Tysk grammatik på universitetet – en udviklingshistorie

Da jeg i efteråret 1958 umiddelbart efter studentereksamen begyndte at læse tysk som hovedfag på Institut for Germansk Filologi ved Aarhus Universitet, omfattede undervisningen i tysk sprog udover mundtlig og skriftlig sprogfærdighed udelukkende indføring i de ældre sprogtrin oldhøjtysk og middelhøjtysk samt tidlig nyhøjtysk (Luthers sprog).

I de første fire semestre, der førte frem til Forprøven, fik man en grundig skoling i tysk sproghistorie, ikke mindst hvad angår lydlige forandringer over tid som monoftongering og diftongering, første og anden lydforskydning og mere af den art. Undervisningen blev givet på grundlag af gedigne værker: I oldhøjtysk benyttedes Braune / Mitzka, Althochdeutsche Grammatik samt Braune / Ebbinghaus, Althochdeutsches Lesebuch. I middelhøjtysk benyttedes Paul / Moser / Schröbler, Mittelhochdeutsche Grammatik, og der læstes dele af det middelhøjtyske heltekvad Das Nibelungenlied, som er nedskrevet omkring år 1200. Indføringen i tidlig nyhøjtysk skete ved læsning af skrifter som Ein sendbrieff D. M. Lutthers. Von Dolmetzscheñ und Fürbit der heiligenn og Luthers reformationsskrift Von der Freyheyt eyniß Christenmenschen. Læsningen af teksterne blev understøttet af håndbogen Laut- und Formenlehre der Sprache Luthers, skrevet af instituttets mangeårige professor Heinrich Bach, der var en førende kender af Luthers sprog.

luther
Martin Luther (1483-1546)

Derimod blev der dengang ikke givet nogen egentlig undervisning i moderne tysk grammatik, da det forudsattes, at de studerende var fortrolige hermed fra gymnasiet. Til nød blev aktuelle grammatiske spørgsmål taget op i forbindelse med sprogfærdighedsundervisningen og mundede i reglen ud i henvisninger til skolegrammatikker som Ernst Kaper, Kortfattet tysk sproglære til skolebrug eller S. Sigtryggsson / A. Rossen, Kurzgefasste deutsche Grammatik. Anderledes kan det have foregået ved Københavns Universitet, hvor professorerne Peter Jørgensen og Gunnar Bech begge var optaget af den moderne tyske grammatik, Gunnar Bech tillige af almen lingvistik, men det har jeg ikke nogen viden om.

I hvert fald var det en fornyelse, at Peter Jørgensen i 1953 havde udgivet bind I af sin Tysk grammatik, der kom til at omfatte i alt tre bind (bind II 1959, bind III 1964). Det er en videnskabelig og systematisk fremstilling af det moderne tyske sprogs grammatik. Ved ”moderne tysk” forstår Peter Jørgensen det 20. århundredes tysk, fortrinsvis den skrevne normalprosa. Værket er et smukt eksempel på, at forskning og undervisning kan gå hånd i hånd, og i forordet til bind III takker Peter Jørgensen sine elever gennem mere end 30 år. De har fyldt hans auditorium, har skrevet speciale under hans vejledning og har været en stadig inspiration for ham.

Ved vort institut kom Peter Jørgensens grammatik langsomt i brug fra slutningen af 1950erne, idet den daværende amanuensis, senere lektor og sluttelig professor Ernst Dittmer gennemgik udvalgte dele for fagets bifagsstuderende. De hovedfagsstuderende insisterede dog også på at måtte følge timerne, og efter nogle år kom denne undervisning i fastere rammer. Sideløbende hermed præsenterede Dittmer en række værker, der lagde grunden til en supplerende beskæftigelse med moderne lingvistik. Fra mine første studieår husker jeg, hvordan vi med begejstring stiftede bekendtskab med Walter Porzig, Das Wunder der Sprache og senere den norske Carl Hj. Borgstrøm, Innføring i sprogvidenskap. Det var øjenåbnere for os studerende.

saussure
Cours de Linguistique Générale (1916)

