Først, vil jeg sige undskyld for mit medansvar for drabet på 1000 pingviner på Antarktis. Jeg fløj nemlig til Angola, og med mit CO2-udstød fik jeg isen til at smelte alt for hurtigt. Og så druknede nuttede babypingviner. Undskyld, undskyld.
Jeg troede nemlig, at man ikke kunne rejse over land fra Danmark til Angola. Men undervejs, i Baskerlandet, mødte jeg faktisk en biavler, der havde kørt hele vejen gennem Afrika til Sydafrika. I en bil. Men jeg fløj, undskyld. Det går også betydeligt hurtigere, er jeg sikker på, end med en bil.
Jeg var nemlig inviteret til en sprogkonference i Angola. Jeg tvivlede først på, om jeg skulle tage derhen. Det var langt væk, dyrt, og jeg havde ikke fået programmet. Luanda, Angolas hovedsted, er derudover verdens fjerde dyreste for hoteller. Og der skulle vi overnatte to gange. Men vores konference var i bjergene, i kommunen Libolo, fire-fem timers kørsel fra hovedstaden. Halvdelen på sandveje.
Skulle man tage malariapiller med? Ja, sagde organisatorer. Nej, sagde nogle andre deltagere. Det er myg, der spreder sygdommen, og sygdommen er ret ubehageligt. Man skal derfor undgå at blive stukket. Jeg fik at vide på apoteket i Aarhus, at man bare bliver godt og grundigt syg af det. Sygdommen er normalt ikke dødelig, hvis man har et godt immunsystem. Gennem hele rejsen har jeg i øvrigt kun set to myg, én på hotellet, og én i flyveren tilbage. Og min angolanske medpassager slog den hurtigt ihjel.
Man det skulle handle om sprog. Det er jo Lingoblog. Jeg var lidt forberedt og havde opfrisket mit brasiliansk portugisisk (som jeg engang talte rimeligt) forinden, men det har ikke hjulpet meget. Hele uge syntes jeg, det var svært at forstå folk. Det skrevne sprog er ikke så svært, men når de taler… Og portugisisktalende fra Brasilien fortalte mig der, at de selv havde svært ved at følge med nogle gange. Og dem fra Portugal kan være umulige at forstå. Jeg var ikke den eneste fra Danmark. Ana Paulla Braga Mattos, fra Brasilianske Studier i Aarhus, var også med. Og med i organisation.
Jeg har lavet de meste af mit feltarbejde uden for Afrika, hos indfødte i Nordamerika, og der er det trist, at i den del af verden, så er det sådan, at næsten ingen af de oprindelige 100 sprog stadig læres af børn. Sprogene uddør allesammen. Der er mange komplekse sprog der. Om få år er der ingen polysyntetiske sprog tilbage i universet. Trist for vores lonely planet.
I Afrika er det tilsyneladende meget anderledes. Der lærer langt de fleste mennesker syd for Sahara vel et europæisk sprog, eller arabisk, men derudover holder næsten alle også fast på deres afrikanske sprog, eller sprogene. De ser ikke altid deres sprog som ”ægte” sprog, men de taler dem alligevel. Det er svært at finde en afrikaner, der ikke er flersproget. Men Angola er speciel i den afrikanske kontekst.
Jeg blev afhentet ved lufthavn (efter personen sagde, at han havde forudbetalt mit VISA og derfor ville have 120 US dollars, som senere viste sig at være løgn). Da jeg ankom på det aftalte sted i Luanda, var det en halv time før den aftalte tid. De andre kongresdeltagere, inklusive generalen (mere om ham senere), var allerede taget af sted med charterbussen. Jeg var forbavset over programsændringen, men ikke i panik. Bussen var kørt, ja, men det løser sig vel. Jeg fik tilbudt morgenmad på femstjernehotellet, og så kiggede jeg rundt på uhørt luksus. Og ja, fem timer senere sad jeg i en bil med ven og tysk-ghanesisk polyglot Kofi Yakpo, en fransk-angolansk lingvist og derudover ham de kaldte for professoren. Det kaldte de mig i øvrigt også i Angola (dog ikke ved AU). Og professoren José Domingo Pedro arbejdede for uddannelsesministeriet. Det var hans opgave at stimulere brug af afrikanske sprog på bekostning af portugisisk. Det er ikke nemt.
Angola er 30 gange større end Danmark. Der er 50 eller 25 gange så mange indfødte sprog som i Danmark. Men rigtig mange angolanere taler ikke nogle indfødte sprog.
I Angola taler 40 % af befolkningen, skønner man, portugisisk, og det betyder her: KUN portugisisk. De taler ikke nogen andre sprog. Næsten 80 % i landet taler portugisisk. Kofi Yakpo havde inden konferencen besøgt venner i en provinsby langt væk fra hovedstedet, og han sagde, at der hørte han børn kun tale portugisisk med hinanden. Han har besøgt alle lande i Vestafrika og flere i andre dele af Afrika, men det har han aldrig oplevet. Børn, der ikke taler et afrikansk sprog sammen.
Professor José D. Pedro havde en svær opgave. Han var ikke helt optimistisk om fremtiden, men han prøvede, så godt han kunne. Han fortæller, at næste alle sprog i landet tilhører den store bantu-sprogfamilie, som tales i mange lande fra Cameroun til Sydafrika, og som er del af den meget diverse sproggruppe, der kaldes niger-congo. De tre største sprog er kikongo, kimbundu og umbundu. Kikongo tales i norden af landet, men også i nabolandene nordpå. Kimbundu tales syd for kikongo og umbundu sydligt derfra. Men så er der også nogle khoisan-sprog, som tales længere mod syd, ikke langt fra grænsen med Namibien.
