De danske dialekters ve og vel

For nylig udkom bogen Dialekter i rigt mål. I den anledning bringer Lingoblog.dk i denne uge to indlæg af Inger Schoonderbeek Hansen: en kort artikel, der stiller skarpt på de danske dialekters historie og trivsel, og en anmeldelse af bogen.

Dansk er ret så forskelligartet når det kommer til stykket. Man kan med en vis ret vel påstå, at enhver bruger af det danske sprog har en unik stemme, sådan bogstaveligt talt. Men så kan dansk også lyde forskelligt afhængigt af, hvor i landet man kommer fra. Fx hører man i dag stadig fiskerne i Thy tale om æ haw frem for havet, og vendelboer sige hwad med tydelig frikativ frem for vad uden stumt h som på rigsdansk. Sønderjyder udtaler, næsten på tysk, pigen som [æ pʰiːx], mens fynboer sluger det bløde d de fleste steder, så præpositionen ‘ned’ udtales ne og ‘fløde’ bliver til fløe. Og så har vi københavnerne, tja, de har igen en anden (for os jyder) iørefaldende dialekt, som de kan skrue op og ned for alt afhængig af, hvor i Københavnsområdet de kommer fra.

Disse geografiske varianter af dansk betegnes normalt som dialekter, og forskellene imellem dem har, historisk set, været ret så store, i betragtning af Danmarks relativt begrænsede areal. Faktisk kan vi påvise forekomst af sproglige forskelle helt tilbage til de middelalderlige lovtekster Skånske Lov, Eriks Sjællandske Lov og Jyske Lov. I disse gamle tekster, som ikke var underlagt nogen form for retskrivning, finder man bl.a. eksempler på, hvordan udlydende tryksvage vokaler manifesteres. Fx skrives i et hyppigt optrædende ord som ‘skifte’ hhv. skifta, skiftæ (det senere skifte) og skift (dvs. ingen endelse), hvilket er helt i overensstemmelse med en af de største lydlige forskelle mellem østdansk (i dag: bornholmsk), ødansk (sjællandsk, fynsk mv.) og vestdansk (jysk), som til en vis grad også i dag kan høres rundtomkring i Danmark.

Land og vand

Dialektforskellene er som regel mest markante der, hvor det ene geografiske område afgrænses fra det andet af større øde landområder som fx udstrakte hedearealer eller andet ufremkommeligt terræn. Således er den morfologiske forskel mellem foranstillet artikel i vestjysk, æ haw, og efterstillet artikel i østjysk (og hele det danske sprogområde øst for den jyske højderyg), havet, ikke til at tage fejl af. Sammenhængende med geografien afspejlede, og afspejler den dag i dag, sproglige forskelle også kulturelle forskelle mellem områdernes beboere, altså forskellene mellem mennesker. Derfor har det bl.a. kunnet ladet sig gøre at skrive noget så detaljeret som strukturalistiske dialektmonografer af både nordsamsisk óg sydsamsisk på baggrund af optegnelser med samsinger født omkring 1900 på hhv. Nordsamsø og Sydsamsø.

Den tynde, tynde landtange på det umiddelbart (og for udenforstående) sammenhængende landområde på øen var øjensynlig nok til, at samkvem mellem beboergrupperne var sjældent. Man søgte snarere kontakter med folk fra fastlandet og krydsede altså hellere vand end land, og her kan der også sprogligt visse steder ses tydelige overensstemmelser, fx kender vi fra et område ikke så langt derfra betegnelsen kalundborgjysk. Det er netop beskrivelser som dem for nordsamsisk og sydsamsisk, og mange, mange andre kilder som er samlet ind gennem årtier, der giver et fantastisk indblik i tidligere tiders kultur og samfund i Danmark. Dem skal vi derfor passe godt på!

Dialekternes udvikling

Siden industrialiseringen har dialekternes udvikling, eller, mindre positivt formuleret, afvikling, bevæget sig henimod et mere og mere ensartet sprogligt landskab. Men om dialekterne forsvinder helt, og ligefrem dør, det er et interessant spørgsmål, for der er mange forskellige faktorer der er afgørende for, hvilken sproglig variant sprogbrugere vælger at benytte sig af. Fx er for nogen det at tale dialekt, og altså bruge det sprog der står ens hjerte allernærmest, helt naturligt, hvis altså samtalepartneren selv taler dialekten eller i det mindste forstår den. Og den dialekttalendes holdning til egen dialekt skal helst også være positiv, gerne eksplicit formuleret som en del af vedkommendes identitet (og det er bestemt ikke så lige til, som det umiddelbart ser ud). Gennem tiden har den generelle holdning til dialekter bølget frem og tilbage mellem ret så negativ til mere positiv. Lige p.t. er vi oppe på en mere positiv bølge, og det er næsten som om at jo større verden bliver, jo større behov har folk for at kende, og kendes ved, deres ophav. Der er fokus på det lokalt særprægede over for det globale, dialektforeninger popper op, der skrives bl.a. på de sociale medier på dialekt, en ung sanger-sangskriver fra Sønderjylland vinder Modersmål-Prisen og holder koncerter for udsolgte sale rundtomkring i Danmark, og meget andet. Flere undersøgelser har dog i de senere årtier vist, at selvom den umiddelbare holdning til dialekter kan være nok så positiv, så går sprogudviklingen i Danmark den stik modsatte vej, nemlig til større ensretning, dog (heldigvis!) stadig med genkendelige regionale forskelle.

Flere undersøgelser er imidlertid nødvendige for at beskrive dialekternes udvikling, for naturligvis udvikler de sig også, ligesom alle sprog gør. Det er netop det gode ved sprog og at beskæftige sig med sprog: Man kommer aldrig til at kede sig, for sproget er en dynamisk størrelse. Dansk rigssprog, inkl. den opfattelse sprogbrugere og sprogforskere har af det, betragtes (især af sprogforskerne) aldrig som en statisk størrelse, så hvorfor skulle dialekterne betragtes som statiske, forældede sproglige varianter, landbefolkningen anvendte for små 100 år siden? Naturligvis skal de beskrives efter deres egne præmisser, ikke mindst som foranderlige størrelser på vej henimod hinanden og/eller henimod en form for fælles talesprogsnorm (hvis overhovedet en sådan norm eksisterer).

Du kan læse meget mere om de danske dialekter – og skånsk – i min anmeldelse af Dialekter i rigt mål, Modersmål-Selskabets (år)bog fra 2019. Anmeldelsen udkommer på Lingoblog på torsdag.

Inger Schoonderbeek Hansen er lektor i dansk sprog på Nordisk på Aarhus Universitet og underviser primært i dansksproglig variation, og lidt i danskfagets (sprog)didaktik. Hun er også ansat som redaktør på Jysk Ordbog og forsker i de jyske dialekter som de blev og bliver brugt i for-, nu- og fremtiden.

 

En kommentar til “De danske dialekters ve og vel”

  1. Der er stadig (små) forskelle mellem nordsamsk & sydsamsk – selvom det er ved at være svært at finde nogle hvor forskellene er udtalte.

    Grunden til de to dialekters opståen er efter sigende både betinget af geografien og af kulturen. I forhold til geografien var heden dengang noget ufremkommelig, og kunne kun passeres på en dags tid i en kærre. Så var det nemmere at sejle et smut til Hou for sinnehasingene – eller Nappedam/Ebeltoft for nordbyerne.

    Derudover var nordsamsingene noget mere indremissionske og afholdende – det var man ikke så meget til syd for Kanhavekanalen.

    Svar

Skriv en kommentar