Fornyelsen bestod ikke mindst i, at vi lærte at skelne mellem diakron og synkron sprogbeskrivelse. I 1920 udkom i 5. oplag Hermann Paul, Prinzipien der Sprachgeschichte, hvori den da 74 årige forfatter stadig erklærer, at al sprogvidenskab må være historisk: ”Ich habe es noch kurz zu rechtfertigen, dass ich den Titel Prinzipien der Sprachgeschichte gewählt habe. Es ist eingewendet, dass es noch eine andere wissenschaftliche Betrachtung der Sprache gäbe, als die geschichtliche. Ich muss das in Abrede stellen” (op.cit. pag. 20). Men nogle år forinden, i 1916, havde et skelsættende, posthumt udgivet værk set dagens lys, nemlig Ferdinand de Saussure, Cours de linguistique générale. Heri udvikles den almene teori om sproget som et tegnsystem, der lader sig betragte rent synkront, og især begrebet om det tosidede sproglige tegn var vigtigt at forstå. I den indføring i almen lingvistik, som med tiden blev et obligatorisk element i tyskstudiets første år frem til Forprøven, lod det sig ikke gøre at læse den originale tekst af Cours, ej heller den tyske oversættelse Grundfragen der allgemeinen Sprachwissenschaft, der var behæftet med misforståelser og oversættelsesfejl. Det påhvilede derfor underviserne at præsentere de nye tanker for de studerende.

Efter at jeg i 1969 var blevet fast ansat ved instituttet på Aarhus Universitet, kom jeg til at samarbejde med Dittmer om tilrettelæggelsen af en systematisk undervisning i moderne tysk grammatik byggende på Peter Jørgensens Tysk grammatik i tre bind og en indføring i almen lingvistik samt fonetik, hovedsagelig med benyttelse af det ovenfor nævnte værk af Carl Hj. Borgstrøm samt Gustav Korlén / Bertil Malmberg, Tysk fonetik. Der blev fastlagt et forløb over fire semestre med en afsluttende skriftlig prøve, senere ændret til en mundtlig prøve. Forløbet, der fik betegnelsen Teoretisk grammatik, blev populært og kom blandt de studerende til at gå under navnet ”Teogram”. Populariteten illustreres af flere hændelser: Da Dittmer og jeg en dag stod og samtalede uden for vore kontorer, kom en kvindelig studerende hen og overrakte Dittmer en langstilket rød rose med ordene: ”Den skal du have, fordi du altid holder sådan nogle fede timer”. En anden gang havde to kolleger fra fagets litterære afdeling arrangeret en studenterekskursion til Berlin. Ved hjemkomsten beklagede den ene kollega sig med udtalelsen: ”Vil I tænke jer! Under hele busturen sad de studerende sgu’ og lavede grammatiske strukturtræer”.

rose
“Den skal du have, fordi du altid holder sådan nogle fede timer”.

For at hjælpe de studerende til at bruge deres teoretiske viden i praksis afholdtes der jævnligt undervisningsforløb i Sproglig tekstlæsning. Hertil benyttedes egnede litterære tekster, ofte af Kafka eller Stefan Zweig. Teksterne måtte ikke være unyttigt svære at forstå, men skulle samtidig byde på et righoldigt og varieret sprogligt materiale. De studerende skulle give en systematisk beskrivelse af de i teksterne fundne eksempler på grammatiske fænomener, f.eks. brugen af konjunktiv, brugen af infinitiv med og uden foranstillet zu, ordstillingsforhold, orddannelsestyper og deslige.

Der er ingen tvivl om, at de studerende erhvervede god indsigt i og dybere forståelse af de mange sider af den tyske grammatik og af sprogvidenskaben i almindelighed. I perioder, hvor det var vanskeligt at opdrive Peter Jørgensens bøger, skiftede vi til andre, nu tysksprogede, videnskabelige grammatikker som Duden-Grammatik, eller Elke Hentschel / Harald Weydt, Handbuch der deutschen Grammatik, eller Peter Eisenberg, Grundriss der deutschen Grammatik.

