Om hans og sin – en standard med plads til valgfrihed

1. Introduktion

Han tog hans hat, kyssede hans kone og gik hans vej.

For nogle læsere helt normalt, for andre ganske utilstedeligt, og for visse en klar retningspil om at her starter (endnu en) artikel om brugen af hans og sin. Hvis man googler ”hans og sin”, bliver det hurtigt klart at der ikke bare er tale om en grammatisk finurlighed. Det lader til næsten at være et moralsk anliggende og derudover tilsyneladende et marketing-trick for firmaer der udbyder korrekturlæsning. Brug af sin og hans der afviger fra standardnormen, ansporer til hovedrysten, morsomme artikler og slagsmål i kommentarfelterne.

I dette indlæg vil jeg give et overblik over hvordan standardnormen er for sin og hans på dansk, så vi alle kan være nogenlunde enige om hvad vi skal brokke os over.

2. Standardnormen

Det er ikke tilfældet, heller ikke i talesproget, at der er rent anarki i brugen af de danske refleksiver. Der er variation i brugen: Over hele landet (om end mere hyppigt i Jylland) kan vi finde talere der kan sige at Peter tog hans hat uden at der er tale om tyveri. Der er desuden visse områder med valgfrihed selv inden for standardnormen, som vi skal se i flere af de kommende afsnit. Denne variation og valgfrihed har vi dog haft i sproget i al den tid som vi har skriftlige kilder for (de sidste omtrent 800 år), og i det store hele vil jeg faktisk mene at sin lever i bedste velgående.

Når jeg her i opslaget skriver sin, omtaler jeg i virkeligheden alle tre bøjningsformer (sin, sit, sine), og når jeg skriver hans, omtaler jeg i virkeligheden alle de personlige possessive pronominer i 3. person ental (hans, hendes, dens, dets, ens).

(1)    Om sin og hans gælder det at:

a.       sin skal henvise til et grundled inden for den mindste finitte sætning.

b.       hans må ikke henvise til et grundled inden for den mindste sætning.

Det kræver nogle eksempler og definitioner, for hvad er lige en finit sætning, og hvad adskiller den mindste finitte sætning fra den mindste sætning? En finit sætning er en sætning med et grundled og et finit verbum, dvs. et verbum bøjet i nutid eller i datid. En non-finit sætning indeholder et grundled, men ikke et finit verbum. Derimod vil en non-finit sætning typisk indeholde et eller flere non-finitte verber (infinitiver eller participier).

(2)Da.a.AlfredhørtePetersyngei badet.
Den mindste finitte sætning (finit verbum markeret med fed, Alfred er grundled):

[Alfred hørte Peter synge i badet].

Den mindste sætning (non-finit verbum markeret med fed, Peter er grundled):

[Peter synge i badet].

Gruppen af non-finitte sætninger indeholder de sætninger som Sprognævnet omtaler som ”skjulte sætninger” som i (3)a og (3)b (eksempler fra https://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/hans-hendes-eller-sin/hans-hendes-sin-uddybning#skjulte_saetninger).

(3)Da.a.Han[hamspisesin is.]
b.Hunfandt[hendesyngendesin sang af fuld hals.]

I (3)a er ham grundled i den skjulte/non-finitte sætning [ham spise sin is] og i (3)b er hende grundled i den skjulte/non-finitte sætning [hende syngende sin sang af fuld hals] – på trods af at både ham og hende er bøjet i akkusativ, fungerer de altså som grundled. I afsnit 2.2 behandler jeg denne type af sætninger nærmere, da de giver anledning til både valgfrihed og tvetydighed.

2.1 Mindste sætning = mindste finitte sætning = hele sætningen

I (4) er sætningen Alfred fodrer sin/hans kat både den mindste finitte sætning og den mindste sætning. I (4)a kan sin kun henvise til grundleddet Alfred og sin opfylder dermed kravet fra (1)a. I (4)b må hans ikke henvise til Alfred fordi Alfred er grundled i den mindste. Jeg markerer med et * at sætningen er ugrammatisk med betydningen at hans henviser til Alfred. Hans må til gengæld gerne henvise til en anden end Alfred, (4)c. Understregningen markerer de led, der skal læses som koreferente, altså f.eks. at sin skal referere til Alfred i (3)a.

