Er det farlige sprog stadig farligt?

billede 1
Hverken Hitler eller Stalin kunne slå det internationale sprog ihjel, selv om de gjorde et ihærdigt forsøg. Dette kort viser, hvor i verden der tilbydes gratis overnatning, hvis man kan klare sig på sproget (2015).

“ESPERANTO – gud – eksisterer det stadig”, spurgte jeg mig selv, da jeg på mit lokale bibliotek i år 2000 i en alder af 55 år så en flyer for dette sprog. Næste dag læste jeg om det på nettet. På trods af eller måske netop fordi jeg er engelsklærer og potentiel simultantolk, har jeg altid syntes, et sådan sprog er en god idé, og jeg begyndte straks at lære det via selvstudie.

Jeg undrede mig over, hvor mange ord jeg kunne genkende fra sprog, jeg kendte (spansk, fransk, engelsk, tysk), og hver gang, der var et ord, jeg slet ikke kunne placere, formodede jeg, det kom fra russisk. Esperanto bliver tit kritiseret for at være for europæisk, og det er efter min mening totalt absurd. Europa har jo i den grad domineret verden, ikke mindst hvad sprog angår.

Efter få måneder kunne jeg læse en tekst nogenlunde. Det var en helt ny og ukendt verden, der åbnede sig for mig: et globalt netværk af klubber, konferencer, udflugter, festivaler m.m., hvor alle taler sammen på esperanto (en verden, hvis lighed ikke findes med engelsk eller andre sprog). Det er et hemmeligt sprog, hører jeg tit nogen sige, hvortil jeg altid svarer: ja, ligesom dansk. Det er også et hemmeligt sprog – overfor resten af verden. Esperanto kan dog siges at være mindre hemmeligt, da det er så meget lettere at lære, og det er netop fidusen ved det hele. Ellers kunne man jo lige så godt bruge et neutralt sprog som fx latin.

Jeg forstod hurtigt, at mange udøvere følte sig i en slags dilemma: De havde lært et sprog, hvis formål var at skabe fred og harmoni i verden, men hvis esperanto virkelig blev til det, hensigten var (alles andet sprog ved siden af modersmålet), ville de fleste af de aktiviteter, de nød godt af, forsvinde. Som en i vores lokale klub udtrykte det: “Esperantister er nok det eneste folk i verden, der stræber efter et mål, de inderst inde håber, de ikke når.”

Når andre lærer et fremmedsprog, skriver de normalt stile, som bliver rettet af en lærer. Jeg begyndte at skrive små kapitler til en bog, som blev korrekturlæst af folk, der var dygtigere end jeg, og som endte med at blive den bog, Peter Bakker nævner i artiklen “Esperanto: et come back?” her på Lingoblog. Den handler om esperanto-verdenen og det, man kan gøre med sproget. Og det er en hel del mere, end de fleste udenforstående forestiller sig, da der stort set hver dag er et esperanto-arrangement et eller andet sted på kloden.

Esperanto-verdenen er forbløffende stor, og det er blot en lille del af den verden, Ulrich Lins’ bog ”Dangerous Language – Esperanto under Hitler and Stalin” omhandler.

Humphrey Tonkin 2
Humphrey Tonkin, oversætteren af Ulrich Lins’ bog, optræder hvert år som auktionarius ved en esperanto-verdenskongres, når der sælges sjældne e-bøger og andre e-kuriositeter. (Foto: forfatteren)

Værket fik sin blide start i 1974 i artikelform, blev udgivet som bog på esperanto og tysk i 1988, er nu oversat (og videreudviklet) til engelsk i 2016 og fylder nu tre bind.

Ulrich Lins er født i 1943 i Bonn, har studeret historie på universitetet og lærte esperanto som 15 årig. Bogen er oversat til engelsk af Humphrey Tonkin, født i 1939 i England, professor i engelsk litteratur ved et universitet i USA. Han lærte esperanto i en alder af 16 år, og er en af de mest fremtrædende personligheder i esperanto-verdenen.

Det er svært at sige noget negativt om dette fremragende værk. Så skulle det da lige være om den engelske titel (til 1. bind), for bogen handler om meget mere end det, titlen antyder. Den oprindelige titel ”Danĝera lingvo – Studo pri la persekutoj kontraŭ Esperanto” er langt mere rammende.