Da Noam Chomsky i løbet af 1960erne vendte op og ned på lingvistikken med sin generative transformationsgrammatik, der kom til at hærge sprogvidenskaben i en lang årrække, følte vi os på vores institut forpligtede til at præsentere denne lære for de studerende. Vi var tre kolleger, der sammen udarbejdede et kompendium: Per Bærentzen / Ernst Dittmer / Kirsten Gomard, Kort indføring i generativ transformations­grammatik (1974). Denne beskrivelsesmodel var og er mig dog inderligt imod.

Den konsoliderede undervisning i tysk grammatik og almen lingvistik, som de studerende modtog i de første studieår, satte dem i stand til på det videregående studium at beskæftige sig med centrale videnskabelige værker inden for mange områder af sprogbeskrivelsen.

Blandt de værker, som blev gennemgået, kan nævnes Hans Glinz, Die innere Form des Deutschen, eine neue deutsche Grammatik fra 1952, hvori den grammatiske terminologi undergår en omfattende ændring og nye analyseformer beskrives.

Dansk germanistik har været repræsenteret ved Gunnar Bech, Studien über das deutsche verbum infinitum I–II (1955, 1957), der behandler infinitivens syntaks. De studerende fik at se, hvorledes Bech ved hjælp af et veludbygget begrebsapparat og formelsystem giver en præcis og elegant beskrivelse af et omfattende eksempelmateriale, som han har excerperet manuelt fra talrige litterære kilder. Gunnar Bech var gæstelærer ved vort institut i efteråret 1961. Adspurgt om omfanget af det store arbejde svarede han: ”De kan tro, der er slidt mange buksebage”. At Bechs værk kunne føles svært tilgængeligt, illustreres af en note i bogen Die deutsche Sprache (1962) af H. Brinkmann, der skriver, at han ikke rigtig kan få noget ud af Bechs matematiserende arbejdsmåde.

En anden dansk germanist, Niels Danielsen, der fra 1968 var professor i tysk sprog ved Odense Universitet og samme år var blevet dr. phil. ved Aarhus Universitet, besøgte flere gange vort institut, sidste gang i begyndelsen af 1980erne i forbindelse med en øvelsesrække, hvor vi behandlede nogle af hans publikationer. Det blev en oplevelse for de studerende at møde og diskutere med Niels Danielsen, der på det tidspunkt var invalideret af sklerose og sad i kørestol, men fortsat var en ivrig debattør.

Af de videnskabelige værker, der kom til at optage mange studerende, skal yderligere to omtales, nemlig et om semantik og et om fonologi:

Den semantiske side af sproget er naturligvis væsentlig, men blev altid behandlet med varsomhed af instituttets undervisere. En undtagelse indtraf, da vi stiftede bekendtskab med den sobre og dybtgående fremstilling i Peter von Polenz, Deutsche Satzsemantik, Grundbegriffe des Zwischen-den-Zeilen-Lesens (1985, 2. udg. 1988). Forfatteren benytter nyere beskrivelsesmåder hentet fra den generative transformationsgrammatik og anvender gerne semantiske strukturtræer til illustration af sine analyser, men han er bevidst om, hvor grænserne går for en semantisk beskrivelse.

Det fonologiske må siges at være en specialiseret sidegren inden for sprogbeskrivelsen. Et grundlæggende værk er N. S. Trubetzkoy, Grundzüge der Phonologie (1939, mange senere oplag). Trods kompleksiteten og de mange uvante betragtninger fangede det, måske netop derfor, de studerendes interesse. En studerende, der deltog i undervisningen, sagde på et tidspunkt: ”Her gives ikke stene for brød”. Ret havde han.