Afrikanske sprog er også fuldstændig usynlige i gadebilledet i Angola. Det gælder ikke kun hovedstaden, men også landsbyer og provinsbyer. Jeg har ikke set et eneste skilt på et afrikansk sprog, ikke en eneste annonce eller graffititekst. Det eneste afrikanske, man kan se af landets Bantu sprogarve er stednavne, som er de eneste sproglige tegn, som minder én om en præ-kolonial tid i landet. Der er kun meget få mennesker, der synes, at man kunne være ked af dét.
Der er ikke et eneste barn i Angola, der får skoleundervisning på deres afrikanske modersmål. Der er ingen ABC-bøger eller andre skolebøger på de tre store sprog, og selvfølgelig heller ikke for de små sprog. Tænk lige over det. 20 millioner børn i Angola får ikke undervisning på deres modersmål. De kan derfor heller ikke læse på deres modersmål, kun portugisisk. Jeg fandt dog en lille kimbundu-lærebog på det lokale marked, som jeg købte for 2000 kwanzas. Jeg er i gang med at lære sproget. Der på markedet kunne man også købe et maleri, et portræt af generalen og to af hans bøger.
Jeg har nævnt generalen allerede. Der var en masse navne på sponsorer af konferencen, men det viste sig at være den samme person, der stod bag alle (?) organisationer. Han ejede hotellerne, dansegrupper, orkestre, fodboldklubben, restauranter, biblioteket i byen (det var i hvert fald opkaldt efter hans mor), en del biler og busser, en kaffeplantage og efter sigende også nogle flyvemaskiner. Jeg gav ham hånden, og nu er jeg two handshakes away fra den fhv., afdøde angolanske præsident, to paver, præsident Lula fra Brasilien, Fidel Castro og Nelson Mandela. Bare for at nævne nogle få. Generalen var en indflydelsesrig mand og nysgerrig og også bare rig, pengemæssigt. Og han var guitarist og sanger. Han var populær, men det tiltrækker altid nogle fjendskaber også. Han var den person, der havde ført fredsforhandlinger i den 22-år lange angolesiske borgerkrig (1975-1997), hvor Cuba, Rusland, USA og Sydafrika afprøvede deres våbenarsenaler på de stridende partier i Angola. Nu er der fred i landet, og angolanerne er meget glade for det.
Jeg spurgte generalen, hvilke sprog han talte. Portugisisk, selvfølgelig, men også godt fransk, spansk og engelsk (som jeg selv har oplevet) samt en smule russisk og kinesisk, sagde han. Nej, han talte ikke kimbundu eller umbundu, men han talte to sprog, som, jeg antager, var nogle af de mindre sprog.
For mange år siden har lokale og lingvister, der er født der, sammen med lingvister fra Brasilien, initieret et Libolo-projekt, som vil kortlægge både det lokale portugisisk og de bantu-sprog, der tales i provincen, især omkring provinsens hovedby Calulo i provincen Cuanza Sul.
De lokale var også meget involveret i konferencen. De var stolte af, at verdensberømte lingvister kom til Angola. Jeg skønner, at der kom 200, udover de 30 konferencedeltagere, til min plenary talk, selvom det ikke var på portugisisk, et sprog som er, som sagt, meget nemmere for dem.
Vennen Anzo havde allerede været en uge i Libolo, og det var som om, han kendte alle, og at alle kendte ham, når man gik rundt i byen; han hilste på alle mamas og papas på kimbundu. Han vurderede, at jo længere folk boede fra den centrale plads, jo mere kimbundu talte de. Men man ser det ikke skrevet, og man hører det næsten ikke.
Angola var en special oplevelse. Menneskene er utroligt venlige og imødekommende. Men ikke et lysende eksempel for sproglig mangfoldighed. Den er blevet mindre og mindre gennem tiden.
Peter Bakker er lingvist ved Aarhus Universitet. Han er specialist i nye sprog, bl.a. kreolsprog. I Angola tales der ikke kreolsprog.
Tak, Peter, for rejseberetningen og først og fremmest for at afkræfte en foredom om Angola og Angolanerne jeg næsten var hoppet på efter mit første besøg i Mozambique. Jeg havde allerede i lufthavnen lagt mærke til at de lokale – i tolden, i paskontrollen og ved udstedelse af visa – grinede hele tiden, var i godt humør, og generelt var indstillede på at tage det hele fra den morsomme side. Da jeg spurgte om det altid var sådan i Mozambique, fik jeg som svar “Sådan er vi bare. Du burde besøge Angola. Der er det helt anderledes. De ved ikke engang hvad det er, at grine.” Det ved jeg nu – takket dig – at det ikke er korrekt.
Jeg har været i Maputo tre gange (og fløjet hver gang, én gang via Lissabon og to gange via Doha i Qatar, fordi det var billigst), mens Roskilde Universitet havde et samarbejde med Universidade Pedagógica de Maputo omkring et PhD-program. Mine oplevelser af sprogsituationen i Mozambique er – på trods af den dominans af portugisisk som ser ud til at ligne den i Angola – lidt forskellige fra dine i Angola. Især er der, eller har der været, nogle forsøg på undervisning i folkeskolen på lokale sprog. Men der er mange grunde til at de ikke har været særlig succesrige (som man til dels kan læse om i en PhD-afhandling fra RUC af Sarita Monjane Henriksen fra 2010).
Hvad myg og malaria angår har jeg altid fået at vide at man skal tage piller for en sikkerheds skyld. I selve hovedstaden Maputo er er få områder med mange myg, men hvis man fx ville besøge det efter sigende meget pittoreske fisketorv, kunne man sagtens blive smittet. Hvilket jeg så lod være med at gøre selv om jeg havde taget mine piller.