Sprogfestivalen fortsætter (naturligvis)!

Sprogfestivalen SPROGENSE i Bogense er folkelig og faglig fejring af sproget.

Gennem de sidste 3 år har mange tusinde gæster besøgt Bogense, og i 2023 cementerede sprogfestivalen sig som stedet, hvor de besøgende og sprogelskere oplever fejring af sprogets mangfoldighed, og hvor fx sprogforskere, forfattere og professionelle kommunikatører deler viden, debatterer og mødes til sproglig fordybelse.

Thomas Hestbæk, direktør Dansk Sprognævn, siger således:

“Vi er dybt taknemmelige over den støtte og entusiasme, vi har oplevet fra samarbejdspartnere, branchen og festivalens mange gæster. Ingen tvivl om at der er bred og stor interesse for sproget i dets mangfoldighed, og vi ser frem til at byde på endnu flere gode øjeblikke og oplevelser på de kommende års sprogfestivaler.”

Sprogenses logo
SPROGENSES logo

Parterne bag sprogfestivalen, Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv og Turisme, fortsætter derfor det stærke og tætte samarbejde om SPROGENSE.

Sprogets folkemøde den første weekend i maj 2025

Målet for de kommende års festivaler bliver at skabe endnu flere sproglige oplevelser for alle besøgende – og visionen er at SPROGENSE udvikler sig til sprogets folkemøde. Sprogfestivalen bliver fremover og som noget nyt afholdt i foråret. Første gang bliver den 2. og 3. maj 2025. Indtil da vil der blive arbejdet med format, rammer og muligheder, så SPROGENSE i 2025 står endnu mere attraktiv for alle sprogelskere.

Per Olesen, direktør Nordfyns Erhverv og Turisme, udtaler således:

”Den allerførste SPROGENSE var planlagt til den første weekend i maj 2020, men festivalen blev aflyst og flyttet til september grundet corona. Vi har nu haft mulighed for at gentænke og optimere på bl.a. tidspunktet, og fremover vil vi derfor invitere til folkelig og faglig fejring af sproget i netop maj.”

Sproglige oplevelser i 2024 – gryden holdes i kog frem til 2025

Et værk fra SPROGENSE 2023
Et værk fra SPROGENSE 2023

I 2024 afholdes SPROGENSE således ikke i traditionel forstand. Derimod vil der være udvalgte sproglige oplevelser i løbet af året, bl.a. indvielse af 2 SPROGENSE-læsehuler, som er muliggjort med flot støtte fra VILLUM FONDEN, og allerede i februar inviterer nordfynske Dallund Slot til skriveophold, forlagsaften og forfatteraften.

”Vi er i fuld gang med arbejdet sammen med eksterne partnere, virksomheder, organisationer og foreninger, og vi ser frem til løbende at kunne løfte sløret for sproglige oplevelser frem mod og selvfølgelig selve sprogfestivalen i maj 2025”, slutter Per Olesen, direktør Nordfyns Erhverv og Turisme.

Faktaboks:

Masser af gratis sprogoplevelser

Sted: SPROGENSE, 5400 Bogense

Dato: 2. og 3. maj 2025

Entré: Gratis. Nogle aktiviteter kræver tilmelding og billetbestilling

Hjemmeside: www.SPROGENSE.dk

Mail: info@SPROGENSE.dk  

SPROGENSE nyhedsmail: Tilmeld dig på SPROGENSE.dk og følg med i hvad du kan opleve på festivalen

 

Susanne Geil er projektleder for den folkelige sprogfestival Sprogense, Danmarks største sprogfestival, som afholdes i Bogense. 

Skriv en kommentar