PB: I en bus eller en bil?

Ole Stig Andersen: Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg tror, vi kørte privat. Jeg tror, vi fik et lift, Bodil og mig, i en af de der biler, som vi kørte med tilbage, fordi da vi kom til Bandırma – og det må vi have gjort, der besøgte vi folk. Altså en organisation eller fremmedarbejder-forening.

Og det havde vi ikke sådan bare lige kunnet gøre, hvis vi kom med bussen. Så vi kørte med nogle af dem til Bandırma. Og så fandt vi et hotel, som er det ringeste, jeg nogensinde har oplevet. Det ringeste, jeg nogensinde har oplevet. Det var så uhumsk, så det var lige ved at man hellere ville sidde op og ikke leje et rum. Det var så ubeskriveligt uhumsk. Men vi blev ikke overfaldet. Og så med færgen næste dag til Istanbul. Og i Istanbul, der var også mange af de her efterkommere – også af den specifikke stamme, Ubykh. Og der var en lokal repræsentant fra Ubykh – han sagde, at han ikke kunne sproget, men det kunne han jo også. Altså han kunne jo også nogle gloser – han kunne også noget. Og han var så ubykhernes repræsentant i Istanbul.

Og så snakkede vi med ham og hjalp med at stille nogle ting på plads og så videre. Det var sådan to dage. Det var en meget interessant oplevelse. Det er circa 30 år siden. Og jeg kan huske, at det var i oktober måned. Det var i 1992.

Sådan ender historien om den sidste mand der talte ubykh og hans begravelse. Ole Stigs billeder af begravelsen vises her på Lingoblog.

 

Peter Bakker er lingvist ved Aarhus Universitet.

Ole Stig Andersen var fonetiker, indvandrerlærer, journalist, oversætter og indehaver af en blog om mindretal, sprog og Tyrkiet http://www.olestig.dk og den nu forsvundne blog Sprogmuseet.

Rane Schjøtt læser en kandidat i spansk ved Aarhus Universitet.  

 

Mere om Ole Stig Andersen kan læses her:

Ole Stig Andersen: nogle erindringer om en sprogblogger

Og mere om opmærksomhed i forbindelse med døden af ubykh findes her:

Ole Stig Andersen og døden af ubykh-sproget på otte forskellige sprog

Skriv en kommentar