(4)Da.a.Alfredfodrersinkat.
b.*Alfredfodrerhanskat.
c.Alfredfodrerhanskat. (hans = Peter)

2.2 Indlejret non-finit sætning: mindste sætning ≠ mindste finitte sætning

For eksemplerne i (5) gælder det at den mindste sætning ikke er den samme som den mindste finitte sætning. Dette giver en situation hvor sin potentielt kan henvise til to forskellige grundled, og hvor hans, måske overraskende, kan henvise til et grundled.

(5)Da.a.AlfredbederPeterfodresinkat.
b.AlfredbederPeterfodresinkat.
c.AlfredbederPeterfodrehanskat.
d.*AlfredbederPeterfodrehanskat.

 

Mindste finittesætning:[Alfred beder Peter fodre sin/hans kat].
Mindstesætning:[Peter fodre sin/hans kat]

I (5)a og (5)b er kravet til sin at det skal henvise til et grundled inden for den mindste finitte sætning. Den mindste finitte sætning indeholder to grundled – Alfred og Peter – og sin kan altså potentielt henvise til dem begge, hvilket kan skabe grobund for tvetydighed hvis man ikke lige ved om det er Alfred eller Peter der ejer en kat.

I (5)c og (5)d er kravet til hans at det ikke må henvise til et grundled inden for den mindste sætning. Bemærk altså at hans i princippet gerne må henvise til et grundled uden for den mindste sætning, således at hans i (5)c sagtens kan henvise til Alfred, grundleddet i den mindste finitte sætning, mens hans i (5)d ikke kan henvise til Peter, grundleddet i den mindste sætning. Her ser vi dermed en situation hvor der tilsyneladende er valgfrihed mellem hans og sin så længe det grundled de henviser til, ligger uden for den mindste sætning. Denne valgfrihed gælder ikke inden for den mindste sætning, hvor kun sin, og ikke hans, kan henvise til grundleddet Peter.

2.3 Visse områder med variation inden for standardnormen

Når sin er indlejret i en genitivkonstruktion, kan genitiven i mange tilfælde fungere som en slags grundled. Dette er tilfældet i (6)a og (6)b, hvor sine enten kan henvise til genitiven Peter eller til grundleddet Alfred. På denne måde kommer Peters billede af sine forældre til at fungere som en art mindste sætning, hvilket også (korrekt) forudsiger at det skulle være muligt at sige (6)d, men ikke (6)c.

(6)Da.a.AlfredPetersbilledeafsineforældre.
b.AlfredPetersbilledeafsineforældre.
c.*AlfredPetersbilledeafhansforældre.
d.AlfredPetersbilledeafhansforældre.

Når sin er indlejret i visse præpositionsforbindelser, er der også en vis grad af valgfrihed eller variation, eksemplificeret ved eksemplerne i (7), der er fra henholdsvis Politiken og B.T.

(7)Da.a.Det satser Knud Vesterskov på efter sin ” affære “ med Zentropa og Pussy Power.
b.… og også Niels Arestrup bliver efterladt med en kølig kone efter hans ulovlige affære med Glenn Close.

Vi ser altså flere områder med variation selv inden for standardnormen: i indlejrede infinitte sætninger, i genitivkonstruktioner og i nogle præpositionsforbindelser. Samtidig er det værd at pointere at afvigelser fra standardnormen heller ikke i sig selv er kriminelt og i mange tilfælde blot et udtryk for en lidt anden (men fuldt ud gyldig) intern grammatik. I formelt skriftsprog vil der selvfølgelig være krav om at følge standardnormen, og jeg håber at denne korte artikel kan bruges som et bud på hvad den standard egentlig er.

Katrine Rosendal Ehlers er ph.d.-studerende ved Engelsk på Aarhus Universitet. Katrine beskæftiger sig både med grammatik på engelsk og, som her, på dansk. 

En kommentar til “Om hans og sin – en standard med plads til valgfrihed”

  1. En esperanto estas ja tute klara
    Li prenis sian libron kaj poste li kisis lian edzinon (ne sian edzinon, li malamis ŝin)
    Han tog sin bok och sedan kysste han hans fru( inte sin egen, för han hatade henne)

    Svar

Skriv en kommentar