Har du hørt om portuñol? – et dyk ned i Sydamerikas sproglige mangfoldighed

Du har sikkert stiftet bekendtskab med kontaktsproget spanglish, hvor spansk og engelsk blandes sammen af spansktalende migranter i Nordamerika. Måske er du også stødt på konglish, hvor engelske ord og udtryk sniger sig ind i koreanske sætninger. Men har du mon hørt om portuñol?

Hvad er portuñol?

Portuñol (på spansk) eller portunhol (på portugisisk) er et spændende kontaktfænomen, der sprogligt minder meget om andre kontaksprog. Dette sprog tales hovedsageligt i grænseregionerne i Sydamerika, hvor det portugisisktalende Brasilien møder spansktalende naboer som Uruguay, Argentina, Paraguay, Bolivia, Peru og Colombia. Det er fyldt med spontanitet, låneord, fonetiske og grammatiske adaptationer samt sprogligt hybride ord, der kombinerer portugisisk og spansk på måder, vi ikke finder andre steder.

Et sprogligt kontinuum(?)

escuela de frontera — Forfatter Jonathan Mastai Husum ved en grænseskole i Argentina.

Først og fremmest kan portuñol siges at være et sprogligt kontinuum, langs hvilken vi finder forskellige måder at bruge sproget på, samt forskellige overbevisninger om sproget og varierende beherskelsesniveauer. Fra bunden starter dette kontinuum fra den spontane brug af spanske og portugisiske ord i en ellers ensproglig samtale, der udelukkende foregår på spansk eller portugisisk. Denne type bruges mest af brasilianske grænseboere, der er født ind i brasilianske familier, men som på grund af arbejde eller anden daglig kontakt med deres spansktalende naboer har inkorporeret en smule kontekstbaseret spansk. I den højere ende finder vi derimod folk, der lærer portuñol som deres førstesprog og/eller taler det som dialekt derhjemme, enten i små byer i det omkringliggende grænseland, eller i selve grænsebyerne, f.eks. i Rivera i Uruguay, som vi om lidt vil kaste et blik på.

**Min rejse gennem den portuñolske verden**

I efteråret 2022 besøgte jeg fem grænseområder, hvor Brasilien deler grænse med Argentina, Uruguay og Paraguay. Under min rejse gennem de mere end 1500 kilometer fra mit sydligste punkt (Rivera i Uruguay og Santana do Livramento i Brasilien) til det nordligste (Pedro Juan Caballero i Paraguay og Ponta Porã i Brasilien) interviewede jeg 65 grænsebeboere. Gennem disse samtaler blev det mig klart, at portuñol ikke er ens for alle. Alle havde deres unikke måde at bruge det på; deres egen “portuñol-idiolekt,” om man vil. Men der er alligevel nogle situationer, hvor portuñol viser sig forskelligt, så lad os dykke ned i to af dem.

To spændende sydamerikanske portuñoltyper

bazaray — Grænsemidten, der deler Rivera (Uruguay) med Sant’Ana do Livramento (Brasilien).

Det siges, at der findes lige så mange typer af portuñol, som der er talere af det. Imidlertid er det dog muligt at tale om to distinkte varianter. Portuñol findes først og fremmest som en lokal dialekt i det nordlige Uruguay kaldet portuñol riverense (af byen Rivera) som resultat af de historiske tilstrømninger af portugisere i disse områder under kolonitiden. I denne tid så grænseregionerne i Sydamerika sig mindre befolket af de spaniere, hvorfor den større tilstedeværelse af portugisere fik monopol den sproglige dynamik. Efter at grænserne mellem Brasilien og de spansktalende lande blev fastlagt, blev det spanske sprog forsøgt udbredt i Uruguays grænseområder i kølvandet på den dominerende portugisiske tilstedeværelse. I takt med at det spanske sprog blev officielt indført i Uruguay og spansk kom i kontakt med de portugisisktalende grænsebyer fødtes portuñol som dialekt, ikke kun i Uruguay, men også steder, såsom i Argentina og Paraguay. Sprogmødet i Uruguay førte bl.a. til den rodfæstede flertalsbøjning –emo (i modsætning til –amos), som er et unikt morfologisk karaktertræk ved portuñol riverense, bedst illustreret af en af mine informanter, der så nydeligt sagde: ”sempre falemo assim” (: vi taIer altid sådan).

Portuñol findes også i en form bedst beskrevet som et socialt og kommercielt interaktionssprog. Denne type portuñol findes i andre grænsebyer, hvor der en tydeligere adskillelse mellem sprogene, f.eks., i det tredelte grænseområde ved Iguazú-vandfaldene, der deles mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Her viser portuñol sig mere som et værktøj, der bruges til at lette kommunikationen i kommercielle sammenhænge, og altså ikke som en adskilt dialekt. Denne fungerer især for at imødekomme brasilianernes mangel på spanskkundskaber, hvilket gør portugisisk til det dominerende sprog og derved også i det sproglige skelet, som udgør denne type portuñol.

Portuñol: et vidnesbyrd om diversitet

Vi kan derfor se, hvordan sprog- og kulturmøder i grænseregioner både kan fungere som katalysatorer for sproglig kreativitet, der går ud over nationale grænser, men også som kilde til sproglige magtubalancer. Portuñol er ikke blot et middel til kommunikation; det repræsenterer også kulturel mangfoldighed og fungerer som et levende arkiv af Sydamerikas sproghistorie. Dette understreger vigtigheden af at forstå, hvordan kontaksprog som portuñol har formet vores post-koloniale nationer og udfordrer en verden, hvor ensprogede normer til stadighed dominerer.

Jonathan Mastai Husum er ph.d.-studerende i spansk og portugisisk ved Afdelingen for Tysk og Romanske sprog ved Aarhus Universitet. Han forsker i kontaktsproget portuñol i Sydamerika og arbejder ud fra en teoretisk baggrund indenfor sociolingvistik, postkolonial lingvistik samt sprogpolitik.