Overordnet set kan Lins’ bog læses ud fra to interessesfærer: (1) det er en beskrivelse af verdenshistorien de sidste 140 år set fra et plansprogs synsvinkel, og (2) det er en beskrivelse af esperanto set fra modstandernes synspunkt. Et gennemgående tema bogen igennem er forholdet internationalisme vs. nationalisme, og hvordan mange internationalister (bl.a. esperantister) er er blevet beskyldt for at være upatriotiske.

Under overskriften “Part 1 A suspicious new language” begynder Ulrich Lins med at beskrive esperantos tilbliven, og ved at gengive dette citat viser han, at modstanden mod sproget startede, allerede inden det blev skabt: “Anticipating only mockery and persecution, I decided to hide my work from everyone.” L. L. Zamenhof blev født og voksede op i byen Bialystok i det nuværende Polen, hvor byboerne talte fire forskellige sprog. Da dette medførte mange stridigheder, voksede han op med tanken om, at verden behøvede et neutralt sprog, der var let at lære. I 1887 udgav han sin første lille bog om det nye sprog.

Kun to år efter kunne han udgive en adresseliste på 1000 personer, der havde lært sproget, og var villige til at kommunikere med hinanden – hvad man i dag i vores digitale verden vel ville kalde et forum eller virtual community.

Adresaro 3

Fra Østeuropa udviklede sproget sig videre til Vesteuropa, især Frankrig. Udover at beskrive detaljer om livet i Rusland under zaren påpeger Lins også mentalitetsforskelle mellem øst- og vesteuropæere samt dilemmaet i at kæde esperanto sammen med den daværende fredsbevægelse. Den franske tilgang var, skriver Lins, fornuftig, fordi den kunne “deprive the governments of any easy pretext for persecution”. Franskmændene så esperanto mere som bare et sprog, uden ideologiske undertoner.

Den første esperanto-verdenskongres blev afholdt i Boulogne-sur-Mer i 1905 med 688 deltagere, og det er her, man normalt mener, at esperanto gik fra at være et projekt til at være et rigtigt levende sprog. Ulrich Lins bringer et citat fra en fransk esperantist, der havde gjort et stort benarbejde. Han skrev at “out of 700 newspaper articles appearing after the Boulogne congress, only one mentioned that Zamenhof was a Jew”.  Zamenhofs jødiske baggrund var noget, man ofte forsøgte at skjule, ikke kun i Frankrig.

Efterfølgende har der været verdenskongres hvert år i en ny by. Den største (i førkrigstiden) ville have været den i Paris i 1914 med 3739 tilmeldte. Den blev aflyst, da 1. Verdenskrig brød ud kun seks dage før kongressens begyndelse.

Under 1. Verdenskrig førte esperanto en tilbageholdende tilværelse, men efter krigen var der stor interesse for et sådant sprog. Lins nævner adskillige resolutioner, ikke mindst under pres fra Japan, i det nyoprettede Folkeforbundet (forløberen til FN), hvor det eneste land, der konkret modsatte sig indførelse af esperanto var Frankrig. Fransk var jo, eller var ved at blive, det internationale sprog.

Foerste verdenskongres 4
Den første verdenskongres i 1905 i Boulogne-sur-Mer, Frankrig

Lins nævner også András Cseh, der, ligesom Maximilian Berlitz (grundlæggeren af den verdensomspændende sprogskole), ved et tilfælde opfandt den direkte metode (naturmetoden), som går ud på at undervise i fremmedsprog uden oversættelse. Denne metode er særlig velegnet til det, som Cseh gjorde, nemlig at rejse rundt og undervise i mange forskellige lande. “In the inter-war years, thousands of people could thank András Cseh, his charm and his skillful teaching, for their knowledge of Esperanto.”

En bemærkelsesværdig drejning i mellemkrigstiden var den stigende interesse for esperanto blandt arbejderbevægelsen:

“Under these circumstances, the leaders of the neutral movement could only keep repeating that the language was suitable for all purposes, that they should not be held responsible if socialists or communists made use of it, and that the focused activities of working people should encourage other social groups to avail themselves of Esperanto.”

