Udviklingsmæssig sprogforstyrrelse eller DLD (developmental language disorder) er nok den mest udbredte udviklingsvanskelighed hos børn og unge som de fleste aldrig har hørt om. Mens mange har en fornemmelse af, hvad fx ordblindhed og autisme er, ved de færreste hvad en udviklingsmæssig sprogforstyrrelse er. Og det på trods af, at DLD ser ud til at være lige så udbredt som ordblindhed, nemlig cirka 7% af en årgang, og dermed langt hyppigere end autisme.
DLD er en sprogindlæringsvanskelighed. Når man har DLD har man vanskeligheder med at lære, forstå, bruge eller producere sprog i en grad, så sprogvanskelighederne udgør barrierer for kommunikation og indlæring i hverdagen. For eksempel bliver det svært at deltage i samtaler med kammerater eller forstå forklaringer fra pædagoger, lærere eller forældre.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at børn med DLD kan have hørt mindst lige så meget dansk som deres jævnaldrende. Men noget i deres kognitive processer, sprogindlæringsvanskelighederne, gør, at de ikke i samme grad som andre børn kan udnytte deres sproglige erfaringer.
Sprogvanskeligheder ved DLD
Det er nok de færreste af os, som i hverdagen tænker over, at sprogfærdigheder er komplekse og består af delfærdigheder med produktion og forståelse inden for områderne fonologi, grammatik, leksikon og pragmatik. Denne kompleksitet betyder også, at et barn med DLD kan have vanskeligheder med et eller flere af disse sproglige områder. Det kan man få et indtryk af i Figur 1, som viser eksempler på vanskeligheder, som vi ofte kan finde hos danske børn.
En af grundene til, at sprogforstyrrelsen DLD er ret ukendt, kan være, at sprogindlæringsvanskelighederne kommer til udtryk på forskellige måder hos forskellige børn. Der er altså ikke et bestemt område af sproget, som altid er ramt i DLD. Mens ét 5-årigt barn har særligt store vanskeligheder med ordforrådet og med at finde de rigtige ord til at forklare sig, har en anden 5-årig måske størst vanskeligheder med at danne sætninger på den måde, som vi forventer på dansk. Måske siger hun ikke mig lege (‘jeg vil ikke lege’) eller den armbånd rigtig fin (‘det armbånd er rigtig fint’). Desuden ændrer sprogvanskelighederne sig over tid; vanskelighederne er dynamiske. Det betyder blandt andet, at mens det var let at høre sprogvanskelighederne hos den 5-årige pige, der lavede mange fejl i sine sætninger, så kan vi ikke høre hendes sprogvanskeligheder lige så tydeligt, når hun er blevet ældre.
På den ene side er det selvfølgelig godt, at børnene typisk holder op med at lave åbenlyse fejl i deres ord- og sætningsproduktion. Men det har også en bagside, for det kan føre til, at vi kan tro, at vanskelighederne er gået over, selv om de altså snarere har ændret karakter. I tilfældet med DLD må vi desværre forvente, at der ofte vil være vedvarende vanskeligheder med sprogforståelsen. Og sprogforståelsesvanskelighederne gør det svært for børn og unge med DLD at følge med i undervisningen i skolen, uanset om den foregår gennem det talte eller det skrevne sprog. Det indbærer en risiko for faglige vanskeligheder og på længere sigt en risiko for lavt uddannelsesniveau. Men sprogforståelsesvanskelighederne gør det også svært at være et fuldgyldigt medlem af det sociale fællesskab i klassen eller på håndboldholdet. Så hvis man har en sprogforstyrrelse er der øget risiko for såvel dårlig trivsel som reduceret livskvalitet.
Hvad kan vi i omgivelserne gøre?
Det er vigtigt, at vi voksne forstår, at faglige vanskeligheder eller dårlig trivsel nogle gange har rod i sprogforståelsesvanskeligheder i forbindelse med DLD. Hvis vi ikke har den opmærksomhed, kan vi nemlig komme til at tilbyde børn og unge med DLD utilstrækkelige indsatser. Måske får en 16-årig pige med DLD tilbud om samtaleterapi, men hvis hun har grundlæggende vanskeligheder med at forstå komplekst sprog eller med at omsætte sine tanker til ord, så er det næppe den rette vej at gå. Det kan også være, at en 13-årig med DLD får tilbudt støtte i form af oplæsning af tekster for at kompensere for hans læseforståelsesvanskeligheder. Men vanskelighederne med at forstå sproget vil være der uanset om sproget er talt eller skrevet, så dette vil heller ikke være en tilstrækkelig indsats.
Vi skal grundlæggende tænke i at arbejde på to fronter, når vi skal modvirke sprogvanskelighederne og de negative konsekvenser af DLD. For det første skal der arbejdes med at forbedre barnets eller den unges sprogfærdigheder. Selv om der er tale om sprogindlæringsvanskeligheder, er det bestemt ikke umuligt for barnet at lære sprog, heller ikke selv om barnet er blevet et ungt menneske på 14 eller 19 år. Men på grund af indlæringsvanskeligheden og altså de dårligere muligheder for at drage nytte af sproglige erfaringer, er der behov for målrettede indsatser. Det er ikke bare et spørgsmål om, at barnet skal møde nye ord, sætningskonstruktioner og bøjningsendelser mange flere gange end andre børn skal for at lære dem. Det vil ofte være nødvendigt for os at gå andre veje og eksplicitere, hvad forskellige sproglige elementer betyder, og hvordan de hænger sammen. For eksempel kan barnet arbejde med, hvordan faglige nøgleords lyde og betydning hænger sammen med andre ords lyde og betydning, for eksempel at ordet ‘formindske’ begynder med f-lyden ligesom ‘fiske’ og ‘fange’ eller at ‘formindske’ betyder at gøre noget mindre, det modsatte af ‘forstørre’.
For det andet er det vigtigt, at vi voksne omkring barnet eller den unge er gode til at tilpasse os til, at barnet har sprogforståelsesvanskeligheder. Vi skal gøre sproget tilgængeligt for barnet med DLD. Det kan vi gøre ved at undgå svære sætninger eller ord, som barnet ikke kender, når vi skal give forklaringer. Men vi kan også være opmærksomme på at understøtte vores budskaber visuelt, fx med kropssprog, udpegning, figurer eller billeder. Den visuelle information er ikke lige så flygtig som det talte sprog, som man jo bare kan høre et kort øjeblik, før det er væk. Derfor vil den visuelle information altså ofte være en hjælp for barnet eller den unge med DLD.
Det her med tilpasningen er rigtig vigtigt, for hvor hårdt barnet bliver ramt af sin udviklingsmæssige sprogforstyrrelse i hverdagen afhænger også af, hvor gode vi er til at imødekomme barnet ved at tilpasse os til, at sætninger er svære at forstå.
Rikke Vang Christensen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Hun er cand.mag i audiologopædi og har en række ansættelser i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning bag sig. Både i den børnelogopædiske praksis og i hendes forskning og undervisning har børn med udviklingsmæssig sprogforstyrrelse særligt fokus.