I studieordningen for det videregående hovedfagsstudium var formuleret et krav om, at den studerende skulle tilegne sig kendskab til en tysk dialekt, subsidiært nederlandsk. De fleste valgte det sidste, da der næsten permanent var knyttet en indfødt nederlandsk lektor til instituttet. Også jiddisch kunne læses i denne sammenhæng. Med jævne mellemrum holdt Ernst Dittmer og Hans Blosen øvelser over jiddisch, der af både sproglige og kulturhistoriske grunde havde de studerendes interesse. I dag varetages beskæftigelsen med jiddisch ved instituttet af lektor Steffen Krogh.

coputer
Computer

Afgørende nye muligheder opstod, da underviserne og snart også de studerende fik computere. Vort institut havde tidligt fået adgang til et omfattende tysk tekstkorpus, der kunne behandles ad elektronisk vej. Dette korpus befinder sig ved Institut für deutsche Sprache i Mannheim, derfor oprindelig benævnt ”Mannheimer Korpus”, nu, hvor det er blevet uendelig meget større, kaldet ”Cosmas II”. Disse enorme tekstmængder er offentligt og vederlagsfrit tilgængelige for alle. På ret simpel måde og med få greb er det muligt at finde og downloade teksteksempler til brug for de sproglige beskrivelser, man ønsker at give. Ikke blot i instituttets forskning, men også i forbindelse med undervisningen og de studerendes selvstændige arbejde er den elektroniske tilgang til det omfattende materiale i dag en afgørende hjælp.

Jeg håber, at mine læsere har fornemmet, hvor spændende og berigende det var at beskæftige sig med undervisning og forskning i tysk sprogvidenskab i årene mellem 1958, hvor jeg begyndte mine studier, og 2010, hvor jeg endegyldigt forlod universitetet. Og jeg håber, at nuværende medarbejdere og studerende ved instituttet oplever noget tilsvarende.

Per Bærentzen er fhv. lektor i tysk sprogvidenskab. Født 1940 i Aarhus, student 1958 fra Marselisborg Gymnasium. Studerede tysk (hovedfag) og latin (bifag) i Aarhus, Kiel og Berlin. Kandidatstipendiat 1967-69, derefter amanuensis, senere lektor ved Aarhus Universitet.

3 kommentarer til “Tysk grammatik på universitetet – en udviklingshistorie”

  1. 10 år senere og nogle år frem nød jeg som nyimmatrikuleret germanistik-studerende i Aarhus godt af Per Bærentzens og andre nævnte koryfæers grammatiske indsigt og begejstring, og lærte pø om pø at se og – tør jeg sige det – nyde æstetikken i den tyske grammatik.

    Svar
  2. Kære Per,
    tusinde tak for den levende beskrivelse, der viser det høje niveau, Tyskfaget er præget af! Det er yderst opbyggelig læsning!

    Svar
  3. Tak for den meget læseværdige oversigt! Jeg noterer mig Per Bærentzens høje vurdering af Peter Jørgensens Tysk Grammatik I-III (blandt venner ‘PJ’) med interesse og sympati, men jeg kan ikke dele den. Bogen var stadig i brug da jeg læste tysk bifag (som det dengang hed) i København omkring 1980, men jeg må nu indrømme at det eneste der virkelig gjorde indtryk på mig, var omhuen, for ikke at sige massen i indsamlingsarbejdet. Det gjorde også et besynderligt indtryk på os studerende at en væsentlig del af undervisningen gik med at vi fik dikteret ændringer eller tilføjelser til PJ. Når jeg sammenligner den med Paul Diderichsens elegante måde at organisere stoffet på i Elementær dansk Grammatik, falder Peter Jørgensens bog alligevel noget tilbage. Især syntaksafsnittet hos PJ (bind 3) virker omstændeligt uden at omstændeligheden egentlig belønner én med nogen stor klarhed. Det er også værd at bemærke at Ove K. Klausen kunne sammenfatte langt de fleste hovedregler i en ret kort artikel hvor han bruger en Diderichsen-inspireret metode. Peter Jørgensens grammatik minder mig mest af alt om Mikkelsens Dansk Ordföjningslære, hvor stort set alt (og ofte langt mere end man ville have ventet) er beskrevet, men hvor beskrivelsen oftest er hverken klar eller stringent.
    Det der dengang gjorde det største indtryk på mig i sprogundervisningen på tysk, var det metodiske grundlag, hvor Gunnar Bechs strukturalisme udgjorde det teoretiske fundament. Stringensen og den analytiske skarphed i dette apparat er forblevet en central del af min faglige værktøjskasse lige siden.

    Svar

Skriv en kommentar