Esperanto i Det Tredje Rige
Som tidligere nævnt fungerer bogen som en verdenshistorie set fra et plansprogs synsvinkel. Dette er ikke mindst tydelig i beskrivelsen af, hvordan esperanto lidt efter lidt bliver mistænkeliggjort og til sidst næsten totalt forbudt under Det Tredje Rige. Og her bliver Zamenhofs jødiske baggrund en væsentlig faktor.

Allerede i Mein Kampf skrev Hitler:

“As long as the Jew has not become the master of the other peoples he must speak their languages whether he likes it or not, but as soon as they become his slaves, they would all have to learn a universal language (Esperanto, for instance!) so that by this additional means the Jews could more easily dominate them!”

I begyndelsen efter Hitlers magtovertagelse forsøgte man at infiltrere esperanto-foreninger for gennem dette sprog at udbrede, også i udlandet, det nationalsocialistiske budskab. Dette lykkedes ikke særlig godt, og det endte med et forbud mod esperanto-aktiviteter i Tyskland og flere af de besatte lande (men ikke i Danmark).

Esperanto i Sovjetunionen
På trods af Lenins negative holdning til esperanto fik det nye sprog ellers en god start i dette nye kommunistiske samfund. Esperanto syntes at passe perfekt til parolen “arbejdere i alle lande, foren jer”. Der opstod en heftig brevveksling mellem folk i Sovjetunionen og udlandet, og nysgerrigheden fra begge sider var stor.

For eksempel havde tidsskriftet “Daily Worker” flere, der ville korrespondere med ligesindede i Sovjetunionen på esperanto end på engelsk. Og kopier af breve fra vesten blev ofte oversat til tidsskrifter eller opsat som vægaviser, så alle kunne følge med i udviklingen udefra.

Lev Kopelev, efter en samtale med sin esperanto-lærer, udtrykte sin begejstring således:

… he took postcards and envelopes, so bright they seemed lacquered with rare and wondrous stamps. You could hold them in your hands, sniff them — inhale the air of London, Paris, San Francisco, Tokyo… he showed us postcards from Australia, Japan, Spain, Argentina… All of them began with the same salutation: ‘Kamarado’ or ‘Samideano’ (fellow thinker).

Mod slutningen af 1920’erne var esperanto-bevægelsen i Sovjetunionen i fuld fremgang. Brevvekslingen mellem esperantister i Sovjet og udlandet nåede imponerende højder. Alene i byerne Minsk og Smolensk blev der i en periode på otte måneder sendt 2000 breve til udlandet.

Som et af de bedste beviser for, at alt dette ikke kun var en græsrodsting, nævner Lins, at det sovjetiske postvæsen i 1925, for første gang i filatelistisk historie, udsendte frimærker med tekst på esperanto.

Hvad var det, der gjorde, at udviklingen vendte fra den absolut ene yderlighed til den anden? For esperanto er aldrig blevet mere accepteret og senere forfulgt end i den kommunistiske Sovjetunion.

Det er (stort set) her, hvor bind 1 i Ulrich Lins’ trilogi på engelsk slutter. Hvad enten man er interesseret i esperanto eller i verdenshistorien, er første bind af Lins’ bog værd at læse. På trods af at oversætteren er født i England, og bogen er udgivet på et britisk forlag, er den skrevet på amerikansk. Det tager dog nogen tid, selv for en engelsklærer som mig, at opdage dette. Bogen er velskrevet og let at gå til, og det skyldes nok både forfatteren og oversætteren.

Om bogen
Ulrich Lins: Dangerous Language – Esperanto under Hitler and Stalin
Palgrave Macmillan, London
Antal sider: 299
ISBN 978-1-137-54916-7 ISBN 978-1-137-54917-4 (eBook)
DOI 10.1057/978-1-137-54917-4


Bent Jensenius er født i 1945 og har studeret engelsk og spansk på Handelshøjskolen i København. Han er pensioneret sproglærer og forfatter til tre lærebøger om sprog.

En kommentar til “Er det farlige sprog stadig farligt?”

  1. Et “farlige sproget” er som bevist
    ikke farligt længere, tvert imode.
    Fordomme længe være!
    Mvh,
    Ana

    Svar

Skriv en kommentar